Search for a command to run...
Myndighed
Dato
Emner
Eksterne links
Sagen omhandler en tvist mellem Helsingør Kommune og ejeren af en landbrugsejendom på ca. 10,8 ha vedrørende en ca. 175 meter lang trampesti. Stien forbinder et sommerhusområde mod nord med den offentlige sti »Saronstien« mod syd, som giver adgang til naturområdet Rusland og Pandehave Å. Konflikten opstod i august 2022, da en borger anmeldte, at stien var blevet inddraget i en hegning til kvæg og dermed afspærret for offentligheden. Ejeren ønskede at opretholde afspærringen af hensyn til forpagterens kvægdrift med Galloway-kvæg, mens kommunen vurderede, at stien ikke lovligt kunne nedlægges eller afspærres.
Klageren anførte, at stien ikke var nedlagt, men blot afspærret på grund af kvægdriften. Dyrene (tyr, køer og kalve) går ude hele året, og forpagteren frygtede, at offentlig færdsel ville stresse dyrene eller føre til farlige situationer. Desuden blev det fremhævet, at en sti midt gennem folden ville besværliggøre driften og adgangen til læ og vand. Miljø- og Fødevareklagenævnet konstaterede dog, at den etablerede hegning i begge ender uden låger eller led reelt udgjorde en nedlæggelse i henhold til Naturbeskyttelsesloven § 26 a, stk. 1.
Et centralt punkt i sagen var en deklaration fra 2011 indgået mellem den tidligere ejer og kommunen. Klageren mente, at stien var etableret som led i denne frivillige aftale om naturpleje (bekæmpelse af kæmpebjørneklo), og at den derfor kunne nedlægges frit jf. Naturbeskyttelsesloven § 26 a, stk. 5. Nævnet afviste dette argument med følgende begrundelse:
"Nævnet lægger således til grund, at der eksisterede en sti på tidspunktet for aftalens indgåelse, og at denne sti som følge af aftalen fik et ændret forløb. Efter nævnets opfattelse er der derfor ikke tale om, at den nu nedlagte trampesti er etableret som led i aftalen."
Klageren rettede en omfattende kritik mod Helsingør Kommunes sagsbehandling, herunder manglende partshøring og overtrædelse af officialprincippet. Klageren mente ikke at være blevet hørt før kommunen reelt havde besluttet sig, og anførte at besigtigelser fandt sted uden ejerens deltagelse. Nævnet fandt dog, at kommunen havde overholdt Forvaltningsloven § 19, stk. 1, da ejeren havde haft lejlighed til at afgive et omfattende høringssvar, og da der efterfølgende var afholdt en fælles besigtigelse i januar 2023.
Nævnet lagde vægt på, at stien har en væsentlig rekreativ betydning som en gennemgående sti i det åbne land. Kommunens opmålinger viste, at de eksisterende alternative ruter var væsentligt længere – henholdsvis 1 km og 1,6 km mod stiens 175 meter. Desuden gav den omhandlede sti mulighed for værdifulde rundture i området. Nævnet vurderede, at de alternative forslag fra klageren ikke var tilfredsstillende, da de blandt andet ville forløbe gennem beskyttet natur jf. Naturbeskyttelsesloven § 3 eller ligge i mere ufremkommeligt terræn.
Nævnet fandt ikke, at generne for kvægdriften var tilstrækkeligt tungtvejende til at begrænse adgangen jf. Naturbeskyttelsesloven § 26, stk. 1. Det blev bemærket, at stien ligger ca. 380 meter fra ejendommens driftsbygninger, hvilket giver rigelig plads til indretning af driften. Endvidere advarede nævnet om en uønsket præcedensvirkning, hvis man tillod nedlæggelse af stien alene med henvisning til afgræsning, da dette ville kunne føre til omfattende begrænsninger af det rekreative stinet i landzone.
Miljø- og Fødevareklagenævnet stadfæstede Helsingør Kommunes afgørelse om afslag på nedlæggelse af stien. Nævnet fastslog, at stien er en permanent, menneskeskabt færdselsbane i det åbne land, som har væsentlig rekreativ betydning. Da der ikke fandtes tilfredsstillende alternative adgangsmuligheder, og da stien ikke var udelukkende etableret ved aftale, kunne den ikke nedlægges efter naturbeskyttelseslovens § 26 a, stk. 3. Nævnet fandt ligeledes, at offentlighedens adgang ikke kunne begrænses af hensyn til den erhvervsmæssige udnyttelse af ejendommen, da de anførte gener ikke var tilstrækkeligt objektivt konstaterbare eller proportionale. Kommunen blev pålagt at fastsætte en ny frist for fjernelse af afspærringen.

En ejendomsejer er blevet dømt for at opsætte ulovlige skræmmeskilte og kæder, der hindrede offentlighedens adgang til klitområder og et fyrtårn.



Sagen omhandler en klage over Skanderborg Kommunes afgørelse af 11. juni 2019, der afslog en ejers anmodning om at nedlægge en markvej på matr. nr. F F2 og påbød retablering af vejen. Markvejen, der ligger i landzone nord for Knudsø, har ifølge lokale beboere i mange år givet offentligheden adgang til skoven nord for Tulstrup og er blevet benyttet som udsigtspunkt over Knudsø.
Skanderborg Kommune modtog den 10. april 2019 en henvendelse fra 15 lokale beboere, der oplyste, at markvejen var blevet oppløjet. Kommunen besigtigede området og varslede påbud, da vejen ikke var lovligt nedlagt uden forudgående anmeldelse. Kommunen vurderede, at markvejen fremstod tydelig på luftfotos mindst 20 år tilbage i tid, hvilket indikerede en permanent karakter, og at den havde væsentlig rekreativ betydning som del af en rundtur i området.
Stevns Klint blev i 2014 optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Senere rejste Stevns Kommune og Danmarks Naturfredningsforening sag om fredning af Stevns Klint.
NEKST-arbejdsgruppen lancere fem forslag til hurtigere klagebehandling og kampagnen ‑Mytedræberne‑ for at fremme vedvarende energi på land.
Ejeren påklagede kommunens afgørelse til Miljø- og Fødevareklagenævnet den 5. juli 2019. Klageren anførte, at der var tale om et midlertidigt arbejdsspor, der ikke var gennemgående, ikke havde rekreativ betydning, og at der fandtes en tilfredsstillende alternativ adgangsvej til skoven via A2. Klageren fremsendte desuden en rapport fra en planteavlskonsulent, der understøttede, at sporet lå på en dyrket mark og ikke var belagt med grus eller flis.

Klageren havde en landbrugsretshjælpsforsikring i Topdanmark Forsikring A/S og klagede over, at selskabet havde afvist a...
Læs mere
Sagen omhandler en klage over Gentofte Kommunes afgørelse af 31. januar 2020, der afslog en ansøgning om at lukke et str...
Læs mere