Fradrag for renteudgifter ved familielån: Krav til reelt gældsforhold og bevisbyrde

Sagen omhandlede klagerens ret til fradrag for renteudgifter vedrørende private lån optaget i Israel og Tyskland, primært fra et familiemedlem (fætteren BA). Skatteankenævnet havde nægtet fradrag for de selvangivne renteudgifter for indkomstårene 2001, 2002 og 2003, og Landsskatteretten stadfæstede denne afgørelse.

Sagens baggrund

Klageren, en selvstændig erhvervsdrivende med en vognmandsvirksomhed, havde optaget flere lån hos sin fætter BA fra 1994 og frem. Lånene var angiveligt anvendt til køb af hyrevogne, og der var udstedt ejerpantebreve i bilerne som sikkerhed. Låneaftalerne fastsatte en rente på 21 % (senere 17 % for et lån fra 1999), men bortset fra et lån optaget i 1999, var der ingen fast tilbagebetalingsdato for hovedstolen. Tilbagebetalingspligten var i stedet knyttet til specifikke hændelser som salg af bilen, klagerens død, betalingsstandsning, konkurs eller udlæg i bilen. Gælden blev ifølge regnskaberne ikke nedskrevet.

Tidligere afgørelser og retspraksis

Skatteankenævnet henviste til en Højesteretsdom af 3. oktober 2005 (SKM2005.400.HR), som stadfæstede en Østre Landsretsdom af 6. januar 2004. Disse domme vedrørte klagerens skatteansættelser for tidligere indkomstår (1991-1993, 1995 og 1996) og fastslog, at fradrag for renteudgifter forudsætter en retlig bindende forpligtelse til at betale både gæld og renter. Højesteret fandt, at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for eksistensen af familielånene og pligten til at forrente dem. Skatteankenævnet mente, at principperne fra disse domme skulle lægges til grund for de aktuelle indkomstår, medmindre klageren kunne bevise, at de faktiske forhold adskilte sig væsentligt.

Landsskatteretten havde desuden i en kendelse af 17. maj 2006 allerede stadfæstet nægtelse af rentefradrag for indkomstårene 1997-2000, baseret på lignende begrundelser om manglende dokumentation for et reelt gældsforhold og retlig forpligtelse til at betale renter.

Klagerens argumenter

Klageren gjorde gældende, at han var berettiget til fradrag for de erhvervsmæssige lån. Han anførte, at skatteforvaltningen tidligere havde anerkendt fradragsret for renter på 47.600 kr. vedrørende et lån optaget i 1999 hos samme kreditor, og at det derfor var inkonsekvent at nægte fradrag for andre lån fra samme kreditor. Klageren mente også, at de tidligere domme havde begrænset betydning, da de primært omhandlede processuelle spørgsmål om klageadgang.

Landsskatterettens og Byrettens vurdering

Landsskatteretten og Y1-bys Byret, som behandlede sagen for de aktuelle indkomstår, lagde vægt på, at lån ydet i familieforhold med usædvanlige vilkår stiller skærpede krav til beviset for, at lånene er reelle og medfører pligt til at betale renter. Retten konstaterede, at der ikke var fremlagt dokumentation for, at långiver havde krævet tilbagebetaling af hovedstolen, selvom de betingelser, der udløste tilbagebetalingspligten (f.eks. salg af bil eller overgang til privat brug), var indtruffet. De betalte beløb svarede heller ikke konsekvent til de aftalte renter, og der var ikke dokumenteret efterfølgende regulering eller efterbetaling.

Landsskatteretten fandt, i lighed med Byretten, at klageren ikke havde løftet sin bevisbyrde for, at betalingerne til fætteren var sket som opfyldelse af en retlig forpligtelse til at betale renter af gæld, der berettigede til fradrag efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e.

De nægtede fradrag for renteudgifter var som følger:

For de tidligere år, som Landsskatteretten også havde behandlet (kendelse af 17. maj 2006), var de nægtede fradrag:

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede skatteankenævnets afgørelse om at nægte fradrag for renteudgifter for indkomstårene 2001, 2002 og 2003. Afgørelsen var i overensstemmelse med Y1-bys Byrets dom af 13. februar 2009, som frifandt Skatteministeriet.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå et reelt gældsforhold med en retlig forpligtelse til at betale renter, hvilket er en betingelse for fradrag efter Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra e.

Landsskatteretten henviste til:

• Østre Landsrets dom af 6. januar 2004, som blev stadfæstet af Højesterets dom af 3. oktober 2005 (SKM2005.400.HR). Disse domme fastslog, at fradrag forudsætter en retlig bindende forpligtelse til at betale både gæld og renter, og at klageren ikke havde fremlagt tilstrækkelig dokumentation for eksistensen af familielånene og pligten til at forrente dem for tidligere indkomstår.
• De fremlagte lånedokumenter, som bortset fra et lån fra 1999, ikke indeholdt en generel bestemmelse om tilbagebetaling af hovedstolen. Tilbagebetalingspligten var i stedet knyttet til usikre hændelser som afhændelse af bilen, klagerens død, betalingsstandsning, konkurs eller udlæg i bilen.
• Manglende dokumentation for, at långiver havde fremsat ønske om tilbagebetaling af hovedstolen, selvom hændelser som salg af biler eller overgang til privat brug var indtruffet. Dette var ikke i overensstemmelse med de beskrevne tilbagebetalingspligter i gældsbrevene.
• De skærpede krav til bevis for, at lån ydet i familieforhold er reelle og medfører pligt til at betale renter, som tidligere retspraksis har fastslået.