Afslag på ansættelse af elev med handicap og vurdering af bevisbyrde for forskelsbehandling

Klageren anførte, at han under samtalen den 31. maj 2018 oplyste om sit handicap. Han mente, at han opfyldte alle faglige krav, og at afslaget alene var begrundet i en frygt for, at han ville være en belastning for arbejdspladsen. Klageren bestred desuden arbejdsgiverens beskrivelse af ham som uinteresseret i deres teknologier.

Arbejdsgiveren forklarede derimod, at de ikke var bekendt med de specifikke detaljer i klagerens handicap, da han ifølge deres opfattelse ikke nævnte det under samtalen. Afslaget blev begrundet med, at klageren fremstod uengageret i forhold til supportdelen af jobbet og virkede mere orienteret mod projektarbejde end kundevendt service. Virksomheden understregede, at de allerede havde ansatte med nedsat funktionsevne, og at valget faldt på en kandidat med stærkere personlige og faglige kompetencer til netop denne stilling.

Ligebehandlingsnævnet traf afgørelse om, at de ikke kunne behandle klagen, da det var åbenbart, at klageren ikke kunne få medhold i sine påstande.

Nævnets begrundelse og retsgrundlag

Sagen blev vurderet i forhold til Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, som forbyder arbejdsgivere at forskelsbehandle ansøgere på grund af handicap.

Nævnet lagde i sin vurdering vægt på følgende juridiske aspekter:

• I overensstemmelse med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 7a er det klageren, der skal påvise faktiske omstændigheder, som giver anledning til at formode, at der er sket forskelsbehandling.
• Nævnet fandt, at der hverken i klagen eller i sagens øvrige materiale var oplysninger, der støttede en sådan formodning.
• Da det blev vurderet som åbenbart, at klageren ikke kunne løfte bevisbyrden for, at handicappet havde haft indflydelse på afslaget, besluttede formanden at afvise klagen jf. Bekendtgørelse af lov om Ligebehandlingsnævnet § 8.

Det centrale i afgørelsen var, at arbejdsgiverens skøn over ansøgerens personlige egnethed og servicemindedhed i en supportstilling blev anset for sagligt funderet og uden dokumenteret sammenhæng med klagerens skizotypiske sindslidelse eller ordblindhed.

Da ansættelsesudvalget udvalgte kandidater til samtale, blev klageren ikke indkaldt. Han modtog et standardafslag, hvorefter han bad om en uddybende begrundelse. Kommunen erkendte efterfølgende, at de ved en fejl havde overset anmodningen om fortrinsadgang, som var vedlagt som bilag til ansøgningen.

Parternes argumenter

Klageren gjorde gældende, at han opfyldte de formelle uddannelseskrav og besad relevant erfaring. Han mente, at den manglende indkaldelse til samtale udgjorde en grov sagsbehandlingsfejl og i sig selv var udtryk for forskelsbehandling på grund af handicap i strid med Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v. § 2, stk. 1.

Kommunen anførte derimod, at udvælgelsen skete på baggrund af en samlet screening af 110 ansøgere, hvor de fokuserede på:

• Relevant uddannelse
• Relevant erfaring (herunder kommunal erfaring)
• Sociale kompetencer og fokus på arbejdsmiljø

Kommunen redegjorde for kvalifikationerne hos de seks udvalgte kandidater:

Kommunen fastholdt, at klageren ikke blev valgt, fordi andre kandidater havde mere relevant erfaring og bedre ramte de sociale fokuspunkter, og ikke fordi han var ordblind.