EU's erstatningsansvar for retsforsinkelse: Afvisning af krav om bankgarantiomkostninger grundet manglende årsagssammenhæng

Afvisning af erstatningskrav for tab af indtægter

Domstolen fastholdt, at Guardian ikke godtgjorde det personlige og faktiske tab, der er nødvendigt for at pålægge EU ansvar.

• Selvom Retten begik en fejl ved at se bort fra, at Guardian ejede 100% af de datterselskaber, der betalte bøden (og dermed bar den økonomiske byrde), ændrede dette ikke sagens udfald (præmis 115).
• Guardian fremlagde ikke bevis for, at datterselskabernes midler ville være blevet investeret i Guardian Europes virksomhed, hvis de havde været disponible (præmis 117).

Afvisning af krav om ikke-økonomisk skade og retslig fejl

Domstolen forkastede Guardians krav om erstatning for skade på omdømmet og fastholdt, at Retten ikke begik en retlig fejl ved at afvise Guardians påstand om, at Unionen ifalder erstatningsansvar som følge af en tilsidesættelse af EU-retten begået af Retten.

• Retten, som ikke er en retsinstans, der træffer afgørelse i sidste instans, kan ikke udløse Unionens erstatningsansvar for indholdet af en retslig afgørelse, der kan appelleres (præmis 85).
• Guardian undlod at bevise, at den påberåbte ikke-økonomiske skade på omdømmet var faktisk og sikker, og at den skyldtes forsinkelsen eller ligebehandlingsprincippet, ud over den skade, der allerede var forbundet med selve karteldeltagelsen (præmis 135, 141).

Centrale EU-retlige spørgsmål

• Er Kommissionen erstatningsansvarlig for det tab, Inalca og Cremonini har lidt som følge af OLAF's undersøgelse?
• Er kravet om erstatning forældet?
• Er der en tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem OLAF's undersøgelse og Inalca og Cremoninis tab?

Hovedargumenter

• Inalca og Cremonini argumenterede for, at Kommissionen var ansvarlig for deres tab, og at kravet ikke var forældet, da tabet først med sikkerhed indtraf i 2006, da Kommissionen fjernede uregelmæssighederne fra listen over uregelmæssigheder. De anførte også, at der var en direkte årsagssammenhæng mellem OLAF's undersøgelse og deres tab.
• Kommissionen argumenterede for, at kravet var forældet, da tabet var indtrådt i 1999, da de italienske myndigheder indledte tilbagesøgningsprocedurerne. Kommissionen anførte også, at der ikke var en tilstrækkelig årsagssammenhæng mellem OLAF's undersøgelse og Inalca og Cremoninis tab.

Rettens afgørelse

Retten afviste Inalca og Cremoninis erstatningskrav, idet den fandt, at kravet var forældet for så vidt angår visse tab, og at der ikke var den nødvendige årsagssammenhæng mellem OLAF's undersøgelse og Inalca og Cremoninis tab for så vidt angår de resterende tab.

Domstolens behandling

Inalca og Cremonini appellerede Rettens afgørelse til Domstolen, mens Kommissionen indgav en kontraappel. Domstolen forkastede både appellen og kontraappellen.