EU-rettens forrang: Nationalt quasi-judicielt organ skal tilsidesætte stridende national lovgivning om aldersdiskrimination

Denne præjudicielle sag, forelagt af Irlands Supreme Court, omhandler spørgsmålet om, hvorvidt et nationalt organ, der ved lov er tildelt kompetence til at håndhæve EU-retten på et specifikt område, har pligt til at undlade at anvende national lovgivning, der strider mod EU-retten, selv når national forfatningsret forbeholder denne kompetence udelukkende til de traditionelle domstole.

Sagen udspringer af klager indgivet af Ronald Boyle og andre, som blev udelukket fra ansættelse som politibetjente (An Garda Síochána) i Irland, fordi de overskred den maksimale aldersgrænse på 35 år fastsat i national lovgivning. Klagerne gjorde gældende, at denne aldersgrænse udgjorde aldersdiskrimination i strid med Rådets direktiv 2000/78/EF om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse.

Tvisten i Hovedsagen

• Klagerne indgav sagen til Workplace Relations Commission (WRC), et administrativt/quasi-judicielt organ oprettet til at håndhæve irske love om ligebehandling, der implementerer direktiv 2000/78/EF.
• Minister for Justice and Equality gjorde gældende, at WRC manglede kompetence til at tilsidesætte national lovgivning, idet Irlands forfatningsret (Artikel 34) forbeholder beføjelsen til at erklære national lovgivning uanvendelig for High Court og Supreme Court.
• Den forelæggende ret (Supreme Court) anerkendte, at den nationale kompetencefordeling opfyldte ækvivalensprincippet, da den gjaldt både national og EU-ret. De spurgte dog, om effektivitetsprincippet og forrangsprincippet ikke desto mindre krævede, at WRC skulle have beføjelsen til at træffe afgørelsen og undlade at anvende den stridende lovgivning i den konkrete sag.

Domstolen (Store Afdeling) fastslog, at EU-retten og navnlig princippet om dens forrang er til hinder for national lovgivning, der fratager et nationalt organ, som er tildelt kompetence til at sikre håndhævelsen af EU-retten på et bestemt område, beføjelsen til at undlade at anvende en national bestemmelse, der er i strid med EU-retten.

Domstolens Begrundelse for Pligten til Tilsidesættelse

Domstolen understregede, at pligten til at sikre EU-rettens fulde virkning og forrang ikke kun påhviler de nationale domstole, men også alle statsorganer – herunder administrative myndigheder og organer som Workplace Relations Commission – der inden for rammerne af deres respektive kompetencer skal anvende EU-rettens bestemmelser (præmis 38).

• Selvom det tilkommer medlemsstaterne at udpege de organer, der kan ophæve national lovgivning med generel virkning, må denne opgavefordeling ikke begrænse EU-rettens virkning.
• Hvis et organ som WRC, der er udpeget til at håndhæve direktiv 2000/78/EF i konkrete sager, ikke kan undlade at anvende en modstridende lov, ville den effektive virkning af EU-rettens regler om ligebehandling mindskes.