Advokatundersøgelse og Erstatningsansvar: Spørgsmål om god advokatskik og endelighedsklausul

Sagen omhandler et erstatningskrav fra Sagsøger mod Sagsøgte (advokat) som følge af en advokatundersøgelse udført i efteråret 2020. Undersøgelsen, der blev iværksat efter en offentlig debat om seksualiseret kultur i branchen, førte til, at Sagsøger mistede sin ansættelse.

Advokatundersøgelsens forløb

Sagsøgte (advokat) udførte en advokatundersøgelse for Virksomhed A/S 1 for at afdække krænkende handlinger. Som led i undersøgelsen blev der etableret en indberetningsordning. Sagsøgte (advokat) udarbejdede en procesbeskrivelse, der skelnede mellem handlinger i strid med lovgivningen og forhold vedrørende en usund kultur.

To indberetninger vedrørende Sagsøger blev modtaget. Sagsøger, der var ansat hos Virksomhed A/S 2 og producerede for Virksomhed A/S 1, blev kontaktet den 18. november 2020 og inviteret til et interview. Han blev opfordret til at medbringe en bisidder, hvilket han gjorde i form af en advokat. Under interviewet den 27. november 2020 blev Sagsøger foreholdt udsagn fra de to indberettere, Person 5 og Person 3. Sagsøger fik mulighed for at kommentere og godkendte senere referatet af samtalen.

Sagsøgte (advokat) udarbejdede en skriftlig vurdering og konklusion, der mundtligt blev afrapporteret til Sagsøger den 18. december 2020. Konklusionen var, at Sagsøgers adfærd overvejende sandsynligt kunne karakteriseres som sexchikane. Dette førte til, at Virksomhed A/S 1 aktiverede en kontraktuel klausul, der betød, at Sagsøger ikke længere skulle anvendes til produktioner. Sagsøger blev opsagt af Virksomhed A/S 2 den 22. december 2020 og indgik en fratrædelsesaftale.

Advokatnævnets afgørelse

Sagsøger indgav den 16. februar 2021 en klage til Advokatnævnet over Sagsøgte (advokat)s adfærd. Advokatnævnet afsagde den 4. november 2021 kendelse, hvor Sagsøgte (advokat) blev pålagt en bøde på 20.000 kr. i medfør af Retsplejeloven § 147 c, stk. 1, for at have tilsidesat god advokatskik, jf. Retsplejeloven § 126, stk. 1. Dette skyldtes, at Sagsøgte (advokat) ikke i tilstrækkelig grad redegjorde for det retsgrundlag og de særlige juridiske problemstillinger (herunder forældelse og passivitet) i forbindelse med sin konklusion. Østre Landsret stadfæstede Advokatnævnets afgørelse den 18. juni 2024, og sagen er nu indbragt for Højesteret.

Sagsøgers påstande

Sagsøger nedlagde påstand om, at Sagsøgte (advokat) skulle betale 1.990.602,65 kr. med tillæg af renter. Sagsøger gjorde gældende, at Sagsøgte (advokat)s adfærd var groft ansvarspådragende, idet hun var usaglig, undertrykte oplysninger og undlod at sikre et fyldestgørende grundlag for undersøgelsen. Sagsøger mente, at advokatundersøgelsen var baseret på et mangelfuldt og ufuldstændigt bevisgrundlag, og at Sagsøgte (advokat) ikke iagttog et forsigtighedsprincip, især da forholdene lå mange år tilbage i tiden og var en "påstand-mod-påstand" sag. Sagsøger bestred, at fratrædelsesaftalen afskar ham fra at rejse krav mod Sagsøgte (advokat), da aftalen kun havde virkning inter partes, og at Sagsøgte (advokat)s adfærd havde påført ham betydeligt økonomisk tab samt skade på hans brand og omdømme, hvilket afskar ham fra at opnå ansættelse i en tilsvarende stilling. Sagsøger påberåbte sig desuden en psykisk skade i form af akut belastningsreaktion, stress, depression og PTSD, som følge af advokatundersøgelsen, og krævede godtgørelse for svie og smerte i henhold til Erstatningsansvarsloven § 3 samt tabt arbejdsfortjeneste i henhold til Erstatningsansvarsloven § 2.

Sagsøgtes påstande

Sagsøgte (advokat) nedlagde påstand om afvisning, subsidiært frifindelse. Hun gjorde gældende, at fratrædelsesaftalen, som Sagsøger indgik med Virksomhed A/S 2, indeholdt en endelighedsklausul, der afskar Sagsøger fra at rejse krav. Sagsøgte (advokat) bestred, at hendes adfærd var ansvarspådragende, og anførte, at advokatundersøgelsen fulgte fast praksis i ansættelsesretlige sager. Hun henviste til, at bevisvurderingen var "fri" og skønsmæssig, jf. Retsplejeloven § 344, og at Ligebehandlingsloven § 16 a ikke fandt anvendelse i medarbejderes private hjem. Sagsøgte (advokat) bestred årsagssammenhæng mellem undersøgelsen og Sagsøgers påståede tab og psykiske skade, og anførte, at Sagsøger selv havde valgt at orientere offentligheden om indberetningerne. Hun mente, at Sagsøger allerede var blevet kompenseret mere end fuldt ud for ansættelsesmæssige konsekvenser gennem fratrædelsesaftalen.

Landsrettens begrundelse

Landsretten fandt, at endelighedsklausulen i fratrædelsesaftalen ikke afskar Sagsøger fra at rejse krav mod Sagsøgte (advokat), da klausulen ikke vedrørte retsforholdet mellem Sagsøger og Sagsøgte (advokat). Retten lagde vægt på, at Sagsøger opfattede aftalen som et "fait accompli" og ikke drøftede klausulen med sin advokat. Landsretten fastholdt, at Sagsøgte (advokat) havde tilsidesat god advokatskik, jf. Retsplejeloven § 126, stk. 1, ved ikke at redegøre tilstrækkeligt for det retsgrundlag og de juridiske problemstillinger (herunder forældelse og passivitet) i sin afrapportering. Dog fandt landsretten, at Sagsøgte (advokat) ikke havde handlet ansvarspådragende i sin samlede gennemførelse af processen, civil- og ansættelsesretlige bevisafvejninger og konklusioner. Retten lagde vægt på, at Sagsøger var repræsenteret af en advokat under møderne og korrespondancen. Landsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at Sagsøgte (advokat) handlede usagligt, undertrykte oplysninger eller undlod at redegøre for tvivlsspørgsmål. Landsretten fandt heller ikke, at der var årsagssammenhæng mellem Sagsøgte (advokat)s adfærd og Sagsøgers påståede tab, herunder psykisk skade, eller at Sagsøger havde godtgjort et tab, der ikke allerede var dækket af fratrædelsesaftalen. Retten bemærkede, at Sagsøger selv havde valgt at orientere offentligheden om indberetningerne, og at hans karriere var påvirket af GDPR art. 15 og den offentlige debat. Landsretten lagde til grund, at Sagsøger ikke kunne have fortsat sin stilling, selv hvis indberetningerne var blevet afvist, og at hans adfærd i øvrigt var udtryk for "dårlig dømmekraft".

Østre Landsret frifandt Sagsøgte (advokat) for Sagsøgers påstand om erstatningsansvar. Sagsøger blev pålagt at betale 150.000 kr. i sagsomkostninger til Sagsøgte (advokat) med tillæg af renter fra den 15. maj 2023, indtil betaling sker.