Fortolkning af 'sædvanligt opholdssted' for et spædbarn – Forældres oprindelige hensigt vejer ikke tungere end faktisk og lovligt ophold (Bruxelles IIa-forordningen)

Sagen omhandler en præjudiciel forelæggelse fra Monomeles Protodikeio Athinon (Grækenland) angående fortolkningen af begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« for et spædbarn i henhold til artikel 11 i Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 (Bruxelles IIa-forordningen), som regulerer kompetence i sager om forældreansvar og internationale barnebortførelser (ulovlig fjernelse eller tilbageholdelse).

Tvisten opstod mellem et ægtepar, OL (italiensk statsborger) og PQ (græsk statsborger), som havde deres sædvanlige opholdssted i Italien. Efter aftale fødte PQ deres datter i Grækenland, hvor hun kunne få støtte fra sin familie. Barnet opholdt sig lovligt i Grækenland sammen med sin mor i de første fem måneder af sit liv.

Da moren efterfølgende ensidigt besluttede ikke at vende tilbage til Italien, indgav faren en anmodning om tilbagegivelse af barnet til Italien under henvisning til ulovlig tilbageholdelse. Faren argumenterede for, at barnets sædvanlige opholdssted skulle anses for at være i Italien, baseret på forældrenes oprindelige fælles hensigt om at vende tilbage dertil. Dette var afgørende for at fastslå, om betingelserne for en tilbagegivelsesprocedure i henhold til Bruxelles IIa-forordningen og Haagerkonventionen af 1980 var opfyldt.

Præjudicielle spørgsmål (omformuleret af Domstolen)

Det centrale spørgsmål, som Domstolen skulle besvare, var, om forældrenes oprindelige hensigt med hensyn til morens tilbagevenden sammen med barnet til den tidligere fælles bopælsmedlemsstat er en afgørende faktor for at fastslå, at barnet dér har sit »sædvanlige opholdssted«, uanset at barnet aldrig fysisk har været til stede i denne medlemsstat, men uafbrudt har opholdt sig lovligt i fødselsmedlemsstaten.

Domstolens fortolkning og afgørelse

Domstolen fastslog, at forældrenes oprindelige intention om et fremtidigt opholdssted i en sag som denne ikke kan tilsidesætte barnets faktiske og uafbrudte opholdssted siden fødslen. Dette er især gældende, da barnet har været født og lovligt har opholdt sig i den anden medlemsstat i flere måneder med den ene forælders kontinuerlige omsorg.

»At lægge den hensigt, som forældrene oprindeligt har givet udtryk for, ... til grund som det afgørende hensyn, idet der de facto opstilles en generel og abstrakt regel, hvorefter et spædbarns sædvanlige opholdssted nødvendigvis er dets forældres opholdssted, går under disse omstændigheder ud over grænserne for begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« som omhandlet i forordning nr. 2201/2003 og ville være i strid med opbygningen og effektiviteten af samt formålet med tilbagegivelsesproceduren.« (Præmis 50)

Domstolen konkluderede, at begrebet »sædvanlig[t] opholdssted« primært er af faktuel karakter, og for spædbørn er den familiemæssige og sociale tilknytning knyttet til den referenceperson og de omgivelser, hvor barnet faktisk befinder sig.