Skattepligtig kursgevinst ved gældseftergivelse i fremmed valuta i K/S: Kursgevinstlovens § 23 har forrang for § 21.

Skattestyrelsen forhøjede klagerens indkomst med 5.857.883 kr. (5.889.206 kr. fratrukket den selvangivne begrænsning på 31.323 kr.), idet begrænsningen i beskatningen (KGL § 21) blev afvist.

Landsskatteretten stadfæstede Skattestyrelsens afgørelse, hvorefter klageren var skattepligtig af kursgevinsten på 5.889.206 kr. i indkomståret 2020.

Retten fastslog, at kursgevinst på gæld i fremmed valuta er skattepligtig efter Kursgevinstlovens § 23, jf. Kursgevinstlovens § 20.

Landsskatteretten henviste til retspraksis vedrørende regelkonflikten mellem KGL § 21 og KGL § 23:

"I Østre Landsrets dom af 10. maj 2021, offentliggjort som SKM2021.586.ØLR, fandt alle tre dommere, at kursgevinstlovens § 23 har forrang for § 21, og at spørgsmålet om beskatning af kursgevinst ved eftergivelse af kommanditselskabets gæld i fremmed valuta dermed skulle vurderes efter § 23. Østre Landsrets dom er stadfæstet af Højesteret ved dom af 8. marts 2023, offentliggjort i SKM2023.146.HR."

På baggrund af den bindende retspraksis fandt Landsskatteretten, at gældseftergivelsen i fremmed valuta skulle vurderes efter KGL § 23, hvilket medførte fuld beskatning af klagerens andel af den realiserede kursgevinst.

Klagerens andel af den beregnede kursgevinst udgjorde 1.267.358 kr.

Klagerens opfattelse og begrundelse

Klagerens repræsentant nedlagde påstand om, at klageren ikke var skattepligtig af kursgevinsten. Repræsentanten gjorde gældende, at beskatningen skulle ske efter Kursgevinstloven § 21, hvorefter gevinst ved eftergivelse af gæld kun medregnes, hvis gælden nedskrives til et lavere beløb end fordringens værdi for kreditor på eftergivelsestidspunktet. Da gælden alene blev nedskrevet til fordringens værdi, var der ifølge klageren ikke grundlag for beskatning.

Repræsentanten argumenterede for en regelkonflikt mellem Kursgevinstloven § 21 og Kursgevinstloven § 23, som ikke er direkte reguleret i lovteksten eller forarbejderne. Klageren bestred Landsskatterettens tidligere fortolkning i SKM2020.64.LSR om, at Kursgevinstloven § 23 har forrang. Det blev anført, at domstolene (herunder Højesteret i SKM2023.146.HR) ikke har taget stilling til denne regelkonflikt, da spørgsmålet ikke var et stridspunkt mellem parterne i de pågældende sager, jf. forhandlingsprincippet i Retsplejeloven § 338.

Klageren fremførte desuden, at Kursgevinstloven § 21 burde have forrang efter principperne om lex posterior (nyere lov går forud for ældre) og lex specialis (specifik lov går forud for generel), da § 21 var en nyere bestemmelse, der specifikt regulerer gældseftergivelse, i modsætning til § 23, som var en videreførelse af ældre regler om gæld i fremmed valuta. Endvidere blev det anført, at hensynet bag § 21 – at beskatning kun skal ske ved økonomisk begunstigelse – burde gælde uanset valuta. Klageren henviste også til, at Kursgevinstloven § 24 (om akkord) fortolkes med forrang for Kursgevinstloven § 23, hvilket burde gælde tilsvarende for § 21.