Landsskatteretten om private udlån i virksomhedsordningen

Sagen omhandlede, hvorvidt udlån fra klagerens virksomhed til de relaterede selskaber H2 ApS og H3 ApS kunne indgå i virksomhedsordningen for indkomstårene 2003, 2004 og 2005. SKAT og Skatteankenævnet havde anset udlånene for private og dermed for hævet fra virksomhedsordningen.

Klageren drev tidligere selvstændig virksomhed, men indstillede driften i 2003. Herefter bestod virksomheden primært i udlejning af driftsmidler til H2 ApS og drift af en ejendom. Klageren var anpartshaver i både H2 ApS og H3 ApS. Udlånene til selskaberne var medtaget som erhvervsmæssige aktiver i virksomhedsordningen.

Klagerens mellemregningskonti med selskaberne udviklede sig som følger:

Klageren gjorde principalt gældende, at SKAT's afgørelse var ugyldig på grund af en retsbeskyttet forventning fra en tidligere ligning for 2002, hvor kommunen havde godkendt lånene. Subsidiært blev det anført, at kun bevægelserne på mellemregningskontiene skulle anses for hævet, og mere subsidiært, at udlånene skulle kursfastsættes ved udtagningen af virksomhedsordningen.

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse for alle tre indkomstår. Retten fandt ikke, at klageren havde opnået en retsbeskyttet forventning, da den tidligere tilkendegivelse fra den kommunale skattemyndighed ikke var en klar og positiv tilkendegivelse om, at lånene kunne indgå i virksomhedsordningen. I realiteten fastslog Landsskatteretten, at udlånene til både H2 ApS og H3 ApS var private udlån, da de var ydet af hensyn til klagerens kapitalinteresser i selskaberne og ikke som led i en erhvervsmæssig samhandel. Derfor kunne de ikke indgå i virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3. Beløbene skulle anses for hævet til nominelle værdier, jf. Virksomhedsskatteloven § 5, da der ikke var tale om en reel overførsel, men en korrektion af et privat aktiv, der fejlagtigt var medtaget i ordningen.

Formaliteten

Landsskatteretten fastslog, at der efter retspraksis er en række betingelser, der skal være opfyldt for, at en skattepligtig kan støtte ret på en tilkendegivelse efter det individuelle forventningsprincip. Disse betingelser inkluderer, at tilkendegivelsen skal have været egnet til at påvirke den skattepligtiges dispositioner, være direkte og positiv, klar og uden forbehold, samt afgivet af en kompetent myndighed.

Før etableringen af enhedsforvaltningen pr. 1. november 2005 med Skatteforvaltningsloven var mulighederne for at støtte ret på forhåndstilkendegivelser fra kommunale skattemyndigheder snævre. Udgangspunktet er, at der ikke kan støttes ret på udsagn, der er i strid med gældende ret.

Den lokale skattemyndigheds undersøgelse i 2002 vedrørte primært forrentning af udlånene i henhold til Ligningsloven § 2, men der blev ikke foretaget en nærmere prøvelse af, om lånene kunne medtages i virksomhedsordningen. Myndigheden havde ikke positivt tilkendegivet, at udlånene kunne indgå i virksomheden. På den baggrund fandt Landsskatteretten, at klageren ikke havde opnået en retsbeskyttet forventning i forbindelse med ligningen for 2002, og ansættelserne for 2002-2005 var derfor gyldige.

Realiteten

Private aktiver kan ikke indgå i virksomhedsordningen, jf. Virksomhedsskatteloven § 1, stk. 3. Overførsel af værdier fra virksomheden til privatøkonomien anses for hævet i en bestemt rækkefølge, jf. Virksomhedsskatteloven § 5.

Landsskatteretten vurderede udlånene til de to selskaber:

• Udlån til H3 ApS: Egenkapitalen i H3 ApS var tabt i 2002, men klageren øgede alligevel kreditgivningen til selskabet i 2003 og 2004. Dette udlån blev anset for ydet af hensyn til klagerens kapitalinteresser i selskabet og dermed som et privat udlån, der ikke kunne indgå i virksomhedsordningen.
• Udlån til H2 ApS: Den virksomhed, klageren drev i 2003, var ikke den samme som tidligere år. SKAT havde i en ikke-påklaget afgørelse anset indtægter fra udlejning af driftsmidler til H2 ApS som passiv virksomhed, der ikke kunne indgå i virksomhedsordningen. Udlånet var derfor ikke opstået som led i normal samhandel. Landsskatteretten var enig i, at også dette udlån var privat og ikke kunne indgå i virksomhedsordningen.

Da klageren havde anvendt virksomhedens midler til private formål, skulle et beløb svarende til udlånene anses for hævet. Landsskatteretten var enig med skatteankenævnet i, at der i en sådan situation ikke skulle ske kursfastsættelse, da beløbene var udtaget af virksomheden for efterfølgende at blive udlånt til ikke-erhvervsmæssige formål. Beløbene skulle derfor udtages til de nominelle værdier.

På dette grundlag stadfæstede Landsskatteretten skatteankenævnets talmæssige opgørelse af de beløb, der i 2003-2005 skulle anses for hævet.