Erstatning i selskabstømmersag anset for ikke-fradragsberettiget driftstab for revisor

Sagen omhandler en interessent i en revisionsvirksomhed, der blev nægtet fradrag for sin andel af erstatninger, som virksomheden havde betalt i forbindelse med selskabstømmersager. Erstatningerne vedrørte indkomstårene 2000, 2001 og 2002.

Klagerens andel af de samlede erstatninger var som følger:

Klagerens repræsentant argumenterede for, at erstatningerne var fradragsberettigede som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a, da de var et udslag af en normal driftsrisiko i en revisionsvirksomhed. Alternativt blev det anført, at tabet kunne fradrages som tab på en regresfordring mod selskabstømmerne i medfør af Kursgevinstloven § 17.

SKAT argumenterede imod fradrag og henviste til Højesterets praksis, herunder Thrane-dommen (TfS 1999.897 H). SKAT anførte, at revisorernes medvirken i selskabstømmersagerne var en "uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser" og ikke havde karakter af en normal forretningsmæssig disposition. Derfor kunne tabet ikke anses for at være opstået som følge af en normal driftsrisiko.

Landsskatterettens afgørelse

Landsskatteretten fastslog, at fradrag for erstatninger som et driftstab i henhold til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a forudsætter, at de erstatningspådragende dispositioner er sædvanlige for virksomhedens drift, og at erstatningerne er et udslag af en naturlig driftsrisiko.

Retten lagde til grund, at de betalte erstatninger stammede fra revisionsvirksomhedens medvirken i selskabstømmersager. Da der ikke var fremlagt detaljerede oplysninger om de specifikke handler, baserede retten sin afgørelse på de principper, der blev fastlagt i Højesterets Thrane-dom (TfS 1999.897 H). Ud fra denne dom konkluderede Landsskatteretten, at revisionsvirksomheden (Interessentskabet) havde handlet på en måde, der var:

• En uforsvarlig tilsidesættelse af skattevæsenets interesser.
• Ikke en del af en normal forretningsmæssig disposition.
• Uden reelle forsøg på at afværge risikoen for skattevæsenet.

På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at virksomhedens medvirken lå uden for rammerne af normal og sædvanlig revisionsvirksomhed. Erstatningsudgifterne var derfor ikke et resultat af en sædvanlig og naturlig driftsrisiko og kunne ikke fradrages som et driftstab.

Vurdering af tab på regresfordring

Landsskatteretten afviste også fradrag efter Kursgevinstloven § 17, som henviser til Statsskatteloven § 6, stk. 1, litra a for tab på fordringer erhvervet i tilknytning til erhvervsmæssig drift. Da den grundlæggende medvirken til salg af overskudsselskaberne ikke blev anset for at være et led i sædvanlig drift, kunne et tab på en eventuel regresfordring heller ikke fradrages.

Landsskatteretten stadfæstede derfor skatteankenævnets afgørelse.