Golfklub skattepligtig af greenfee-indtægter grundet manglende opløsningsbestemmelse i vedtægter

Sagen omhandler en golfklubs skattepligt af indtægter fra greenfee betalt af ikke-medlemmer. Klubben var enig med SKAT i, at den var omfattet af skattepligten i Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6, men uenig i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Klubben argumenterede for, at dens skattepligtige indkomst skulle være 0 kr. med tre hovedargumenter:

1. Baneleje: Hele den betalte leje til det selskab, der ejede anlægget, inklusiv en resultatafhængig del, skulle anses for en fradragsberettiget driftsomkostning.
2. Fordelingsnøgle: Ved fordeling af fællesomkostninger skulle indtægter, der dækkede specifikke medlemsudgifter (f.eks. kontingent til Dansk Golf Union), trækkes ud af beregningsgrundlaget, hvilket ville øge andelen af fradragsberettigede omkostninger.
3. Fradrag for henlæggelser: Klubben mente sig berettiget til fradrag for henlæggelser til almennyttige formål efter Selskabsskatteloven § 3, stk. 3, da dens formål var at fremme golfspillet.

Landsskatteretten afviste alle klubbens argumenter. Det afgørende punkt var, at klubbens vedtægter i de pågældende år manglede en bestemmelse om, at klubbens formue ved en eventuel opløsning skulle tilfalde et andet almennyttigt formål. Dette er en forudsætning for at kunne opnå fradrag for henlæggelser til almennyttige formål. Da denne betingelse ikke var opfyldt, kunne klubben ikke fradrage overskuddet fra den erhvervsmæssige aktivitet (greenfee-indtægter). Retten stadfæstede derfor SKATs forhøjelse af klubbens skattepligtige indkomst.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten tiltrådte, at golfklubben var skattepligtig efter Selskabsskatteloven § 1, stk. 1, nr. 6. Retten fandt, at indtægter fra greenfee-betalende ikke-medlemmer var erhvervsmæssig indkomst, mens kontingenter fra medlemmer var skattefrie.

Fordeling af fællesudgifter

Landsskatteretten fastslog, at fordelingen af fællesudgifter skulle ske baseret på forholdet mellem de skattepligtige indtægter (greenfee) og de samlede indtægter. Retten afviste klubbens argument om, at indtægter, der dækkede specifikke medlemsudgifter som kontingent til Dansk Golf Union (DGU), skulle holdes uden for beregningsgrundlaget for fordelingsnøglen. Disse udgifter skulle i stedet udelukkende henføres til den ikke-erhvervsmæssige del ved opgørelsen af de udgifter, der skulle fordeles. SKATs beregnede fordelingsnøgle blev derfor lagt til grund.

Fradrag for almennyttige formål

Det centrale spørgsmål var, om klubben kunne fradrage sit overskud fra den erhvervsmæssige virksomhed som en henlæggelse til almennyttige formål i henhold til Selskabsskatteloven § 3, stk. 3. Landsskatteretten henviste til fast administrativ praksis, hvorefter en sådan fradragsret forudsætter, at foreningens vedtægter indeholder en bestemmelse, der sikrer, at en eventuel formue ved opløsning tilfalder et andet almennyttigt formål.

Retten konstaterede, at golfklubbens vedtægter i de pågældende indkomstår (2005 og 2006) ikke indeholdt en sådan opløsningsbestemmelse. En sådan bestemmelse blev først tilføjet i 2008. Da denne betingelse ikke var opfyldt, var klubben afskåret fra at foretage fradrag for henlæggelser til almennyttige formål.

Som følge heraf var klubben forpligtet til at indgive selvangivelse og blev beskattet af overskuddet fra greenfee-indtægterne. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse i sin helhed.