Den Europæiske Arrestordre: Retskraften af overgivelse forhindrer ikke samtykke til yderligere retsforfølgning, selv ved oprindeligt ugyldig udsteder

Sagen vedrører fortolkningen af artikel 27 i Rådets rammeafgørelse 2002/584/RIA om den europæiske arrestordre (EAW) og spørgsmålet om, hvorvidt retskraften af en endelig overgivelseskendelse udelukker, at den overgivne person under den efterfølgende samtykkeprocedure kan påberåbe sig mangler ved de oprindelige EAW’er.

OE blev i 2017 overgivet fra Irland til Nederlandene på baggrund af tre EAW’er, der var udstedt af den nederlandske anklagemyndighed. Kendelsen om overgivelse fra High Court (Irland) blev endelig, da OE undlod at kære den. OE afsoner nu en fængselsstraf i Nederlandene.

Senere indgav en undersøgelsesdommer i Amsterdam en anmodning til Irland om samtykke til retsforfølgning af OE for andre lovovertrædelser begået før overgivelsen (jf. specialitetsreglen i artikel 27).

Hovedspørgsmål

OE gjorde indsigelse mod samtykkeanmodningen med henvisning til, at de oprindelige EAW’er var ugyldige, da de var udstedt af en anklagemyndighed, som ifølge senere EU-domstolsafgørelser (OG og PI og Openbaar Ministerie) ikke opfylder kravene til en »udstedende judiciel myndighed« under rammeafgørelsen.

Den irske Supreme Court spurgte Domstolen, om en endelig afgørelse om overgivelse etablerer et retsforhold, således at spørgsmål, der anses for afgjort i overgivelsesproceduren, ikke kan genåbnes i den efterfølgende samtykkeprocedure for yderligere lovovertrædelser. Sagen drejede sig således om forholdet mellem retskraftsprincippet (res judicata) og de grundlæggende krav til udstedende myndigheder i EU-retten.

Domstolen fastslog, at den omstændighed, at en europæisk arrestordre, på grundlag af hvilken en person er blevet overgivet, er blevet udstedt af en myndighed, der ikke opfylder kravene til en »udstedende judiciel myndighed« i henhold til artikel 6, stk. 1, i rammeafgørelsen, ikke er til hinder for, at den fuldbyrdende judicielle myndighed efterfølgende giver samtykke til yderligere retsforfølgning.

Domstolens begrundelse

• Samtykkeafgørelsens selvstændige karakter: Afgørelsen om at give samtykke i henhold til artikel 27, stk. 4, er særskilt og selvstændig fra afgørelsen om fuldbyrdelse af den oprindelige EAW. Samtykkeafgørelsen skal træffes af den fuldbyrdende judicielle myndighed efter en særskilt og selvstændig undersøgelse.
• Retskraft (Res Judicata): Den oprindelige overgivelseskendelse i 2017 blev endelig og opnåede retskraft. Princippet om retskraft kræver, at endelige retsafgørelser ikke anfægtes, hvilket sikrer retssikkerhed og stabile retsforhold.
• Udtømmende afslagskriterier: Artikel 27, stk. 4, fastlægger udtømmende de grunde, hvorefter samtykke kan nægtes (henvisning til artikel 3 og 4). En mangel ved den oprindelige EAW's udsteder er ikke en gyldig grund til at nægte samtykke på dette sene tidspunkt.