Ligebehandlingsnævnet afviser klage over handicapdiskrimination grundet manglende bevis for helbredstilstand

Sagen omhandler en borger, der rettede henvendelse til Ligebehandlingsnævnet med en klage over en offentlig myndighed. Klageren gjorde gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling i form af mobning og uretmæssig sagsbehandling i forbindelse med sine klager over myndighedens afgørelser. Han anførte desuden, at han blev mødt med besynderlige forklaringer på, hvorfor hans klager enten blev overset eller sendt tilbage til de oprindelige instanser.

Faktiske omstændigheder og påstande

Klageren oplyste, at han har en psykisk sygdom, som han mente var årsagen til den negative behandling. Han fremlagde screenshots som dokumentation for forløbet, herunder korrespondance vedrørende et skattekrav og et telefonopkald til myndigheden i juni 2019. Ifølge klageren blev vigtige oplysninger fra dette opkald ignoreret, hvilket førte til økonomiske konsekvenser for ham.

Manglende dokumentation

Nævnets sekretariat anmodede af to omgange klageren om at indsende lægelig dokumentation for sit handicap. Dokumentationen skulle beskrive handicappets art og de begrænsninger, det medførte i hverdagen, for at nævnet kunne vurdere, om klageren var beskyttet af lovgivningen mod forskelsbehandling. Klageren reagerede ikke på disse henvendelser eller de fastsatte frister.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om at afvise at behandle klagen. Afvisningen er begrundet i, at det var åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold i sagen.

Retslig vurdering og bevisbyrde

Nævnet lagde til grund, at det er klageren, der har bevisbyrden for at have et handicap i overensstemmelse med definitionen i Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 5. Da klageren ikke havde indsendt den nødvendige lægelige dokumentation trods flere opfordringer, var det ikke godtgjort, at han led af et handicap, der faldt under lovens beskyttelsesområde.

Manglende faktiske omstændigheder

Derudover vurderede nævnet, at der ikke var fremlagt faktiske omstændigheder, der tydede på, at den indklagede myndighed havde handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 2. Da klageren hverken havde løftet bevisbyrden for sit handicap eller for faktiske omstændigheder om forskelsbehandling jf. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af handicap § 10, blev klagen afvist i medfør af Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8.