Stadfæstelse af udvisning til Afghanistan trods paranoid skizofreni og behandlingsbehov

Det fremgik, at der er mulighed for at modtage psykiatrisk behandling i store dele af Afghanistan, men at kvaliteten er lav, og at der ikke findes specialiseret behandling mod skizofreni. Derudover er antallet af specialiseret personale utilstrækkeligt.

Østre Landsret behandlede kæremålet, som angik spørgsmålet om, hvorvidt KÆ's helbredsmæssige forhold afgørende talte imod udsendelse til Afghanistan, jf. Udlændingeloven § 50 a, stk. 2. Landsretten bemærkede indledningsvist, at Retten i Svendborg havde berigtiget sin oprindelige kendelse af 17. december 2019 i henhold til Retsplejeloven § 221, stk. 1 den 8. januar 2020. Landsretten fandt derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen.

Vurdering af Danmarks internationale forpligtelser

Landsretten fastslog, at det for vurderingen, om udsendelse er i strid med Danmarks internationale forpligtelser (herunder særligt EMRK artikel 3), ikke er afgørende, om KÆ kan opnå den samme behandling i hjemlandet som i Danmark, men om han har reel mulighed for relevant behandling.

Landsretten lagde til grund, at KÆ kan få relevant medikamentel behandling i Afghanistan. Selvom hans faste injektionspræparat (Xeplion) ikke er tilgængeligt, er effektive alternativer (Aripiprazol og Olanzapin) tilgængelige i Kabul. Landsretten lagde desuden vægt på, at det er muligt at modtage psykologisk behandling på offentlige klinikker.

Landsretten konkluderede:

• KÆ's helbredsmæssige tilstand taler ikke afgørende imod, at udsendelse kan finde sted.
• Retten i Svendborgs kendelse af 17. december 2019 (berigtiget 8. januar 2020) stadfæstes.

Statskassen blev pålagt at betale sagens omkostninger.

Lægelige vurderinger og risikofaktorer

Retslægerådet og overlægeerklæringer bekræftede, at T lider af paranoid skizofreni, men er stabiliseret ved indtagelse af antipsykotisk medicin (Clozapin). Det blev dog fremhævet, at T for nylig havde været psykotisk og destabiliseret i forbindelse med ventetiden på Højesterets afgørelse, hvilket nødvendiggjorde en midlertidig indlæggelse på lukket afsnit.

Undersøgelserne viste en betydelig risiko for tilbagefald af skizofreni (sandsynlighed over 50 %), hvis T ophører med medicineringen. Retslægerådet vurderede, at ophør af behandling ville medføre:

• Betydelig risiko for intens lidelse.
• Forøgelse af risikoen for personfarlig kriminalitet fra moderat til HØJ.

Parternes påstande

Anklagemyndigheden kærede Landsrettens ophævelse og argumenterede for, at udvisningen skulle opretholdes. De henviste til Menneskerettighedsdomstolens dom i Savran-sagen, hvoraf det fremgår, at skizofreni i sig selv ikke er tilstrækkeligt til at aktivere EMRK Artikel 3. De hævdede, at der ikke var grundlag for at antage, at T ville blive udsat for en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring, og at den nødvendige behandling måtte antages at være tilgængelig i Irak.

Tiltalte krævede stadfæstelse af Landsrettens kendelse og anførte, at risikoen for intens lidelse opfyldte EMRK Artikel 3-tærsklen. Desuden var det uafklaret, om han i Irak ville have reel mulighed for at opnå den nødvendige, komplekse psykiatriske behandling og medicin, særligt da han ingen netværk havde i landet. Han påpegede også, at udvisning for bestandig stred mod EMRK Artikel 8, givet hans lange tilknytning til Danmark siden 1993.