Selvmødende advokat tilkendt skønsmæssigt beløb for tabt arbejdsfortjeneste i sag om sagsomkostninger

Sagen omhandlede et kæremål vedrørende sagsomkostninger. Byretten på Frederiksberg havde tilkendt kærende, en selvmødende advokat, 750 kr. i sagsomkostninger, hvilket kun dækkede retsafgiften. Kærende påkærede afgørelsen til Østre Landsret med påstand om yderligere at blive tilkendt et skønsmæssigt beløb på op til 20.000 kr. for tabt arbejdsfortjeneste.

Parternes Argumenter

Kærendes påstand

Kærende argumenterede for, at det er fast praksis at tilkende selvmødende advokater et beløb for tabt arbejdsfortjeneste. Han henviste til lighedsprincippet og mente, at der ikke burde skelnes mellem, om en part er repræsenteret af sig selv som ansat advokat eller af en anden advokat.

Indkæredes påstand

Indkærede påstod stadfæstelse af byrettens afgørelse. De anførte, at kærende som selvmøder ikke var berettiget til yderligere sagsomkostninger, da der ifølge dem ikke var hjemmel i loven til at godtgøre udgifter til andre end de specifikt nævnte personer. De mente desuden, at der ikke eksisterede en klar landsretspraksis på området.

Landsrettens Vurdering

Landsretten tog udgangspunkt i forarbejderne til Retsplejeloven § 316. Her fremgår det, at en part, der er selvmøder, bør have dækket tabt arbejdsfortjeneste. Dette gælder også for en selvstændig advokat, der møder i egen sag. På denne baggrund fandt landsretten, at kærende havde krav på et skønsmæssigt fastsat beløb. Da hovedforhandlingen varede to timer, fastsatte landsretten beløbet til 2.000 kr.

Østre Landsret ændrede byrettens afgørelse om sagsomkostninger og tilkendte en selvmødende advokat et skønsmæssigt beløb for tabt arbejdsfortjeneste.

Landsrettens Retsgrundlag og Begrundelse

Landsretten fandt på baggrund af forarbejderne til Retsplejeloven § 316, at den kærende advokat skulle betragtes som en selvmøder. Som selvmøder har en part krav på et skønsmæssigt fastsat beløb til dækning af tabt arbejdsfortjeneste, selvom der ikke foreligger specifik dokumentation for tabet.

Landsretten lagde vægt på, at hovedforhandlingen i byretten havde varet to timer, og at der ikke havde været andre retsmøder. På dette grundlag blev den tabte arbejdsfortjeneste skønsmæssigt fastsat.

Kærendes argument om forskelsbehandling mellem enkeltmandsvirksomheder og større advokatselskaber blev afvist, da kærende var part i sagen personligt, og ikke hans advokatselskab.

Afgørelse om Sagsomkostninger

Byrettens afgørelse blev ændret, således at indkærede skulle betale et samlet beløb til kærende. Beløbet blev specificeret som følger:

• 750 kr.: Til dækning af retsafgift, som fastsat af byretten.
• 2.000 kr.: Til dækning af tabt arbejdsfortjeneste.

I alt skulle indkærede betale 2.750 kr. til kærende. Landsretten præciserede, at forrentningen af de to beløb skulle ske fra forskellige tidspunkter i henhold til Renteloven § 8 a, stk. 2. Der blev ikke tilkendt omkostninger for selve kæresagen.