Manglende fradrag for købsmoms grundet manglende økonomisk virksomhed

Sagen omhandlede en virksomheds klage over SKAT's nægtelse af fradrag for købsmoms. SKAT havde forhøjet virksomhedens momstilsvaret for perioderne 1. juli 2005 til 31. december 2005, 1. januar 2006 til 31. december 2006 og 1. januar 2007 til 31. december 2007 med i alt 26.424 kr., idet virksomheden ikke blev anset for at drive selvstændig økonomisk virksomhed i momsretlig forstand.

Sagens baggrund

Virksomheden blev momsregistreret i april 2004 med det formål at udvikle grafiske IT-programmer med henblik på salg. Den blev drevet fra indehaverens bopæl. Virksomheden havde i perioden 2004-2008 afholdt købsmomsudgifter, men der havde på intet tidspunkt været omsætning eller registreret indgående afgift. Omkostningerne var primært afholdt til leasing af IT-udstyr samt i 2006 og 2007 til VVS og maling. Virksomheden blev afmeldt i juli 2009.

SKAT's afgørelse

SKAT begrundede sin afgørelse med, at virksomheden var ikke-erhvervsmæssig, og udgifterne blev anset for overvejende at være af privat karakter. Det blev fremhævet, at virksomheden ikke var rentabel, havde givet underskud siden opstart, og aktiviteterne var af begrænset omfang. Indehaveren havde fuldtidsstudie og lønnet arbejde ved siden af, og virksomheden blev ikke anset for at have udsigt til at blive overskudsgivende inden for rimelig tid. Der var ingen rimelig forrentning af egenkapitalen eller driftsherreløn.

Klagerens argumenter

Klageren fastholdt, at der var tale om økonomisk virksomhed og klagede desuden over SKAT's rådgivning og manglende notatpligt. Indehaveren forklarede om en række forsøg på at etablere virksomheden og opnå omsætning:

• I 2004 indledtes et samarbejde med en kammerats ventilations- og elektronikvirksomheder (G1 og G2) om udvikling af identitetsprogrammer og hjemmesider. Dette arbejde blev tabt, da kammeraten opgav sine virksomheder.
• I foråret 2005 forsøgte indehaveren at skabe salgbare løsninger i samarbejde med venner, men dette arrangement mislykkedes, og kundekontakten gik tabt.
• Personlige tragedier (dykkerulykke i juni 2005) og sygdom (depression fra september 2008 til marts 2009) påvirkede indehaverens evne til at drive virksomhed og studere. Der blev taget orlov fra uddannelsen som E-designer i april 2006, hvor indehaveren arbejdede som postomdeler.
• I september 2006 genoptog indehaveren studiet og etablerede et samarbejde med cateringvirksomheden H2 om en ny hjemmeside, identitetsprogram og markedsføringsmateriale. Aftalen var en fast pris, og fakturering skulle ske ved afsluttet arbejde. Indehaveren brugte længere tid på projektet for at udvikle en løsning, der kunne genbruges til andre projekter.
• I juni 2007 afsluttedes uddannelsen, og indehaveren blev ansat i G3, mens han søgte almindeligt lønarbejde.
• I foråret 2008 var arbejdet med H2's hjemmeside i sidste fase, og kunden ønskede en lignende løsning for en anden tilknyttet virksomhed (G4).
• Efter sygemeldingen i 2008/2009 blev projekterne for H2 og G4 afsluttet, og der blev fremsendt en faktura på 12.500 kr. inkl. moms med betalingsfrist 1. juli 2009, hvilket udgjorde en indtægt for 2009.

Klageren anførte, at udgifterne stort set alene var afholdt til hardware og software, og at udgifter til udstyr, der også blev benyttet privat, ikke var bogført. Det blev desuden fremført, at SKAT ikke havde oplyst, at virksomheden ikke var erhvervsmæssig, og at SKAT's råd og vejledning ikke kunne dokumenteres grundet manglende notatpligt.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at indehaveren på intet tidspunkt havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed, og der var heller ikke foretaget forberedende handlinger med henblik på udøvelse af en økonomisk virksomhed i henhold til Momsloven § 3, stk. 1.

Retten lagde vægt på følgende:

• Virksomheden havde ikke foretaget momspligtige leverancer i de påklagede år.
• De afholdte udgifter til IT-udstyr blev anset for at være afholdt i indehaverens private interesse.

Landsskatteretten henviste til Momsloven § 37, stk. 1, som fastslår betingelserne for fradrag af indgående afgift for virksomhedens indkøb. Det blev understreget, at afgiftspligtige personer i henhold til Momsloven § 3, stk. 1 er juridiske eller fysiske personer, der driver selvstændig økonomisk virksomhed.

Med henvisning til EF-Domstolens afgørelse i sag C-230/94 Renate Enkler (præmis 24) blev det fremhævet, at det påhviler den, der anmoder om momsfradrag, at godtgøre, at betingelserne herfor er opfyldt, herunder at den pågældende opfylder betingelserne for at anses for afgiftspligtig person. Sjette direktivs artikel 4 er ikke til hinder for, at afgiftsmyndighederne kræver den erklærede hensigt bestyrket af objektive momenter, jf. EF-Domstolens afgørelse i sag 268/83, Rompelmann (præmis 24). Den administrative eller retlige instans skal vurdere samtlige konkrete omstændigheder for at afgøre, om formålet med virksomheden er at tilvejebringe indtægter af en vis varig karakter.

Landsskatteretten bemærkede endvidere, at INZO dommen, sag C-1 10/94 (præmis 21) fastslår, at retssikkerhedsprincippet er til hinder for, at den afgiftspligtiges rettigheder kan ændres på grund af senere indtrådte faktiske forhold. Dette betyder, at når myndighederne har accepteret en virksomhed som afgiftspligtig, kan dette principielt ikke ændres med tilbagevirkende kraft.

På baggrund af sagens oplysninger fandt Landsskatteretten, at indehaveren ikke havde drevet selvstændig økonomisk virksomhed i den påklagede periode. Virksomheden var derfor ikke berettiget til at fratrække købsmomsen, jf. Momsloven § 37.

Endelig blev betingelserne for, at indehaveren kunne støtte ret på forventningsprincippet, ikke anset for opfyldt, da der ikke forelå en direkte og entydig tilkendegivelse fra SKAT om, at fradrag ville blive godkendt.

SKAT's afgørelse blev stadfæstet.