Landsskatteretten om fordeling af honorar for familiepleje mellem ægtefæller

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren var rette indkomstmodtager af honorar for familiepleje, eller om honoraret skulle fordeles mellem hende og hendes ægtefælle. Klageren og hendes ægtefælle fungerede som plejefamilie for en 24-årig kvinde i perioden 2003-2005. Honoraret blev oprindeligt indberettet som B-indkomst til klageren for indkomstårene 2003 og 2004, men ikke for 2005.

Klageren, der er uddannet socialrådgiver og fuldtidsansat, argumenterede for, at honoraret skulle fordeles, da hendes ægtefælle, der driver et malerfirma, havde stået for den primære daglige omsorg og pædagogiske arbejde med klienten. Klageren bidrog med terapeutiske samtaler og deltog i fællessupervision. De henviste til en erklæring fra den ansættende part, der angav, at ægtefællens arbejdsbyrde sagtens kunne have udgjort 3/4 af den samlede indsats.

Skatteankenævnet havde oprindeligt anset klageren for rette indkomstmodtager af hele honoraret, med den begrundelse at hun var uddannet socialrådgiver, og at plejeforholdet var opstået via hendes tidligere ansættelse. Nævnet mente, at ægtefællen blot havde deltaget som en del af familien.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at det på baggrund af den fremlagte erklæring fra NI og klagerens forklaring var tilstrækkeligt godtgjort, at både klageren og hendes ægtefælle var ansat af NI. Ægtefællerne blev derfor anset for i forening at være rette indkomstmodtagere af honoraret, uanset at beløbet i indkomstårene 2003 og 2004 alene var indberettet hos klageren.

I medfør af Kildeskatteloven § 4 og Statsskatteloven § 4 blev både klageren og klagerens ægtefælle anset for at have erhvervet ret til den omhandlede indkomst. Retten fandt dog ikke, at det var tilstrækkeligt dokumenteret, at klagerens ægtefælle havde erhvervet ret til 75 % af honoraret, mens klageren kun var berettiget til de resterende 25 %.

I mangel af dokumentation for en eventuel skævdeling anså Landsskatteretten ægtefællerne for skattepligtige af hver 50 % af de modtagne honorarer. Den subsidiære påstand blev dermed taget til følge.

Den påklagede afgørelse blev ændret, og klageren blev anset for skattepligtig af følgende honorarer: