Landsskatteretten om fradrag for bil- og telefonudgifter i ejendomsudlejningsvirksomhed

Sagen omhandlede en klagers selvangivne udgifter til bil og telefon for indkomståret 2004, som Skatteankenævnet kun delvist havde godkendt. Klageren ejede fem udlejningsejendomme og var medejer af en sjette, og havde afviklet en bilhandel i indkomståret. Klageren anvendte virksomhedsordningen og drev virksomheden fra sin privatadresse.

Biludgifter

Klageren ejede to biler, en Mitsubishi Pajero varevogn og en Mercedes personvogn, hvoraf varevognen blev anvendt erhvervsmæssigt og var holdt uden for virksomhedsordningen. Klageren havde fratrukket 75 % af varebilens driftsudgifter, i alt 33.734 kr. af samlede udgifter på 44.588 kr. Der var ikke ført kørselsregnskab for varebilen. Klageren argumenterede for, at han havde en retsbeskyttet forventning om fradrag på 75 % baseret på tidligere års godkendelser. Han fremhævede desuden, at varebilen var specialindrettet med håndværktøj til vedligeholdelse af ejendommene, og at han udførte mange reparationer selv, hvilket medførte omfattende kørsel, herunder hyppige ture til ejendommene i Y1-by (ca. 445 km tur/retur).

Skatteankenævnet havde godkendt et fradrag på 40 % af driftsudgifterne, svarende til 17.835 kr. Skønnet var baseret på, at bilhandlen var afviklet, og at ejendommene i Y1-by var langtidsudlejet, hvilket formodedes at reducere behovet for erhvervsmæssig kørsel. Nævnet skønnede den erhvervsmæssige kørsel til ca. 3.700 km ud af en samlet kørselsmængde på ca. 9.200 km, baseret på dieselindkøb.

De selvangivne og godkendte biludgifter var som følger:

Telefonudgifter

Klageren havde fratrukket 18.705 kr. for udgifter til telefon og internetforbindelse. Udgifterne omfattede fastnettelefon på privatadressen (Y2-vej), fastnettelefon i sommerhus (Y3-vej), mobiltelefon og internet. Klageren havde beregnet en privat andel på 3.750 kr.

Skatteankenævnet godkendte et fradrag på 3.348 kr. Nævnet afviste også her et forventningsprincip. De henviste til TS-cirk. 2003-43, som angiver, at abonnementsudgifter til telefoner uden for arbejdsstedet ikke er fradragsberettigede, og at der skal ansættes en mindsteværdi for private samtaler. Skatteankenævnet godkendte kun delvist fradrag for fastnettelefonen på Y2-vej og internettet, mens udgifter til mobiltelefon og fastnettelefon i sommerhus blev anset for private. Udlandssamtaler blev heller ikke anset for erhvervsmæssige. For internetforbindelsen, der var etableret i privatboligen, skønnede nævnet, at 50 % af udgifterne var fradragsberettigede.

Klagerens repræsentant fastholdt, at fradraget skulle godkendes som selvangivet, subsidiært et højere beløb. Argumenterne var, at virksomheden med mange lejere krævede hyppig brug af telefon og internet, og at internettet blev brugt til kontrol af huslejeindbetalinger, regningsbetaling og korrespondance med lejere og leverandører. Klageren havde indrettet et kontor i underetagen af sin ejendom til virksomhedsbrug.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende biludgifter

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde en retsbeskyttet forventning om fradrag for erhvervsmæssige biludgifter med 75 %. Dette skyldtes, at der ikke var givet en direkte, utvetydig og bindende tilkendegivelse, som klageren kunne støtte ret på.

I henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a kan udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages. Da der ikke forelå et kilometerregnskab for varebilen, var det med rette, at Skatteankenævnet havde udøvet et skøn over omfanget af den erhvervsmæssige kørsel.

Landsskatteretten fandt ikke anledning til at tilsidesætte det udøvede skøn på 40 % erhvervsmæssig kørsel for varebilen. Der blev lagt vægt på, at virksomheden primært var ejendomsudlejning, hvilket formodedes at medføre et begrænset omfang af erhvervsmæssig kørsel i varebilen. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.

Landsskatterettens afgørelse vedrørende telefonudgifter

Ligesom for biludgifterne ansås klageren ikke at have en retsbeskyttet forventning om fradrag for erhvervsmæssige telefon- og internetudgifter, der alene var reduceret med en privat andel på 3.750 kr. Der var ikke givet en direkte, utvetydig og bindende tilkendegivelse, som klageren kunne støtte ret på.

I henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a kan udgifter, der er anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten, fradrages.

Landsskatteretten henviste til TS-cirk. 2003-43, som fastsætter vejledende mindstesatser for værdiansættelse af skønsposter for erhvervsdrivende, herunder regler for telefoner placeret uden for arbejdsstedet. Ifølge cirkulæret kan erhvervsdrivende ikke fradrage abonnementsudgifter til telefoner, der anses for placeret uden for arbejdsstedet, uanset den erhvervsmæssige anvendelse. Mindsteværdien af private samtaler for telefon nr. 1 fastsættes til 1.860 kr. ekskl. moms.

Landsskatteretten fandt, efter omfanget og karakteren af klagerens virksomhed, ikke grundlag for at ændre Skatteankenævnets skøn over klagerens erhvervsmæssige udgifter til telefon. Der blev lagt vægt på følgende:

• De oplyste udgifter til udlandssamtaler kunne ikke anses for erhvervsmæssige.
• Udgifter til samtale i Danmark fra fastnettelefon i sommerhus (614 kr.) og mobiltelefonen (315 kr.) måtte anses for private, da de ikke adskilte sig fra ikke-erhvervsdrivende personers udgifter.
• Udgifter til telefonabonnementet for telefoner uden for arbejdsstedet var ikke fradragsberettigede.
• Den erhvervsmæssige udgift til samtale vedrørende fastnettelefonen på Y2-vej var opgjort efter cirkulærets anvisninger.

Landsskatteretten fandt endvidere ikke grundlag for at ændre Skatteankenævnets skøn over den erhvervsmæssige andel af udgiften til internet. Dette skyldtes, at internetforbindelsen var installeret på klagerens bopæl, og det derfor måtte antages, at den også blev benyttet privat. Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.