Kompetence vedrørende underholdspligt: Sammenhæng mellem separationssag og sag om forældreansvar

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra Corte suprema di cassazione (Italien) vedrørende fortolkningen af artikel 3, litra c) og d), i Rådets forordning (EF) nr. 4/2009 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og samarbejde vedrørende underholdspligt.

Sagen drejer sig om A og B, der er forældre til to mindreårige børn. A anlagde sag mod B ved Tribunale di Milano (retten i Milano, Italien) med påstand om separation og deling af forældremyndigheden. B fremsatte et modkrav og anførte, at italiensk ret ikke havde kompetence i spørgsmål om forældremyndighed, bopæl, samværsret og bidrag til børnene, da børnene og forældrene bor i London.

Tribunale di Milano fastslog, at den havde kompetence til at behandle separationssagen, men ikke spørgsmål om forældreansvar, da børnene har deres sædvanlige bopæl i London. Vedrørende underholdsbidrag skelnede retten mellem bidrag til B og bidrag til børnene. Retten fandt, at den havde kompetence til at behandle anmodningen om bidrag til B som et accessorisk spørgsmål i forhold til separationssagen, men ikke anmodningen om underhold til børnene, da denne var accessorisk i forhold til sagen om forældreansvar, som hørte under engelsk jurisdiktion.

A appellerede denne afgørelse til Corte suprema di cassazione, som forelagde Domstolen et præjudicielt spørgsmål om, hvorvidt en anmodning om børnebidrag fremsat i en separationssag kan afgøres af den ret, der har kompetence til at påkende separationssagen, eller om den nødvendigvis skal vurderes af den ret, hvor sagen vedrørende forældreansvar verserer.

Parternes argumenter

• A: Anfører, at den italienske domstol også er kompetent i spørgsmål om underholdspligt over for børnene.
• B: Gør gældende, at engelske domstole er kompetente i spørgsmål om forældremyndighed, bopæl, samværsret og bidrag til børnene.

Centrale spørgsmål

• Skal artikel 3, litra c) og d), i forordning nr. 4/2009 fortolkes således, at en anmodning om underholdspligt vedrørende et mindreårigt barn kan påkendes af både den domstol, der behandler separationssagen, og den domstol, der behandler sagen om forældreansvar, eller skal den nødvendigvis påkendes af sidstnævnte?

Afgørelse

Domstolen fastslog, at artikel 3, litra c) og d), i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes således, at når en sag om separation eller brud på det ægteskabelige bånd mellem et mindreårigt barns forældre indbringes for en domstol i en medlemsstat, og en sag om forældreansvar vedrørende dette barn indbringes for en domstol i en anden medlemsstat, er en anmodning om underholdspligt vedrørende det samme barn kun accessorisk i forhold til sagen vedrørende forældreansvar som omhandlet i forordningens artikel 3, litra d).

Domstolen begrundede afgørelsen med:

• En fortolkning af ordlyden i artikel 3, litra c) og d), der sondrer mellem sager om personers retlige status og sager om forældreansvar.
• En sammenhængsfortolkning, der henviser til forordning nr. 2201/2003, som ligeledes sondrer mellem ægteskabssager og sager om forældreansvar, idet sidstnævnte bygger på nærhedsprincippet og barnets bedste.
• En formålsfortolkning, der fremhæver, at forordning nr. 4/2009 tilsigter at varetage de bidragsberettigedes interesser og fremme retsplejen i Unionen. Domstolen, der har kompetence i sager om forældreansvar, er bedst i stand til at vurdere barnets behov og fastsætte passende underholdsbidrag.
• Hensynet til barnets bedste, som skal komme i første række i alle handlinger vedrørende børn, jf. artikel 24, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Retlige Principper

• Autonom EU-retlig fortolkning: Begrebet "accessorisk anmodning" i artikel 3, litra c) og d), i forordning nr. 4/2009 skal fortolkes selvstændigt og ensartet i hele Unionen, uden henvisning til medlemsstaternes nationale ret.
• Barnets bedste: Ved fortolkningen af kompetencereglerne i forordning nr. 4/2009 skal der tages hensyn til barnets bedste, jf. artikel 24, stk. 2, i EU's charter om grundlæggende rettigheder.
• Nærhedsprincippet: Kompetencereglerne for sager vedrørende forældreansvar er udformet under hensyntagen til barnets bedste og bygger navnlig på kriteriet om nærhed, hvilket betyder, at kompetencen først og fremmest bør tilfalde retterne i den medlemsstat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted.
• Accessorisk kompetence: En anmodning om underholdspligt vedrørende mindreårige børn er uløseligt forbundet med sagen om forældreansvar og skal derfor behandles af den domstol, der har kompetence i denne sag.

Disse principper sikrer, at afgørelser om underhold til børn træffes af den domstol, der har det bedste grundlag for at vurdere barnets behov og interesser, og at barnets tarv kommer i første række.