Landsskatteretten om fradrag for erhvervsmæssig andel af telefonudgifter

Sagen omhandlede en klagers fradrag for erhvervsmæssig andel af telefonudgifter i 2006. Klageren, der drev en landbrugsejendom med svineproduktion og markdrift, havde bogført en samlet telefonudgift på 14.188 kr. Klageren havde selvangivet en privat andel af telefon med 1.860 kr. ekskl. moms og tilbageført 1.340 kr. ekskl. moms til abonnementer.

Sagens oplysninger

Klagerens telefonudgifter for 2006 fordelte sig som følger:

Klagerens husstand bestod af klageren, ægtefællen (beskattet som medarbejdende ægtefælle) og en hjemmeboende søn. Fastnettelefonen var placeret i hjemmet og anvendtes til både private og erhvervsmæssige samtaler. Mobilnummer ...21 blev anvendt af klageren. Mobilnummer ...29 blev indtil august 2006 anvendt af ægtefællen til både private og erhvervsmæssige samtaler, hvorefter det blev overført til klageren og angiveligt kun anvendt erhvervsmæssigt. Mobilnummer ...50 var et taletidskort, der kun var aktivt i få måneder og ifølge repræsentanten ikke blev anvendt til samtaler. En parallelforbindelse var tilknyttet et alarmsystem for bedriften.

Skattecentrets afgørelse

Skattecentret forhøjede den personlige indkomst med 6.188 kr., idet den erhvervsmæssige andel af telefoni skønsmæssigt blev godkendt med 4.000 kr. Skattecentret mente, at omfanget af klagerens private telefoni oversteg grundlaget for den vejledende sats, og at landbrugets størrelse ikke tilsagde en telefonudgift på 14.188 kr.

Klagerens påstand og argumenter

Klagerens repræsentant påstod, at den erhvervsmæssige andel af telefonudgifterne skulle fastsættes som selvangivet. Det blev anført, at fastnettelefonen var placeret i virksomheden, som blev drevet fra hjemmet, og at abonnementet derfor ikke var fratrukket i overensstemmelse med Ligningsvejledningens retningslinjer. Repræsentanten argumenterede, at mobilnummeret med taletidskort ikke havde været anvendt til samtaler, og at det var en midlertidig løsning. Klageren havde medregnet en udgift til telefoni på i alt 4.000 kr. inkl. moms i privatforbruget.

Landsskatterettens bemærkninger og begrundelse

Landsskatteretten bemærkede, at skatteydere kan fradrage driftsomkostninger, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1. Private udgifter kan derimod ikke fradrages, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 2.

Retten fastslog, at erhvervsdrivende ikke kan fradrage abonnementsudgifter til telefon, hvis telefonen anses for at være placeret uden for arbejdsstedet, eller hvis en mobiltelefon tages med hjem, da der i så fald er formodning for privat benyttelse. Da fastnettelefonen, den tilknyttede mobiltelefon og ægtefællens mobiltelefon blev anset for at være benyttet til både private og erhvervsmæssige samtaler, kunne abonnementsudgiften for disse telefoner ikke fratrækkes.

Det blev endvidere henvist til SKM2005.516.SKAT, som fastslår, at anvendelse af den vejledende mindstesats for private samtaleudgifter forudsætter, at den erhvervsdrivende ikke kan fremlægge behørig dokumentation eller sandsynliggøre størrelsen af den erhvervsmæssige samtaleudgift. Da klageren ikke havde fremlagt dokumentation for omfanget af den erhvervsmæssige samtaleudgift, skulle fradraget for den erhvervsmæssige samtaleudgift fastsættes skønsmæssigt.

For erhvervsdrivende, der anvender én eller flere telefoner uden for arbejdsstedet til erhvervsmæssige samtaler, fastsættes mindsteværdien af privatsamtalerne vedrørende telefon nr. 1 til 1.810 kr. ekskl. moms, og værdien af privatsamtalerne vedrørende hver af de øvrige telefoner fastsættes efter et konkret skøn.

Klageren og hans husstand havde i 2006 i alt 4 telefoner til rådighed. På dette grundlag fandt Landsskatteretten ikke anledning til at tilsidesætte det af SKAT anlagte skøn over den private anvendelse af disse telefoner. Afgørelsen blev derfor stadfæstet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse, hvilket resulterede i en forhøjelse af den personlige indkomst med 6.188 kr.