Fortolkning af Bygge- og Anlægsoverenskomstens § 39: Elevers grundløn i akkord ved manglende lokalaftale

Indklagede fastholdt, at § 39, stk. 2, efter sin sammenhæng med stk. 1 må føre til, at udgiften til vedkommende elevs grundløn i mangel af lokal enighed endeligt skal bæres af sjakket.

Opmanden (fhv. højesteretsdommer Poul Sørensen) tilkendegav, at Indklagede (Dansk Byggeri for Hansson & Knudsen A/S) skulle frifindes for Klagerens (3F) påstand. Dog blev frifindelsen givet under forudsætning af, at heller ikke Indklagedes generelle standpunkt kunne følges.

Rettens begrundelse

Opmanden lagde til grund, at sagen reelt angik, hvad løsningen i henhold til B&A-O § 39 skulle være, når parterne ikke kunne opnå enighed om en lokalaftale om elevens bidrag til akkorden. Opmanden fandt, at der ikke var grundlag for at følge parternes generelle fortolkninger.

• Manglende fælles forståelse: Bevisførelsen understøttede hverken en oprindelig fælles forståelse af konsekvensen ved manglende lokalaftale eller, at Dansk Byggeris forgæves forsøg på at ændre § 39 siden 2000 kunne tillægges betydning for fortolkningen af den gældende ordlyd.
• Ordlyden af § 39, stk. 2: Bestemmelsens ordlyd giver ikke holdepunkt for at fastslå, at:
  • Virksomheden endeligt skal afholde elevens grundløn (som påstået af 3F).
  • Elevens grundløn fuldt ud skal indgå i akkorden (som hævdet af Dansk Byggeri).
• Løsning af lokale tvister: Opmanden fastslog, at lokale uoverensstemmelser om, med hvilket beløb en elev skal indgå i en given akkord, skal løses efter de almindelige regler for fagretlige tvister – dvs. via organisationernes mellemkomst og om nødvendigt ved faglig voldgift. Bestemmelsen fastsætter ikke en fast regel i tilfælde af manglende enighed.
• Konkret afgørelse: Allerede som påstandene var nedlagt (som et generelt fortolkningsspørgsmål) og i mangel af oplysninger om de nærmere lokale forhold i den konkrete akkord, var der ikke grundlag for at træffe en konkret afgørelse af uoverensstemmelsen.

"Tværtimod må det følge af de almindelige regler for løsning af fagretlige tvister, at en lokal uoverensstemmelse om, med hvilket beløb en given elev skal indgå i en given akkord, må løses ad sædvanlig fagretlig vej, dvs. i første række ved organisationernes mellemkomst og om nødvendigt ved faglig voldgift."

Resultat: Indklagede frifandtes, da klagerens påstand om en generel forpligtelse for virksomheden til at bære grundlønnen ikke kunne følges. Samtidig blev indklagedes generelle standpunkt heller ikke anerkendt som gældende ret.

Omkostninger: Hver part bar egne omkostninger og skulle betale halvdelen af opmandens honorar.

Klagerens forklaring og krav

A forklarede, at timelønnen på 150 kr. blev aftalt, men at der ikke blev talt om andre løndele, selvom det var aftalt, at han udover den aftalte timeløn også skulle have pension, hvilket dog aldrig kom i stand. Han henvendte sig til 3F efter at have fundet ud af, at han havde krav på pension uanset virksomhedens overenskomstforhold. A oplyste desuden, at han ikke altid havde 37 timer om ugen og kun fik betaling for de timer, han arbejdede. Han fik heller ikke løn for søn- og helligdage, men fik udbetalt feriepenge. 3F's afdelingsrepræsentant, V1, forklarede, at beregningen af kravet var baseret på lønsedlerne og Bygge- og Anlægsoverenskomsten, som foreskriver aflønning for 37 timer pr. uge for lærlinge, samt tillæg for overarbejde (50%), særlig opsparing og ferietillæg. Feriepenge udbetalt af virksomheden var modregnet i kravet.

Parternes procedure

A gjorde gældende, at han i medfør af Erhvervsuddannelsesloven § 55, stk. 2 havde krav på, at lønnen mindst skulle udgøre den løn, der følger af den kollektive overenskomst på uddannelsesområdet. Han henviste til Højesterets praksis om, at dette ikke kun gælder timelønnen, men også andre overenskomstfastsatte løndele som pension. Han anførte, at B ikke havde overholdt Bygge- og Anlægsoverenskomsten, da der manglede ferietillæg, særlig lønopsparing, overarbejdstillæg og pension. A anerkendte dog, at kravet skulle fradrages 1.200 kr. for hans eget pensionsbidrag.

B anførte i sit svarskrift, at A's krav var uberettiget, da særlig opsparing, pension og overarbejdstillæg var indeholdt i den aftalte timeløn på 150 kr. B mente, at denne timeløn var betydeligt højere end overenskomstens satser, selv når værdien af pension og overarbejdstillæg blev indregnet. B bemærkede desuden, at A som løngode havde haft adgang til firmabil og betalte pauser. B gav ikke møde under sagens behandling i nævnet.