EU-domstolen afviser polske præjudicielle spørgsmål om dommerudnævnelser og retsuafhængighed grundet manglende nødvendighed

Sagen omhandler to forenede præjudicielle anmodninger (C-181/21 og C-269/21) fra polske regionale domstole, Sąd Okręgowy w Katowicach og Sąd Okręgowy w Krakowie, som rejste tvivl om, hvorvidt dommerkollegier, der omfattede dommere udnævnt under de omstridte polske retsreformer, levede op til kravene om uafhængighed og upartiskhed i henhold til EU-retten (navnlig artikel 19 TEU og artikel 47 i Chartret).

De nationale tvister var civile sager – en fordring, der udspringer af en låneaftale (C-181/21), og et søgsmål om ophævelse af en låneaftale i udenlandsk valuta (C-269/21). De forelæggende retter ønskede primært at få afklaret, om den procedure for udnævnelse af dommere ved de almindelige domstole, som involverede det reformerede nationale domstolsråd (KRS) og hvor selvstyrende domstolsorganer blev omgået eller udelukket, var i strid med EU-retten.

I sag C-181/21 var det den refererende dommer i et tremands-kollegium, der udtrykte tvivl om en kollegas udnævnelse. I sag C-269/21 rejste den dommer, der behandlede realitetstvisten (i et enkeltmands-kollegium), tvivl om gyldigheden af en tidligere afgørelse om retsbevarende foranstaltninger, som var truffet af et andet tremands-kollegium, der inkluderede den omstridte dommer.

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at de indgivne anmodninger om præjudiciel afgørelse ikke kunne antages til realitetsbehandling, da de anmodede fortolkninger af EU-retten ikke var objektivt nødvendige for, at de forelæggende retter kunne afgøre de verserende tvister.

Manglende nødvendighed for afgørelsen

Domstolen understregede, at proceduren efter artikel 267 TEUF forudsætter, at den præjudicielle afgørelse er nødvendig for, at den forelæggende ret kan afsige sin dom. Dette krav var ikke opfyldt i de to sager: