Landsskatteretten om momsfritagelse for betalingstransaktioner og forældelse af momskrav

Sagen omhandler to hovedspørgsmål vedrørende H1 K/S, et kommanditselskab, der udfører funktioner for forsikrings- og pensionsselskaber: for det første, hvorvidt H1's ydelser i forbindelse med kundeindbetalinger er momsfritagne som transaktioner vedrørende betalinger og overførsler, jf. Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra c, og for det andet, hvorvidt et krav om tilbagebetaling af moms som følge af det såkaldte kantinemomscirkulære (TSS-cirkulære 2001-07) er forældet.

Momsfritagelse for betalingstransaktioner

H1 varetager opgaver vedrørende indbetalings- og udbetalingstransaktioner for sine kunder, herunder beregning af præmiebetalinger, udsendelse af girokort/opkrævning via G1, og ajourføring af indbetalingsdata. Skattecentret havde anerkendt momsfritagelse for visse ydelser i forbindelse med udbetalinger, men ikke for ydelser i forbindelse med kundeindbetalinger. Skattecentret argumenterede for, at H1's ydelser i forbindelse med indbetalinger, såsom registrering af stamdata og indbetalinger, ikke medførte en faktisk overførsel af beløb eller retlige og økonomiske ændringer, men snarere var rene bogføringsydelser. Dette blev begrundet med henvisning til EF-domstolens afgørelse i SDC-sagen, C-2/95, præmis 66, som fastslår, at en momsfritaget transaktion skal udgøre en særskilt helhed, der opfylder de specifikke og væsentlige funktioner for en betalingstransaktion, herunder at der rent faktisk sker en beløbsoverførsel.

H1 påstod, at deres ydelser var momsfrie betalingstransaktioner. De argumenterede for, at EF-domstolen i SDC-sagen kun fastlagde krav til overførselstransaktioner, ikke betalingstransaktioner, som er en selvstændig ydelse. H1 mente, at de specifikke og væsentlige funktioner ved en betalingstransaktion er at sikre, at der sker en betaling, og at denne er korrekt. H1 initierede betalingerne, beregnede beløb og sørgede for opkrævning, hvilket de anså for at være de centrale funktioner, der resulterede i den faktiske betaling. H1 afviste Skattecentrets sidestilling med opkrævningsydelser eller bogføringsydelser og henviste til, at deres ydelser udgjorde en helhed, hvor bogføring kun var et led. H1 henviste desuden til EU-kommissionens forslag til rådsdirektiv KOM(2007)747 og rådsforordning KOM(2007)746, som de mente yderligere understøttede, at deres indbetalingstransaktioner var fritaget.

Forældelse

Det andet spørgsmål drejede sig om forældelse af H1's krav på tilbagebetaling af moms som følge af Landsskatterettens kendelse af 22. december 1999 (TfS 2000, 101) vedrørende kantinemoms. H1 havde i perioden fra 1. april 1992 afregnet salgsmoms af et beløb, der var større end det faktisk opkrævede vederlag. H1 fremsatte krav om tilbagebetaling den 29. august 2002 og mente, at forældelsen var afbrudt ved fremsættelse af det oprindelige SDC-krav på 37 mio. kr. i 1997, da kantinemomskravet var indeholdt i dette. H1 argumenterede for, at der kun var ét krav på tilbagebetaling af for meget afregnet moms, men med forskellige begrundelser, og at begrundelsen ikke havde betydning for forældelsen. De henviste til SKM2003.259.ØLR, hvor en ændret begrundelse for et skattekrav ikke havde forældelsesmæssig betydning, så længe kravet angik samme indkomst og ikke oversteg det oprindelige krav.

Skattecentret fastholdt, at kantinemomskravet udgjorde et selvstændigt krav, der skulle behandles særskilt i relation til forældelsesreglerne. De henviste til, at kravet støttede sig på Momsloven § 27, stk. 1, i modsætning til SDC-kravet, der støttede sig på Momsloven § 13, stk. 1, nr. 10 og nr. 11. Skattecentret anførte, at kravet var en efterangivelse omfattet af Opkrævningsloven § 12, og at den 5-årige forældelsesfrist i Lov om forældelse af visse fordringer § 1, stk. 1, nr. 6 var gældende, da kravet først blev fremsat i 2002. De argumenterede for, at den berostillelse af forældelsesfristen, der var aftalt i 1997, kun angik SDC-kravet, og at der ikke var tilstrækkeligt sammenfald af underliggende transaktioner til at sidestille de to krav for forældelsesformål. Skattecentret henviste også til Skatteforvaltningslovens §§ 31 og 32 for krav indgivet efter 12. marts 2003, men fastslog, at 1908-loven var gældende for dette krav.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten stadfæstede Skattecentrets afgørelse vedrørende både moms af betalingsoverførsler og forældelse af kravet som følge af kantinemomscirkulæret.

Momsfritagelse for betalingstransaktioner

Landsskatteretten fandt, at H1's ydelser i forbindelse med indbetalinger til forsikrings- og pensionsselskaber ikke var omfattet af momsfritagelsen for transaktioner vedrørende betalinger og overførsler i Momsloven § 13, stk. 1, nr. 11, litra c. Retten lagde vægt på, at H1's leverancer primært var at karakterisere som bogførings- og administrationsydelser. H1's rolle var at modtage og videregive oplysninger, hovedsagelig til G1, for at muliggøre den egentlige betaling eller overførsel, som blev udført af andre. Selve udførelsen af betalingsordren blev ikke foretaget af H1.

Retten henviste til EF-Domstolens afgørelse i SDC-sagen, C-2/95, som fastslår, at en momsfritaget betalingsoverførsel skal medføre en faktisk overførsel af beløb og retlige og økonomiske ændringer. H1's registreringer af indbetalinger medførte ikke en faktisk overførsel af beløb, men dokumenterede blot de retlige og økonomiske ændringer, der allerede var indtruffet ved slutkundens indbetaling på H1's kundes bankkonto. Argumenter vedrørende forslag til rådsdirektiv KOM(2007)747 og rådsforordning KOM(2007)746 kunne ikke føre til et andet resultat.

Forældelse

Landsskatteretten tiltrådte Skattecentrets afgørelse om, at H1's krav på tilbagebetaling af moms som følge af kantinemomscirkulæret var et separat krav, der ikke var indeholdt i H1's oprindelige SDC-krav. Kravet vedrørende kantinemoms kunne tidligst kræves betalt efter Landsskatterettens kendelse af 22. december 1999 (TfS 2000, 101), som underkendte den dagældende praksis for fastlæggelse af momsgrundlaget ved kantinesalg. Derfor var kravet underlagt sin egen forældelsesfrist i henhold til den dagældende Lov om forældelse af visse fordringer § 2.

Retten afviste H1's henvisning til SKM2003.259.ØLR, da denne sag vedrørte den retlige kvalifikation af den samme disposition, hvilket ikke var tilfældet i relationen mellem SDC-kravet og kantinemomskravet. Da Skattecentrets beregning af det forældede beløb ikke var bestridt, blev afgørelsen stadfæstet.