DI frifundet i sag om aflønning af afløsere: Afløsere har ikke krav på præstationsløn uanset anciennitet

Opmanden (Højesteretsdommer Jørgen Steen Sørensen) frifandt DI Overenskomst II.

Rettens begrundelse

Opmanden fandt, at Serviceoverenskomstens § 7, stk. 5, alene regulerer minimumslønnen ved fremmøde til en aftalt opgave og ikke den generelle aflønning af afløsere.

• Fortolkning af § 7, stk. 5: Bestemmelsens naturlige forståelse, dens placering i kapitel A (Ansættelse og arbejdstid) og dens sammenhæng med stk. 4, indebærer, at den kun sikrer en betaling svarende til mindst 3 præstationsløntimer ved fremmøde.
• Lønsatsens afhængighed af anciennitet: Afløseres løn i øvrigt skal fastsættes efter anciennitetsreglerne i overenskomstens §§ 10 og 11, da § 7, stk. 4, bestemmer, at overenskomstens øvrige bestemmelser er gældende.
• Forhistorien: 3F havde ikke godtgjort, at parterne under forhandlingerne om den gældende overenskomst (OK23) tilsigtede en retsstilling, hvor afløsere skulle have præstationsløn uanset anciennitet, særligt da 3F's udtrykkelige forslag herom ikke blev medtaget i den endelige aftale.

Sammenfattende finder jeg, at overenskomstens § 7, stk. 5, må forstås således, at en afløser ved fremmøde til en aftalt afløsningsopgave har krav på en løn, der mindst svarer til 3 præstationsløntimer, men at den pågældendes løn i øvrigt skal fastsættes efter overenskomstens §§ 10 og 11. Som følge heraf tager jeg DI Overenskomst II’s påstand om frifindelse til følge.

• Supplerende bemærkning om satsen: Opmanden bemærkede, at udtrykket 'præstationsløn' i § 7, stk. 5, naturligt refererer til den præstationslønssats, der er nævnt i § 10, stk. 1 (164,86 kr. pr. 15. marts 2024).

Afgørelse:

• DI Overenskomst II frifindes.
• Parterne skal betale egne sagsomkostninger og hver betale halvdelen af opmandens honorar.

Kernen i sagen er uenighed om udbetalingen af et specifikt kvalifikationstillæg. Efter syv års beskæftigelse inden for faget udløser overenskomsten et tillæg på seks løntrin. Kommunen valgte at udbetale dette tillæg i forhold til klagerens faktiske arbejdstid på 17 timer, fremfor at udbetale det fulde beløb svarende til en fuldtidsstilling på 37 timer.

Parternes påstande og argumenter

Klageren, støttet af sin faglige organisation, gjorde gældende, at den proportionale nedsættelse af tillægget udgjorde forskelsbehandling på grund af handicap. Hun argumenterede for, at hun som fleksjobansat følger den kollektive overenskomst, og at hendes kolleger, der er ansat på ordinære vilkår på fuld tid, modtager det fulde tillæg. Klageren henviste desuden til udtalelser fra den daværende beskæftigelsesminister om, at fleksjobansatte skal have krav på lønstigninger og tillæg på lige fod med ordinært ansatte.

Indklagede kommune anførte derimod:

• At lønnen fastsættes efter rammeaftalen om det sociale kapitel.
• At det er fast praksis at udbetale tillæg i forhold til den aktuelle beskæftigelsesgrad.
• At der ikke findes en eksplicit forpligtelse i overenskomsten til at yde fuldt tillæg til medarbejdere på nedsat tid.

Juridiske spørgsmål

Sagen rejste spørgsmålet om, hvorvidt det i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2 udgør direkte eller indirekte forskelsbehandling at anvende et proportionalitetsprincip for løntillæg, når nedsættelsen af arbejdstiden skyldes et handicap.