Domstolskontrol med Den Europæiske Anklagemyndigheds (EPPO) procedurelle retsakter – Kravet om effektivt retsmiddel og ækvivalensprincippet ved vidneindkaldelser

Denne præjudicielle forelæggelse vedrører omfanget af den domstolskontrol, som nationale domstole skal udøve over for Den Europæiske Anklagemyndigheds (EPPO) procedurelle retsakter, specifikt en afgørelse om indkaldelse af vidner. Sagen udspringer af en spansk straffesag mod I.R.O. og F.J.L.R. for bidragssvig og dokumentfalsk i forbindelse med EU-finansierede projekter, efterforsket af europæiske delegerede anklagere (EDP'er).

De efterforskede personer anfægtede EDP’ernes beslutning om at genindkalde vidner (Y.C. og I.M.B.), idet de hævdede, at dette skridt var unødvendigt og i strid med deres ret til forsvar og retten til en retfærdig rettergang, da forklaringerne kunne resultere i inkriminerende beviser.

Den forelæggende spanske ret (garantidommeren) rejste tvivl om, hvorvidt den nationale lovgivning (organisk lov nr. 9/2021, OL nr. 9/2021) var forenelig med EU-retten. Ifølge spansk lov er garantidommerens beføjelser til at prøve EPPO’s retsakter begrænset til en udtømmende liste, som ikke inkluderer vidneindkaldelser. Dette betyder, at en direkte prøvelse af en sådan foranstaltning er udelukket.

Den centrale problemstilling var, om EPPO-forordningens artikel 42, stk. 1 – som fastsætter domstolskontrol for proceduremæssige retsakter, der skal have retsvirkning over for tredjemand – forpligter medlemsstaterne til at tillade domstolskontrol med indkaldelse af vidner, og om de nationale processuelle regler overholder ækvivalens- og effektivitetsprincipperne i denne sammenhæng.

Domstolen fastslog, at artikel 42, stk. 1, i EPPO-forordning (EU) 2017/1939, sammenholdt med artikel 19, stk. 1, andet afsnit, TEU og chartrets artikel 47 og 48, forpligter medlemsstaterne til at sikre domstolskontrol med EPPO's afgørelser om indkaldelse af vidner, når disse afgørelser skaber bindende retsvirkninger, der væsentligt ændrer de efterforskede personers retsstilling.

Afgørelsens Kernefortolkning

Domstolen præciserede, at omfanget af EPPO’s proceduremæssige retsakter, der kan prøves, er et selvstændigt EU-retligt begreb. En afgørelse om indkaldelse af vidner er underlagt domstolskontrol i henhold til artikel 42, stk. 1, hvis den:

• Tilsigter at have bindende retsvirkninger.
• Væsentligt kan berøre interesserne og retsstillingen for de personer, der anfægter retsakten (herunder de efterforskede).

Det er op til de kompetente nationale retter at foretage denne konkrete vurdering, idet der tages hensyn til national ret og den specifikke kontekst for efterforskningen.

Krav til den nationale prøvelsesprocedure

• Effektivitet: Den nationale lovgivning skal sikre de efterforskede personer en effektiv domstolsprøvelse. Denne kontrol skal som minimum sikres som et (indirekte prøvelse), f.eks. ved den påkendende straffedomstol (præmis 77, 80).