Landsskatteretten om fradrag for rejseudgifter for lastbilchauffør

Sagen omhandler en lastbilchaufførs ret til fradrag for rejseudgifter efter Ligningsloven § 9 A. Klageren, der arbejder som chauffør for G1 i Y1-by, selvangav et fradrag på 118.914 kr. for øvrige lønmodtagerudgifter, men SKAT godkendte 0 kr.

Klageren forklarede, at han hentede sit køretøj på arbejdsgiverens adresse søndag aften og samlede containere op på containerområdet på Y1-by Havn, som ikke er en del af arbejdsgiverens adresse. Han oplyste, at han levede i lastbilen, spiste på motorvejscafeer og betalte for bad, og at han kørte hjemmefra søndag og først vendte hjem sent fredag aften eller lørdag formiddag. Han mente, at hans kalenderoptegnelser med "udedøgn" var tilstrækkelig dokumentation, da han tidligere var blevet oplyst om, at dette var fremgangsmåden. Han fremhævede også, at arbejdsgiveren havde køreskiver, der kunne bevise hans overnatninger i bilen, og at turene ikke sluttede, selvom han var i Y1-by, da han hurtigt kørte videre til næste aflæsningssted.

SKAT fastholdt, at fradrag efter rejsereglerne forudsætter en rejse på mindst 24 timer og overnatning et sted, hvor det på grund af afstanden til hjemmet ikke er muligt at overnatte hjemme. SKAT fandt, at klagerens kalendernoteringer ikke var fyldestgørende, da de alene angav afgangs- og hjemkomsttidspunkter fra hans adresse og ikke destinationer. De fremlagte kørselsrapporter dækkede kun en kort periode og viste, at klageren i langt de fleste tilfælde startede og sluttede sine ture i Y1-by samme dag, hvilket ikke opfyldte kravet om 24 timers varighed. SKAT anså klagerens faste arbejdssted for at være i Y1-by, hvor turene startede og sluttede, og fandt ikke dokumentation for, at overnatning skete så langt fra hjemmet, at det ikke var muligt at overnatte hjemme.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede SKAT's afgørelse om at nægte fradrag for rejseudgifter. Retten henviste til Ligningsloven § 9, stk. 1 vedrørende generelle lønmodtagerfradrag og Ligningsloven § 9 A, stk. 1 om skattefri godtgørelse for rejseudgifter. Det blev også bemærket, at fradrag for rejseudgifter uden godtgørelse kan ske efter standardsatserne eller faktiske udgifter jf. Ligningsloven § 9 A, stk. 2 og Ligningsloven § 9 A, stk. 7.

For at være berettiget til fradrag efter Ligningsloven § 9 A er det en betingelse, at:

• Der er tale om et midlertidigt arbejdssted.
• Rejsen varer mindst 24 timer.
• Lønmodtageren ikke kan overnatte på sin sædvanlige bopæl på grund af afstanden.

Retten bemærkede, at personer, hvis arbejdssted flytter sig i takt med arbejdets udførelse, normalt ikke rammes af 12-måneders-reglen i Ligningsloven § 9 A, stk. 5. En lønmodtager anses for at være på rejse, når vedkommende på grund af afstanden mellem bopæl og et midlertidigt arbejdssted ikke har mulighed for at overnatte på sin sædvanlige bopæl, eller når arbejdsgiveren midlertidigt udsender den pågældende til et andet arbejdssted, der medfører manglende mulighed for overnatning hjemme. Der blev henvist til Ligningsvejledningen, afsnit A.B.1.7.1.

Landsskatteretten fandt, at:

• Containerarealet på Y1-by Havn ikke kunne anses som et fast arbejdssted.
• Det forhold, at klageren på visse dage vendte tilbage til containerarealet i Y1-by, ikke afbrød en eventuel rejse, med henvisning til TfS 2008.555 LSR (SKM 2008.259 LSR).
• Klagerens kørselsrapporter viste, at han på 24 ud af 30 dage startede og sluttede sin kørsel i Y1-by. På de resterende 6 dage sluttede han andre steder, men returnerede typisk til Y1-by den efterfølgende dag.
• Da der ikke var angivet start- og sluttidspunkter i kørselsrapporterne, var det ikke muligt at vurdere længden af arbejdsdagen eller overholde 24-timers reglen. Retten henviste også til EF-Domstolens dom i sagen C-297/99 (Skills-dommen), der fastslår, at transporttid mellem bopæl og køretøj er arbejdstid, ikke hviletid.
• Klageren hverken havde dokumenteret eller sandsynliggjort, at han havde været på rejse, givet kørselsmønstret og de manglende tidsangivelser.

Vedrørende klagerens påstand om et forventningsprincip baseret på en telefonisk oplysning fra SKAT om at notere "udedøgn", fandt Landsskatteretten, at klageren ikke kunne dokumentere denne tilkendegivelse. Derfor kunne betingelserne for at tillægge tilkendegivelsen bindende virkning ikke anses for opfyldt, med henvisning til Østre Landsrets afgørelse i TfS 1997.364 og Vejledning 2007-10-16 Processuelle regler på SKATs område 2007-4.

På baggrund af ovenstående stadfæstede Landsskatteretten SKAT's afgørelse om at nægte fradrag for rejseudgifter.