Skattepligt af gældseftergivelse – Samlet ordning efter kursgevinstlovens § 24

Sagen omhandlede, hvorvidt en gældseftergivelse på 429.267.105 kr. fra moderselskabet [virksomhed1] A/S til [virksomhed2] A/S (Selskabet) var skattepligtig. SKAT havde anset gældseftergivelsen for skattepligtig, da den ikke blev betragtet som en samlet ordning omfattet af Kursgevinstloven § 24. Selskabet påstod derimod, at gældseftergivelsen var skattefri, da den var sket som led i en samlet ordning.

Baggrund for gældseftergivelsen

Selskabet, der udfører koncernfunktioner inden for økonomi, IT og logistik, havde i de seneste år haft en utilfredsstillende resultatudvikling og behov for kapitaltilførsel. Som led i en samlet løsning af Selskabets økonomiske forhold indgik [virksomhed1] A/S og Selskabet en investerings- og gældseftergivelsesaftale den 29. december 2004. Aftalen indebar eftergivelse af to lån med tilhørende renter, i alt 429.267.105 kr.

SKATs argumentation

SKAT forhøjede Selskabets skattepligtige indkomst med 341.782.105 kr. SKAT argumenterede for, at selvom gældseftergivelsen udgjorde mere end 50 % af den usikrede gæld (61,2 %), medførte dette ikke i sig selv, at den var omfattet af Kursgevinstloven § 24. SKAT mente, at der skulle foretages en konkret vurdering af, om der forelå en samlet ordning mellem debitor og dennes kreditorer. SKAT henviste til, at gældseftergivelsen ikke var en ligelig reduktion af kreditorernes fordringer, og at betydelige kreditorer som [virksomhed4] Ltd. (87,9 mio. kr.) og [virksomhed3] A/S (57,8 mio. kr.) ikke deltog i ordningen, og deres krav ikke kunne betragtes som småkrav. SKAT henviste desuden til, at Selskabet på gældseftergivelsestidspunktet havde en positiv egenkapital på 252,8 mio. kr., hvilket ifølge SKAT ville gøre gældseftergivelsen skattepligtig uanset om den måtte betragtes som en samlet ordning.

Selskabets argumentation

Selskabet fastholdt, at gældseftergivelsen var omfattet af Kursgevinstloven § 24, stk. 1, da den var sket som led i en samlet ordning, og gælden ikke var nedsat til et lavere beløb end dens reelle værdi for kreditor. Selskabet anførte, at SKATs fortolkning af tidligere sager (f.eks. TfS 2000, 605 ØLD og SKM2007.677 SR) var for vidtgående og udgjorde en praksisskærpelse med tilbagevirkende kraft. Selskabet henviste til en fast praksis, hvor en samlet ordning defineres ved deltagelse af mindst 50 % af den samlede usikrede kreditormasse. Det blev fremhævet, at begrebet "småkrav" bør bero på en konkret vurdering af den samlede kreditormasse og fordelingen heraf, og at der ikke er hjemmel til at indfortolke et krav om, at kun småkrav og ikke mellemstore krav kan udelades. Selskabet henviste desuden til TfS 2010, 313 SR, hvor Skatterådet godkendte en gældseftergivelse som en samlet ordning, selvom betydelige krav ikke deltog, hvilket ifølge Selskabet var udtryk for, at SKAT var kommet "på bedre tanker" i forhold til afgørelsen fra 2007.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at den indgåede gældseftergivelsesordning kunne anses for en samlet ordning omfattet af Kursgevinstloven § 24, og at gælden ikke var nedsat til under fordringens værdi. SKATs afgørelse om at anse selskabet for skattepligtig af gældseftergivelsen blev derfor nedsat til 0.

Retten lagde vægt på følgende:

• Omfang af ordningen: 61,2 % af den samlede usikrede gæld var omfattet af ordningen.
• Formål: Det var tilstrækkeligt godtgjort, at formålet med ordningen utvivlsomt var at sanere selskabets økonomi.
• Ikke-deltagende gæld: Størstedelen af de gældsposter, der ikke var omfattet af aftalen, udgjorde koncernintern gæld, mens kun 6,4 % af gælden var anden usikret gæld.
• Fordringens værdi: Aftalen blev anset for indgået mellem uafhængige parter og på forretningsmæssige vilkår. Lånene var ydet på særlige vilkår, der gjorde, at aktionærlånene var efterstillet aktiekapitalen, hvilket understøttede, at gælden ikke var nedsat til under fordringens værdi for kreditor.

Landsskatteretten nedsatte derfor selskabets skattepligtige indkomst til 0.