Kommune frifundet for forskelsbehandling af læge med handicap i forbindelse med budgetbetinget timereduktion

Klager scorede lavt på parametre som fleksibilitet, produktivitet og forandringsvillighed. På baggrund af denne vurdering blev hun varslet opsagt med tilbud om genansættelse på 22 timer ugentligt i stedet for 37 timer.

Parternes påstande

Klager gjorde gældende, at hun blev udsat for forskelsbehandling på grund af både handicap og alder. Hun argumenterede for, at hendes manglende fleksibilitet var en direkte følge af hendes handicap, og at udvælgelseskriterierne derfor ramte hende uforholdsmæssigt hårdt. Hun påpegede desuden, at hun var den ældste læge i afdelingen. Kommunen afviste påstandene og anførte, at beslutningen udelukkende var økonomisk og fagligt funderet, samt at man havde forsøgt at imødekomme klagers skånebehov gennem tilbuddet om nedsat tid.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at den indklagede kommune ikke har handlet i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2.

Vurdering af aldersdiskrimination

Nævnet fandt det ikke godtgjort, at klagers alder spillede en rolle i beslutningen om afskedigelse. Selvom klager var den ældste læge, var den sekretær, der ligeledes blev varslet ned i tid, ikke den ældste i sin faggruppe. Der var ingen faktiske omstændigheder, der tydede på, at alder indgik som et negativt kriterium.

Vurdering af handicap og tilpasningsforpligtelse

Nævnet anerkendte, at klager havde et handicap i lovens forstand på grund af de varige kognitive og fysiske følger efter blodproppen. Nævnet vurderede dog, at kommunen havde opfyldt sin tilpasningsforpligtelse i henhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2a:

• Hensigtsmæssige foranstaltninger: Kommunen havde tilbudt nedsat arbejdstid, etableret støjskærme, givet mulighed for hjemmearbejde og sikret fleksible mødetider.
• Udvælgelseskriterier: Selvom kriterier som fleksibilitet og produktivitet kan stille en handicappet medarbejder ringere, vurderede nævnet, at når arbejdsgiveren har foretaget de nødvendige tilpasninger – herunder tilbuddet om 22 timers ansættelse – udgør anvendelsen af kriterierne ikke ulovlig forskelsbehandling.

Da klager selv afviste tilbuddet om genansættelse på 22 timer, og da kommunen havde dokumenteret et reelt behov for besparelser, var afskedigelsen saglig og i overensstemmelse med ligebehandlingsprincippet.

Klageren blev varslet om opsigelse i januar 2011 som en del af denne proces. Hun mente, at udvælgelsen af hende beroede på usaglige hensyn til hendes alder og hendes handicap. Hun anførte blandt andet, at hun var den ældste i afdelingen, og at hendes behov for personlig assistent medførte ekstra administrative byrder og udgifter for arbejdsgiveren.

Indklagede kommune afviste påstandene og gjorde gældende, at opsigelsen var begrundet i arbejdsmangel. De anførte, at klageren i forhold til de personlige kriterier ikke lå på samme niveau som sine kolleger, herunder med henvisning til en konkret borgerklage, der havde ført til et sjældent sagsbehandlerskifte.