Ugyldigt forbrugsregnskab grundet manglende klagevejledning i Lemvig Kommune

Sagen omhandler en tvist mellem udlejer og lejer vedrørende et forbrugsregnskab for el, herunder el anvendt til opvarmning, i en ejendom i Bøvling, Lemvig Kommune. Lejemålet startede 1. oktober 2012 med en 2-årig tidsbegrænsning. Ejendommen har solpaneler installeret under en tilbageløbsordning.

Udlejer fremsendte et forbrugsregnskab til lejer den 28. september 2013, som dækkede perioden 1. august 2012 til 31. maj 2013. Regnskabet inkluderede både el leveret fra elselskabet og el produceret af solpanelerne. Udlejer krævede en tillægsbetaling på 5.617,71 kr.

Lejerens advokat (LLO) gjorde indsigelse mod regnskabet og hævdede, at lejer kun skulle betale for det faktiske forbrug målt på hovedmåleren, ikke for den producerede el fra solpanelerne. Dette ville resultere i et overskud til lejer på 1.266 kr.

Udlejer fastholdt, at opgørelsen var i overensstemmelse med lejekontrakten, som specificerede, at lejer skulle betale for al el, inklusiv den producerede fra solpanelerne.

Sagen blev indbragt for Huslejenævnet i Lemvig Kommune, da parterne ikke kunne nå til enighed.

Huslejenævnet godkendte ikke udlejers forbrugsregnskab for perioden 1. august 2012 til 31. maj 2013.

Nævnet bemærkede indledningsvist, at det ifølge lejekontrakten var korrekt, at lejer skulle betale for hele elforbruget, inklusive el produceret af solpanelerne. Dermed afviste nævnet LLO's påstand om, at lejer kun skulle betale for nettoforbrug fra ekstern leverandør.

Imidlertid fandt nævnet, at udlejer skulle have påført en klagevejledning på forbrugsregnskabet. Da der ikke var en klagevejledning, blev forbrugsregnskabet erklæret ugyldigt, og udlejer blev afskåret fra at kræve tillægsbetaling.

Nævnet baserede sin afgørelse på Lejelovens § 40, stk. 1, som kræver en klagevejledning på forbrugsregnskaber. Da fristen for rettidig fremsendelse af et lovligt forbrugsregnskab var overskredet (jf. Lejelovens § 40), kunne udlejer ikke opkræve tillægsbetaling fra lejeren (jf. Lejelovens § 42).

Afgørelsen faldt dermed ud til lejerens fordel, primært på grund af en formel fejl i udlejers håndtering af forbrugsregnskabet.