Afskrivningsgrundlag for driftsbygninger - Værdiansættelse ved arv - Landsskatteretten

Sagen omhandlede opgørelsen af afskrivningsgrundlaget for klagerens 50% andel af driftsbygningerne på en ejendom, som klageren havde overtaget i 2003 efter farens død. Skatteankenævnet havde stadfæstet en ansættelse, hvor afskrivning var godkendt med 5% af 100.000 kr., svarende til driftsbygningernes udlægsværdi i boets indkomstopgørelse. Nævnet afviste desuden en påstand om formalitetsfejl og ugyldighed, idet høring jf. Afskrivningsloven § 45, stk. 4 blev anset uden betydning, da boet havde værdiansat driftsbygningerne til 100.000 kr.

Klageren nedlagde principal påstand om ansættelsens ugyldighed på grund af manglende partshøring og tilsidesættelse af officialprincippet. Subsidiært påstod klageren, at værdien af driftsbygningerne skulle ansættes til 320.000 kr., som fremgik af en aftale af 7. februar 2003 mellem boets arvinger.

Landsskatteretten lagde til grund, at arvingerne i boet efter klagerens far ved aftale af 7. februar 2003 havde foretaget en fordeling af salgssummen med værdiansættelse af driftsbygninger mv. Denne fordeling afveg fra den, der var selvangivet i boets indkomstopgørelse. Retten bemærkede, at klageren personligt havde underskrevet den endelige boopgørelse, og at boselvangivelsen med ejendomsavanceberegning var fremsendt til kommunen.

Der var dissens i sagen. Et flertal af retsmedlemmerne fandt, at den aftalte fordeling af købesummen mellem boet og køber, som klageren havde selvangivet, skulle lægges til grund, jf. Afskrivningsloven § 45, stk. 2 og Afskrivningsloven § 45, stk. 5. Et mindretal fandt derimod, at de i boopgørelsen anførte værdiansættelser, herunder skattepassivet, var bindende for arvingerne, jf. Boafgiftsloven § 12, stk. 1. Landsskatteretten fandt desuden, at eventuelle sagsbehandlingsfejl ikke var af en sådan karakter, at de kunne medføre ugyldighed, da de ikke havde haft konkret væsentlig betydning for sagen. Landsskatteretten nedsatte den påklagede skatteansættelse til det selvangivne.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten nedsatte den påklagede skatteansættelse til det selvangivne.

To retsmedlemmer, herunder retsformanden, lagde til grund, at parterne i forbindelse med salg af en ejendom omfattet af Afskrivningsloven § 45, stk. 2 er forpligtede til at indgå aftale om fordeling af købesummen på de enkelte aktiver. Da en sådan aftale var indgået den 7. februar 2003 mellem boet og køber (klageren), og klageren havde selvangivet i overensstemmelse hermed, fandt disse medlemmer ikke grundlag for at tilsidesætte den aftalte fordeling af købesummen. De fandt, at værdiansættelserne ifølge aftalen af 7. februar 2003 kunne lægges til grund ved opgørelsen af genvundne afskrivninger på de afskrivningsberettigede bygninger. Det blev endvidere bemærket, at værdiansættelsen er bindende for såvel køber som sælger, jf. Afskrivningsloven § 45, stk. 5.

Et retsmedlem bemærkede derimod, at dødsboets beregnede skat i boopgørelsen var baseret på en anden fordeling af den kontante salgssum, som fremgik af boets selvangivelse:

Dette retsmedlem kunne ikke tiltræde en værdiansættelse afvigende herfra, da de i boopgørelsen anførte værdiansættelser, herunder skattepassivet, jf. Boafgiftsloven § 12, stk. 1, er bindende for såvel dødsboet som arvingerne. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertal.

Landsskatteretten bemærkede desuden, at selvom der måtte være begået en sagsbehandlingsfejl, var den ikke af en sådan karakter, at den kunne medføre ugyldighed. Dette gjaldt uanset, om der var tale om en afgørende garantiforskrift, der ikke var overholdt, idet selv sådanne fejl kun medfører ugyldighed, hvis de har haft konkret væsentlig betydning for sagen, jf. U 2007.537 H og SKM2006.677.HR.