Ejerskifteforsikring: Afvisning af fuld dækning for konstruktionsbetingede revnedannelser, statiske beregninger og omkostninger til partsrepræsentant

Klageren fik ikke medhold i sine påstande.

Begrundelse for afgørelsen

Ankenævnet bemærkede indledningsvis, at det påhviler klageren at bevise, at der foreligger en dækningsberettigende skade, og at selskabets udbedringsmetode er utilstrækkelig. Det er ikke i sig selv en skade, at der foreligger håndværksmæssige mangler; forsikringens skadedefinition skal være opfyldt.

Revnedannelse (Dækningsomfang):

Nævnet fandt, at klageren ikke havde bevist, at de revner (H1, H2, H3 og H6), som selskabet afviste, udgjorde skade eller nærliggende risiko for skade i ejerskifteforsikringens forstand, ud over de tre revner (H4, H5 og H7), som selskabet allerede havde anerkendt. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke beviste, at de afviste revner havde betydning for konstruktionen eller klimaskærmens funktion og holdbarhed, herunder at der trængte fugt eller vand ind i bygningen.

Udbedringsmetode (Malerarbejde):

Nævnet kunne ikke kritisere selskabets udbedringsmetode, da klageren ikke godtgjorde, at den var utilstrækkelig. Nævnet lagde til grund, at selskabets partielle reparation (etablering af dilatationsfuge, udskiftning af sten, puds og maling i de pågældende områder) var tilstrækkelig og ikke havde negativ konstruktiv betydning. Klagerens ønske om fuld pudsning og maling af hele de berørte facader blev anset for uforholdsmæssigt dyrt sammenlignet med selskabets metode. Desuden fremgik det af forsikringsbetingelserne, at der ikke ydes erstatning for tab som følge af farveforskelle.

Indhentelse af statiske beregninger:

Nævnet fandt, at klageren ikke havde godtgjort, at der var behov for indhentelse af statiske beregninger. Nævnet lagde vægt på, at klageren ikke fremlagde dokumentation for, at der skulle være problemer med ejendommens bærende konstruktion.

Udgifter til repræsentant:

Efter sagens udfald fandt nævnet, at der ikke var grundlag for at pålægge selskabet at dække klagerens udgift til partsrepræsentation. Nævnet lagde vægt på, at det navnlig var den ingeniørrapport, klageren selv fremlagde, der var afgørende for selskabets dækningstilsagn. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at udgangspunktet efter Ankenævnets Vedtægter § 23, stk. 3 er, at ingen af parterne betaler omkostninger til den anden part, og der var ikke grundlag for at fravige dette i sagen.

Parternes hovedpåstande og centrale argumenter

Klagerne påstod, at en lang række skader, herunder manglende ventilation, overisolering, opfugtning, skimmelsvamp, partielle utætheder i tagbelægninger, løstsiddende gelænder, manglende fald på flade tage, råd i rem, skader på skiferbelægning, huller i tagpap, forkert udført inddækning, korroderede jernoverliggere, sætningsrevner i facader og garagevægge, fugt/misfarvning i kælderydervæg og skader på betondæk, var dækningsberettigede. De argumenterede for, at skaderne enten udgjorde en skade eller en nærliggende risiko for skade i forsikringens forstand, og at de ikke var korrekt beskrevet i tilstandsrapporten. Klagerne krævede fuld dækning for udbedringsomkostninger, herunder stillads, malerarbejde, skimmelsanering, samt dækning af udgifter til teknisk bistand (arkitekt, entreprenør, svamperapporter), genhusning og forringet brugsværdi som følge af selskabets langsomme sagsbehandling og fejlagtige afvisninger. De henviste til, at nyere tagkonstruktioner fra 2012 skulle opfylde gældende bygningsreglementer som Bygningsreglement 2010.

Selskabet (Dansk Boligforsikring A/S) afviste oprindeligt de fleste anmeldte skader, men anerkendte efterfølgende dækning for visse forhold, ofte med henvisning til, at skaderne var kosmetiske, aldersbetingede eller under bagatelgrænsen. Selskabet tilbød delvis erstatning for nogle anerkendte skader baseret på egne ingeniørvurderinger og prisoverslag, som klagerne fandt utilstrækkelige og urealistiske. Selskabet fastholdt, at klagerne havde bevisbyrden for, at skaderne udgjorde en dækningsberettiget skade, og at de ikke var forpligtet til at dække udgifter, der ikke var rimelige og nødvendige for at afdække en dækningsberettiget skade, jf. forsikringsbetingelsernes pkt. 3.6.2. Selskabet afviste desuden krav om genhusning og forringet brugsværdi med henvisning til, at de dækkede forhold ikke gjorde huset ubeboeligt, jf. forsikringsbetingelsernes pkt. 3.6.3, og at der ikke var grundlag for erstatningsansvar for forsinket sagsbehandling. Selskabet henviste også til Minimumsdækningsbekendtgørelsen bilag 3 vedrørende dækningsomfang.

Relevante forhold og dokumentation

Sagen involverede flere besigtigelser af ejendommen af både selskabets taksatorer og eksterne ingeniører/arkitekter. Der blev fremlagt svamperapporter, tilbud fra entreprenører og korrespondance mellem parterne. Klagerne påpegede, at selskabets sagsbehandling var langsom og inkonsekvent, og at selskabet gentagne gange undlod at svare på henvendelser. Klagerne henviste til, at selskabet havde anerkendt visse skader efter sagens indbringelse for Ankenævnet, og at der i henhold til Forsikringsaftaleloven § 24 skulle tillægges årlig forrentning på 6% af udbetalte beløb.