Ulovlig målretning af jobannoncer på Facebook efter køn og alder

Sagen omhandler en virksomhed, der i forbindelse med rekruttering af såkaldte ”stagehands” benyttede Facebooks annonceplatform til at promovere ledige stillinger. Virksomheden valgte i den forbindelse at benytte platformens målretningsværktøjer, således at annoncen specifikt blev vist for mandlige brugere i aldersgruppen 20 til 43 år i et bestemt geografisk område.

Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet af Institut for Menneskerettigheder som en sag af principiel karakter. Instituttet anførte, at en sådan selektiv visning af jobopslag udelukker kvalificerede ansøgere på baggrund af køn og alder, hvilket efter deres opfattelse er i strid med både annonceringsforbuddet og det generelle diskriminationsforbud.

Virksomhedens begrundelse for målretningen

Under sagens oplysning kom det frem, at virksomheden over for en journalist havde begrundet den valgte målretning med økonomiske og praktiske hensyn. Virksomheden anførte blandt andet:

• At målretningen sikrede bedre udnyttelse af reklamebudgettet.
• At mænd generelt blev anset for at være fysisk stærkere og højere, hvilket var væsentligt for arbejdet med at tømme lastbiler og bygge scener.
• At virksomheden primært søgte modne personer over 20 år, men at personer over 43 år sjældent fandt jobbet interessant.

Virksomheden anførte senere, at annoncen også var tilgængelig på deres egen hjemmeside og Facebook-side, og at de ikke havde til hensigt bevidst at udelukke kvinder, da de allerede havde kvindelige ansatte i virksomheden.

De juridiske problemstillinger

Det centrale spørgsmål i sagen var, om det er foreneligt med ligebehandlingslovgivningen at begrænse modtagerkredsen af en jobannonce baseret på beskyttede kriterier som køn og alder. Der blev herunder argumenteret for, at selvom selve teksten i annoncen var neutral, så skabte selve formidlingsmetoden en ulighed i adgangen til information om de ledige stillinger.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at virksomhedens fremgangsmåde var i strid med både Ligebehandlingsloven § 2 og Forskelsbehandlingsloven § 2.

Nævnets vurdering af annonceringsforbuddet

Nævnet vurderede indledningsvis, om målretningen var i direkte strid med de specifikke annonceringsforbud i henholdsvis Ligebehandlingsloven § 6 og Forskelsbehandlingsloven § 5. Da annoncen også var tilgængelig på andre platforme uden restriktioner (såsom virksomhedens hjemmeside), fandt nævnet ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå en overtrædelse af netop disse bestemmelser.