Fortolkning af Forbrugerkreditdirektivet: National lovgivning må pålægge kreditgiver at tilbyde mest passende kredit og afvise lån ved tvivl om tilbagebetalingsevne

Sagen omhandler en anmodning om præjudiciel afgørelse fra en belgisk fredsdommer vedrørende fortolkningen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF (Forbrugerkreditdirektivet) i lyset af strengere belgiske nationale bestemmelser om kreditgivning.

Hovedsagen vedrørte Michel Schyns, der i 2012 optog et lån på 40.002 EUR hos Dexia Banque Belgique (nu Belfius) til finansiering af et solcelleanlæg. Da installationsfirmaet gik konkurs, og anlægget aldrig blev leveret, søgte Schyns at få låneaftalen ophævet. Han hævdede, at lånebeløbet var uforholdsmæssigt stort i forhold til hans indtægter og eksisterende realkreditlån, og at banken havde misligholdt sin pligt i henhold til national lovgivning til at yde den mest passende kredit og afvise lånet ved tvivl om hans tilbagebetalingsevne (Art. 15 i den belgiske forbrugerkreditlov).

Belfius argumenterede derimod for, at de nationale bestemmelser var i strid med direktiv 2008/48/EF, som tilstræber fuld harmonisering, og som ikke pålægger kreditgiver en generel pligt til at tilbyde den bedst egnede kredit, men primært fokuserer på forbrugerens egen vurdering af hensigtsmæssigheden (Art. 5, stk. 6).

Præjudicielle spørgsmål

De centrale spørgsmål, som den forelæggende ret stillede, var, om direktiv 2008/48/EF, navnlig artikel 5, stk. 6, er til hinder for nationale bestemmelser, der:

• Pålægger kreditgivere at tilvejebringe den kredittype og det kreditbeløb, der er mest passende for forbrugeren.
• Pålægger kreditgivere at undlade at indgå en låneaftale, hvis de ikke med rimelighed kan formode, at forbrugeren kan opfylde forpligtelserne efter en kreditværdighedsvurdering (Art. 8, stk. 1).

Domstolen fastslog, at direktiv 2008/48/EF ikke er til hinder for de strengere nationale regler, som Belgien havde indført for at sikre en højere forbrugerbeskyttelse forud for aftaleindgåelsen.

Afgørelse vedrørende passende kredit (Art. 5, stk. 6)

Domstolen analyserede, om kravet om at tilbyde den mest passende kredit (Belgisk lov Art. 15, stk. 1) var foreneligt med direktivets artikel 5, stk. 6, om bistand og forklaringer forud for aftaleindgåelsen:

• Selv om direktivet tilstræber fuld harmonisering, giver artikel 5, stk. 6, medlemsstaterne en skønsmargen til at bestemme, hvilken form og hvilket omfang den supplerende bistand til forbrugeren skal have.
• Pligten til at identificere og præsentere den mest passende kredit for forbrugeren udgør en form for supplerende bistand, der styrker forbrugeroplysningen og er i overensstemmelse med direktivets formål om et højt beskyttelsesniveau (præmis 34).