Beskatning af aktier i luxembourgsk ejendomsinvesteringsselskab

Spørger argumenterede for, at realisationsbeskatning er gældende, da B ikke opfylder betingelserne for lagerbeskatning som investeringsselskab i henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 19. Dette begrundes med tre hovedpunkter:

1. B er ikke omfattet af Direktiv 85/611/EØF (UCITS-direktivet).
2. Andele i selskabet kan ikke tilbagekøbes på forlangende af ihændehaveren, hvilket er et kriterium for lagerbeskatning (jf. ABL § 19, stk. 2, nr. 2).
3. Mindst 85% af kapitalen investeres via datterselskaber i fast ejendom (ikke værdipapirer), hvilket opfylder undtagelsen i ABL § 19, stk. 3.

Skatterådet tiltrådte SKATs indstilling og besvarede spørgsmålet bekræftende, hvilket betyder, at aktier i selskabet B skal beskattes efter realisationsprincippet, jf. Aktieavancebeskatningsloven § 23.

Skatterådets konklusion var baseret på to hovedpunkter:

1. Kvalifikation som selskab: B har tilstrækkeligt aktieselskabslignende karakteristika (selvstændig ledelse, begrænset hæftelse, egne vedtægter), til at aktierne i B anses for omfattet af Aktieavancebeskatningsloven.
2. Ikke et investeringsselskab: B kan ikke kvalificeres som et investeringsselskab i henhold til Aktieavancebeskatningsloven § 19.

Der blev lagt betydelig vægt på, at ingen aktionær i B er tillagt ret til at forlange sine aktier indløst overhovedet. Dette er et centralt forhold ved bedømmelsen af, hvorvidt en aktie er omfattet af Aktieavancebeskatningslovens § 19 eller ej (jf. ABL § 19, stk. 2, nr. 2). Da denne centrale betingelse for lagerbeskatning ikke er opfyldt, er gevinster og tab på aktierne underlagt realisationsprincippet for danske investorer.

Parterne i sagen er Staatssecretaris van Financiën (statssekretær for finansspørgsmål) mod Fiscale Eenheid X NV cs (X).

X er en skattemæssig enhed, der i 1996 indgik aftaler med tre selskaber om levering af forskellige tjenesteydelser. Disse selskaber var stiftet af pensionsfonde og investerede i fast ejendom. A Beheer NV (A), en del af X, udførte opgaver for selskaberne, herunder administration af fast ejendom, udarbejdelse af finansielle beretninger og anskaffelse af investorer.

X undlod at betale moms af de modtagne vederlag, idet de mente, at ydelserne var omfattet af momsfritagelsen. Den nationale afgiftsmyndighed var uenig og pålagde X en efteropkrævning af moms.

Sagen blev appelleret til Hoge Raad der Nederlanden, som forelagde følgende præjudicielle spørgsmål for EU-Domstolen:

• Kan et selskab, der er stiftet af flere investorer med det ene formål at investere i fast ejendom, anses for en investeringsforening?
• Omfatter begrebet »forvaltning« også den faktiske drift af selskabets faste ejendom, som er uddelegeret til tredjemand?

Domstolen bemærkede, at medlemsstaterne har definitionskompetence vedrørende »investeringsforeninger«, men at denne kompetence skal udøves i overensstemmelse med direktivets formål og princippet om afgiftsneutralitet. Domstolen fastslog, at investeringsselskaber, der investerer i fast ejendom, kan anses for »investeringsforeninger«, hvis de er underlagt et særligt statsligt tilsyn. Dog omfatter begrebet »forvaltning« ikke den faktiske drift af fast ejendom.