Medlem af firmapensionskasse ikke klageberettiget over Finanstilsynets godkendelse af delingsplan og beregningsgrundlag

Sagen omhandler en tidligere bankansat, K, der i forbindelse med sin afskedigelse fra B-bank pr. 30. april 1993 udtrådte af bankens pensionskasse. Klagen drejer sig om størrelsen af hans udtrædelsesgodtgørelse, som han mente var beregnet på et fejlagtigt grundlag, særligt hvad angår de anvendte rentesatser.

Baggrunden for tvisten om udtrædelsesgodtgørelsen

K havde været medlem af pensionskassen, og i henhold til vedtægternes § 6 fra 1985 havde han ved fratræden krav på sine egne og bankens bidrag med tillæg af renter, men med fradrag af den forsikringsrisiko, kassen havde båret. Ved hans udtræden blev godtgørelsen beregnet til 579.514 kr. og overført til et forsikringsselskab. Finanstilsynet havde tidligere godkendt, at kassen anvendte en rente på 4,25 % p.a. fra 1967 og 6 % p.a. fra 1975.

Da pensionskassen senere blev opløst og overtaget af C Pensionsforsikringsselskab A/S med virkning fra 1. januar 1993, blev der udarbejdet en delingsplan. Ifølge denne plan ville medlemmer, der udtrådte i begyndelsen af 1993, få del i kassens overskud, såfremt overdragelsen blev gennemført. For K betød dette, at hans samlede andel ville stige til 735.578 kr.

Klagerens argumenter og Finanstilsynets afvisning

K indbragte sagen for Finanstilsynet, da han mente, at rentesatserne på 4,25 % og 6 % var urealistisk lave sammenlignet med det generelle markedsniveau og de renter, kassen faktisk havde opnået. Han argumenterede for, at vedtægternes ordlyd "med tillæg af renter" måtte indebære en rente svarende til kassens faktiske afkast. Han anførte desuden, at hvis rentesatserne var godkendt af kassen, var de ugyldige som en tilsidesættelse af vedtægterne.

Finanstilsynet afviste at foretage sig yderligere den 11. oktober 1993. Tilsynet henviste til, at beregningen fulgte det godkendte tekniske grundlag og var i overensstemmelse med Lov om tilsyn med firmapensionskasser § 9 (nu ophævet), samt at K via delingsplanen faktisk blev stillet bedre, end de faste rentesatser tilsagde.

Sagsbehandlingen i Erhvervsankenævnet

K indbragte herefter sagen for Erhvervsankenævnet og krævede blandt andet indsigt i interne notater fra Finanstilsynet. Finanstilsynet påstod klagen afvist med den begrundelse, at K ikke var part i sagen om tilsynets godkendelse af pensionskassens vedtægter og beregningsgrundlag. Tilsynet anførte, at K's klage i realiteten rettede sig mod generelle godkendelser givet til pensionskassen, og at han som enkeltmedlem ikke var berettiget til at indbringe disse efter Lov om tilsyn med firmapensionskasser § 70, stk. 1.

Erhvervsankenævnet traf afgørelse om at afvise klagen uden realitetsbehandling. Nævnet lagde vægt på de almindelige forvaltningsretlige regler om klageberettigelse. Ifølge og kan afgørelser truffet af Finanstilsynet indbringes for nævnet, men det er en forudsætning, at klageren er klageberettiget.