Landsskatteretten: Skattepligt af hævninger på udenlandske kreditkort - bevisbyrde og fristoverskridelse

Sagen drejede sig om en skatteyders klage over SKATs ansættelse af ikke-selvangiven indkomst fra hævninger på udenlandske kreditkort for indkomstårene 2002-2006. SKAT havde identificeret klageren som bruger af flere udenlandske kreditkort, hvorfra der i alt var hævet 1.017.424 kr. i Danmark. Klageren, der var fuldt skattepligtig til Danmark i henhold til Kildeskatteloven § 1, stk. 1, havde ikke oplyst om disse udenlandske konti eller eventuelle indtægter herfra.

Klagerens argumenter

Klageren anførte, at midlerne stammede fra et privat salg af tre Cobra-malerier omkring 1990 for 120.000 GBP (ca. 1.322.454 kr.), som blev indsat på en debitkonto i en udenlandsk bank. Han gjorde gældende, at salg af privat indbo ikke er skatterelevant i henhold til Statsskatteloven § 5. Han forklarede, at der ikke blev udstedt kontoudtog, og at der ikke blev betalt renter af indlånet. Manglende dokumentation for køb og salg af malerierne skyldtes transaktionernes alder.

Klageren rejste også processuelle indvendinger vedrørende SKATs overholdelse af frister for ansættelsesændringer:

• 6-månedersfristen: Han mente, at SKAT havde haft tilstrækkelige oplysninger til at ændre skatteansættelserne for 2002-2004 senest den 11. oktober 2007, men agterskrivelsen blev først udsendt den 19. august 2008, hvilket overskred fristen i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2.
• 3-månedersfristen for endelig kendelse: Klageren hævdede, at den endelige kendelse, udstedt den 21. november 2008, var ugyldig, da den blev udsendt mere end tre måneder efter agterskrivelsen, hvilket ifølge fast praksis (analogt til Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1) skulle medføre ugyldighed.

SKATs synspunkter

SKAT fastholdt, at klageren ikke havde dokumenteret eller sandsynliggjort sin forklaring om midlernes oprindelse. De anså de hævede beløb for skattepligtige indtægter i henhold til Statsskatteloven § 4, og ansættelserne var foretaget skønsmæssigt i medfør af Skattekontrolloven § 5, stk. 3 og Skattekontrolloven § 6, stk. 6. SKAT argumenterede, at de først ved klagerens afhøring den 22. februar 2008 fik de nødvendige oplysninger til at fastslå ejerskabet af kontiene og foretage en korrekt ansættelse. Vedrørende 3-månedersfristen henviste SKAT til, at der ikke er en lovfæstet frist i Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2, og at sagsbehandlingstiden var forlænget af klagerens indsigelser.

Baggrund fra straffesag

Sagen inkluderede også oplysninger fra en straffesag mod klageren, hvor han ved Østre Landsrets dom af 28. april 2016 blev fundet skyldig i skattesvig af særlig grov karakter i henhold til Straffeloven § 289 og Skattekontrolloven § 13, stk. 1. Dette skyldtes udeholdte indtægter fra en trust oprettet på Jersey. Landsretten fastslog, at trustens kapital ikke var definitivt og effektivt udskilt fra klagerens formue, og at trustens indtægter derfor skulle beskattes hos ham i Danmark. Dommen anførte, at klageren havde betalt 823.648 kr. i skat af udbytter, hvilket blev fratrukket konfiskationsbeløbet.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fandt, at klageren ved Østre Landsrets dom af 28. april 2016 var fundet skyldig i skattesvig af særlig grov karakter, blandt andet for at have udeholdt indtægter for indkomstårene 2002-2006. I overensstemmelse med denne dom blev det fastslået, at klageren var skattepligtig af hævningerne på de udenlandske kreditkort.

Retten bemærkede, at skatten af de i nærværende sag omhandlede hævninger på i alt 1.017.424 kr. måtte anses for at være indeholdt i det beløb på 823.648 kr., som det i ankedommen var lagt til grund, at klageren havde betalt i skat, og som konfiskationsbeløbet var nedsat med.

Landsskatteretten tiltrådte endvidere, at SKATs afgørelse af 21. november 2008 var truffet rettidigt. Dette indebærer en afvisning af klagerens argumenter om overskridelse af både 6-månedersfristen for agterskrivelse og 3-månedersfristen for endelig kendelse i henhold til Skatteforvaltningsloven § 27, stk. 2 og Skatteforvaltningsloven § 26, stk. 1.

Den påklagede afgørelse blev derfor stadfæstet.