Revisionsvirksomhed nægtet fradrag for erstatning i selskabstømmersag

Sagen omhandler en interessent i en revisionsvirksomhed, som blev nægtet fradrag for sin andel af erstatninger, som virksomheden havde betalt i forbindelse med selskabstømmersager. Erstatningerne blev betalt i indkomstårene 2000, 2001 og 2002.

Klageren argumenterede for, at erstatningerne skulle anses for et fradragsberettiget driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da de var et udslag af en normal driftsrisiko i en revisionsvirksomhed. Alternativt blev det anført, at tabet var fradragsberettiget som tab på en regresfordring mod selskabstømmerne i medfør af Kursgevinstloven § 17.

SKAT og Skatteankenævnet afviste fradragsretten med den begrundelse, at medvirken til selskabstømning ikke udgør en normal driftsrisiko. De henviste til Højesterets praksis (Thrane-sagen), hvor rådgiveres adfærd i sådanne sager blev karakteriseret som en "uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser". En sådan adfærd blev anset for at ligge uden for rammerne af sædvanlig revisionsvirksomhed.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at fradrag for erstatninger som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a forudsætter, at de erstatningspådragende dispositioner er sædvanlige for driften, og at erstatningerne er et udslag af en naturlig driftsrisiko.

Retten lagde til grund, at der ikke var fremlagt detaljerede oplysninger om de specifikke handler, og at erstatningsbeløbene derfor måtte antages at være baseret på principperne fra Højesterets dom i Thrane-sagen (TfS 1999.897 H). På baggrund af denne dom konkluderede Landsskatteretten, at:

• Interessentskabet på en uforsvarlig måde havde tilsidesat skattevæsenets interesser.
• Medvirken til salg af overskudsselskaber ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition.
• Interessentskabet ikke havde gjort noget reelt for at afværge skattevæsenets risiko.

På dette grundlag fandt Landsskatteretten, at revisionsvirksomhedens medvirken lå uden for rammerne af normal og sædvanlig drift. Erstatningsudgifterne var derfor ikke et resultat af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko og kunne ikke fradrages som et driftstab.

Vedrørende argumentet om fradrag for tab på regresfordringer efter Kursgevinstloven § 17, jf. Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, fandt retten, at da den oprindelige handling (medvirken til selskabstømning) ikke var en del af sædvanlig drift, kunne det afledte tab på regresfordringen heller ikke fradrages.