Stadfæstelse af afslag på omgørelse: Ændring af overdragelsesdato ikke omfattet af skatteforvaltningslovens § 29

Sagen omhandler et selskabs anmodning om omgørelse af en ejendomshandel i henhold til Skatteforvaltningsloven § 29. Selskabet solgte i slutningen af 2005 ejendommene Y1-vej og Y3-vej og købte i december 2007 ejendommen Y2-vej. Selskabet havde forventet at kunne anvende reglen i Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A om genanbringelse af avance ved salg af ejendomme, men betingelserne herfor var ikke opfyldt, da købet af den nye ejendom skete for sent i forhold til fristen i Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A, stk. 2.

SKATs afgørelse

SKAT afviste selskabets anmodning om omgørelse. SKATs begrundelse var, at der var tale om handler mellem selskaber, der principielt var behersket af samme person (BE), og det kunne derfor ikke afvises, at dispositionen i overvejende grad var båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter. SKAT fandt, at betingelserne i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1 ikke var opfyldt.

Klagerens argumenter

Selskabets repræsentant påstod, at anmodningen om omgørelse skulle imødekommes. Repræsentanten anførte, at det ikke var muligt at omgøre salget af de oprindelige ejendomme, da køberen ikke ønskede at medvirke. I stedet ønskede selskabet at omgøre aftalen om køb af ejendommen Y2-vej, således at erhvervelsen blev anset for at have fundet sted i 2006 i stedet for 2007. Repræsentanten argumenterede for, at alle fem betingelser i Skatteforvaltningsloven § 29, stk. 1 var opfyldt:

• Ikke skattemotiveret: En manglende omgørelse ville medføre skattepligt af avancen, hvilket indikerer, at dispositionen ikke primært var skattemotiveret.
• Utilsigtede skattemæssige virkninger: Selskabet handlede i tillid til revisors oplysning om, at genanbringelsesreglen kunne anvendes, og den uforudsete beskatning var væsentlig og utilsigtet.
• Klar fremlæggelse: Begge handler var oplyst i selskabets årsrapporter, og SKAT var fuldt ud bekendt med dispositionerne.
• Enkle og overskuelige konsekvenser: Da der var tale om en almindelig ejendomshandel, og overtagelsestidspunktet ikke ændredes, var konsekvenserne af en ændring af aftaleindgåelsestidspunktet enkle.
• Alle parter tiltræder: Parterne i handlen med ejendommen Y2-vej havde accepteret omgørelsesanmodningen.

Repræsentanten bemærkede desuden, at fristen for indsendelse af anmodning om omgørelse var overholdt. Baggrunden for ejendomshandlerne var et ønske om at flytte virksomheden og et generationsskifte i koncernen, hvor selskabet ønskede at eje frem for at leje. Prisen for ejendommen Y2-vej blev fastsat af en ejendomsmægler, og avancen fra salget af Y3-vej var tiltænkt genplacering i den nye ejendom.

SKATs udtalelse

SKAT fastholdt, at der ikke var mulighed for dispensation fra fristerne i Ejendomsavancebeskatningsloven § 6 A, stk. 2, og at genanbringelsen var sket et helt år efter fristens udløb. SKAT mente fortsat, at der ikke var mulighed for omgørelse af tidspunktet for erhvervelse af ejendommen Y2-vej.

Landsskatterettens afgørelse

Det fremgår af Skatteforvaltningsloven § 29, at told- og skatteforvaltningen kan tillade omgørelse af en privatretlig disposition, hvis en række betingelser er opfyldt. Disse betingelser omfatter blandt andet, at dispositionen ikke i overvejende grad må have været båret af hensyn til at spare eller udskyde skatter, at den skal have haft utilsigtede og væsentlige skattemæssige virkninger, at den skal have været lagt klart frem for myndighederne, at de privatretlige virkninger af ændringen skal være enkle og overskuelige, og at alle berørte parter skal tiltræde omgørelsesanmodningen.

Landsskatteretten bemærker, at selskabet ønsker en omgørelse, således at overdragelsesdatoen for ejendommen ændres. En ændring af en overdragelsesdato for en civilretlig disposition er imidlertid ikke omfattet af reglerne om omgørelse i Skatteforvaltningsloven § 29. Dette er i overensstemmelse med praksis, herunder TfS 2004.340, hvor Ligningsrådet fastslog, at ændringen af overdragelsesdatoen for en bil ikke kunne ændres ved en omgørelse. Datoen for overdragelsen anses ikke for at være et vilkår, men et faktum, der knytter sig til aftalen.

Landsskatteretten stadfæster hermed SKATs afgørelse.