Beskatning af udbytte: Restriktion for fri kapitalbevægelse ved forskelsbehandling af ikke-hjemmehørende forsikringsselskaber i relation til fradrag og kildeskat (C-782/22)

Sagen omhandler et præjudicielt spørgsmål fra Gerechtshof ’s-Hertogenbosch (appeldomstolen i ’s-Hertogenbosch, Nederlandene) vedrørende fortolkningen af artikel 63, stk. 1, TEUF om frie kapitalbevægelser.

Hovedsagen involverer XX, et selskab hjemmehørende i Det Forenede Kongerige (UK), som i perioden 2003-2010 investerede i nederlandske selskaber som led i såkaldte »unit-linked« forsikringsaftaler. Disse investeringer genererede udbytte, som blev pålagt en nederlandsk kildeskat på 15% af bruttobeløbet.

For det ikke-hjemmehørende selskab, XX, var denne kildeskat en endelig beskatning. Den forelæggende ret påpegede imidlertid, at et tilsvarende hjemmehørende nederlandsk selskab reelt ville opnå skattefritagelse af det modtagne udbytte, selvom det også betalte kildeskat. Dette skyldes en kombination af to faktorer i den nederlandske lovgivning:

• Kildeskatten fungerer som forskudsbetaling af selskabsskatten og kan modregnes fuldt ud (eller tilbagebetales).
• Forøgelsen af selskabets forpligtelser over for sine kunder i henhold til unit-linked aftaler tages i betragtning som fradragsberettigede omkostninger i selskabsskattegrundlaget, hvilket i praksis medfører, at nettobeskatningsgrundlaget for dette udbytte er lig nul.

Det centrale spørgsmål var derfor, om denne skattemæssige forskelsbehandling – hvor den ikke-hjemmehørende investor betaler en endelig skat på 15%, mens den hjemmehørende investor betaler 0% – udgør en ulovlig restriktion for kapitalens frie bevægelighed.

Domstolen fastslog, at artikel 63, stk. 1, TEUF er til hinder for en national lovgivning, hvorefter udbytte, der udbetales til et ikke-hjemmehørende selskab, som har investeret for at dække fremtidige forpligtelser i unit-linked aftaler, underlægges en endelig kildeskat, når hjemmehørende selskaber i en sammenlignelig situation reelt er fritaget for beskatning.

Vurdering af restriktionen

Domstolen bekræftede, at den nationale lovgivning, der pålægger ikke-hjemmehørende selskaber en endelig skattebyrde på 15%, mens hjemmehørende selskaber i sidste ende er fritaget for beskatning af det samme udbytte, udgør en mindre gunstig skattemæssig behandling. Dette kan afholde ikke-hjemmehørende selskaber fra at investere i Nederlandene og udgør derfor en restriktion for de frie kapitalbevægelser (præmis 40-41).

Sammenlignelighed

• Domstolen fandt, at den ikke-hjemmehørende udbyttemodtager befinder sig i en objektivt sammenlignelig situation med en hjemmehørende udbyttemodtager.
• Sammenligneligheden beroede på den nationale lovgivnings anerkendelse af, at der er en direkte årsagssammenhæng mellem det modtagne udbytte (investeringsafkastet) og den deraf følgende stigning i selskabets forpligtelser over for kunderne under unit-linked aftalerne. Da denne sammenhæng tillader hjemmehørende selskaber at fradrage disse omkostninger, skal samme princip gælde for ikke-hjemmehørende selskaber.