Aldersdiskrimination i dommerlønninger: Fortolkning af direktiv 2000/78/EF

Daniel Unland anlagde sag mod Land Berlin vedrørende aflønning som dommer. Sagen omhandler fortolkningen af direktiv 2000/78/EF om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv, særligt artikel 2, 3 og 6.

Daniel Unland gjorde gældende, at han var blevet udsat for forskelsbehandling på grund af alder, da hans grundløn som dommer blev fastsat på baggrund af hans alder ved ansættelsen, og at efterfølgende stigninger i lønnen ligeledes var aldersrelaterede. Han mente, at både den tidligere forbundslov om aflønning af tjenestemænd og de efterfølgende overgangsbestemmelser i Land Berlin var i strid med EU-retten.

Verwaltungsgericht Berlin forelagde en række præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen, herunder om direktiv 2000/78 finder anvendelse på aflønning af dommere, om aldersrelateret aflønning udgør forskelsbehandling, og om en sådan forskelsbehandling kan begrundes.

Domstolen fastslog, at direktiv 2000/78 finder anvendelse på aflønning af dommere, og at en national lovgivning, der fastsætter grundlønnen udelukkende på baggrund af alder, er i strid med direktivet. Domstolen fandt dog, at overgangsbestemmelser, der beskytter erhvervede rettigheder, kan være berettigede, selvom de opretholder visse aldersrelaterede forskelle. Domstolen vurderede også, at en ordning, der begunstiger ældre dommere ved overgangen til en ny lønordning, kan være berettiget, hvis den er hensigtsmæssig og nødvendig for at opnå legitime mål.

Domstolen præciserede, at EU-retten ikke kræver, at forskelsbehandlede dommere automatisk skal have efterbetalt løn svarende til det højeste løntrin, men at det tilkommer den nationale ret at afgøre, om betingelserne for statsansvar er opfyldt. Endelig fastslog Domstolen, at en national regel, der kræver, at krav på pengeydelser fremsættes inden for en kort frist, er forenelig med EU-retten, hvis den ikke tilsidesætter ækvivalens- og effektivitetsprincipperne.

Afgørelse

• Artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at vilkårene for aflønning af dommere er omfattet af direktivets anvendelsesområde.
• Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de er til hinder for en national lovgivning, hvorefter grundlønnen for en dommer i forbindelse med vedkommendes ansættelse fastsættes udelukkende i forhold til denne dommers alder.
• Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter de nærmere bestemmelser for omplacering i en ny lønordning af de dommere, der allerede var fastansat før denne lovgivnings ikrafttræden, og foreskriver, at det løntrin, som disse herefter indplaceres på, alene afhænger af den grundløn, som de oppebar i henhold til den tidligere lønordning, selv om denne lønordning indebar en forskelsbehandling på grund af dommerens alder, for så vidt som den forskelsbehandling, som denne lovgivning indebærer, kan begrundes med målet om beskyttelse af erhvervede rettigheder.
• Artikel 2 og artikel 6, stk. 1, i direktiv 2000/78 skal fortolkes således, at de ikke er til hinder for en national lovgivning, der fastsætter de nærmere bestemmelser for avancement i en ny lønordning for dommere, der allerede var fastansat før denne lovgivnings ikrafttræden, og foreskriver, at dommere, som på referencetidspunktet for overgangen til den nye ordning havde nået en bestemt alder, fra et bestemt løntrin tildeles en hurtigere lønstigning end dommere, som var yngre på tidspunktet for overgangen til den nye ordning, for så vidt som den forskelsbehandling, som denne lovgivning indebærer, kan begrundes i henhold til artikel 6, stk. 1, i dette direktiv.
• Under omstændigheder som de i hovedsagen omhandlede pålægger EU-retten ikke, at dommere, der er blevet forskelsbehandlet, med tilbagevirkende kraft ydes et beløb svarende til forskellen mellem den faktisk oppebårne løn og den løn, som svarer til det højeste løntrin i deres lønramme. Det tilkommer den forelæggende ret at undersøge, om samtlige de betingelser, som er opstillet i Den Europæiske Unions praksis, er opfyldt, for at Forbundsrepublikken Tyskland kan ifalde et ansvar ifølge EU-retten.
• EU-retten er ikke til hinder for en national regel, hvorefter en national dommer er forpligtet til at gøre et krav på pengeydelser, der ikke direkte følger af loven, gældende inden for en relativ kort frist, hvis denne regel hverken tilsidesætter ækvivalensprincippet eller effektivitetsprincippet. Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om disse betingelser er opfyldt i hovedsagen.

Centrale EU-retlige principper

• Direktiv 2000/78/EF: Dette direktiv fastlægger en generel ramme for bekæmpelse af forskelsbehandling med hensyn til beskæftigelse og erhverv på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.
• Ligebehandlingsprincippet: Princippet om ligebehandling indebærer, at ingen må udsættes for direkte eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde.
• Artikel 153, stk. 5, TEUF: Unionen har ikke beføjelse til at gribe ind på området for lønforhold, men dette berører ikke anvendelsen af direktiv 2000/78 på lønvilkår, der indgår i beskæftigelsesvilkårene.
• Objektiv og rimelig begrundelse: Ulige behandling på grund af alder kan være tilladt, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål inden for rammerne af den nationale ret, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæssige og nødvendige.
• Beskyttelse af erhvervede rettigheder: Beskyttelsen af en personkategoris erhvervede rettigheder udgør et tvingende alment hensyn, der kan begrunde visse former for forskelsbehandling.
• Ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet: Nationale regler må ikke tilsidesætte ækvivalensprincippet (at nationale regler ikke må være mere ugunstige end regler i lignende nationale sager) eller effektivitetsprincippet (at nationale regler ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve rettigheder, der er tillagt i EU-retten).

Anvendelse i sagen

• Domstolen fastslår, at aflønning af dommere er omfattet af direktiv 2000/78.
• Domstolen finder, at en national lovgivning, der fastsætter grundlønnen for dommere udelukkende i forhold til deres alder, er i strid med direktivet.
• Domstolen anerkender, at beskyttelse af erhvervede rettigheder kan begrunde en overgangsordning, selvom den opretholder visse forskelle baseret på tidligere aldersrelaterede lønninger.
• Domstolen fastslår, at en ordning, der begunstiger ældre dommere ved overgangen til en ny lønordning, kan være berettiget, hvis den er hensigtsmæssig og nødvendig for at opnå legitime mål.

Betydning for EU-retten

• Afgørelsen præciserer anvendelsesområdet for direktiv 2000/78 og bekræfter, at det også gælder for aflønning af dommere.
• Afgørelsen understreger, at aldersrelateret forskelsbehandling kun er tilladt under visse betingelser og kræver en konkret vurdering af de forfulgte formål og de anvendte midler.
• Afgørelsen bekræfter vigtigheden af at beskytte erhvervede rettigheder, men også behovet for at sikre ligebehandling og undgå urimelig forskelsbehandling.