Opførelse af stuehus på landbrugsejendom på Rømø kræver ikke landzonetilladelse

Nævnet lagde vægt på, at ejendommen havde bopælspligt, jf. Landbrugsloven § 9, stk. 1, og at det eksisterende stuehus var nedrevet. Da det nye stuehus med et areal på 485 m² var under den vejledende grænse på 500 m² for nyopførelse af stuehuse på landbrugsejendomme, ansås det for erhvervsmæssigt nødvendigt.

Opførelsen krævede heller ikke en placering- og udformningstilladelse efter Planloven § 36, stk. 2, da stuehuset blev placeret, hvor det tidligere stuehus lå.

Forholdet til Natura 2000-områder

Klageren anførte, at der manglede dokumentation for, at projektet ikke væsentligt påvirkede Natura 2000-områder. Nævnet fandt imidlertid, at da opførelsen var undtaget fra kravet om landzonetilladelse, var kommunen ikke forpligtet til at foretage en konkret vurdering af, om projektet kunne påvirke et Natura 2000-område væsentligt (væsentlighedsvurdering).

Pligten til væsentlighedsvurdering gælder kun, før der træffes afgørelse om landzonetilladelse efter Planloven § 35, stk. 1, jf. Bekendtgørelse om administration af planloven i forbindelse med internationale naturbeskyttelsesområder samt beskyttelse af visse arter § 4, stk. 1, jf. § 5, stk. 1, nr. 2.

Partshøring

Planklagenævnet vurderede, at kommunen havde overholdt reglerne om partshøring, jf. Forvaltningsloven § 19, stk. 1. Kommunen havde foretaget partshøring og inddraget klagerens høringssvar i afgørelsen. Der er ikke et krav om, at kommunen skal imødekomme indsigelserne, blot at de behandles i forbindelse med afgørelsen.

Afgørelsen blev truffet af formanden på nævnets vegne, jf. Lov om Planklagenævnet § 4.

En nabo klagede over afgørelsen til Planklagenævnet den 8. februar 2019. Klageren anførte navnlig:

Klagerens anbringender

• At der allerede var tilladelse til tre boliger på ejendommen, og at Planloven § 36, stk. 1, nr. 14 ikke fandt anvendelse, da ejendommen var under 30 ha.
• At den nye bolig ønskedes opført uden tilknytning til den eksisterende primære bygningsmasse, hvilket ville medføre spredning af bebyggelsen. Klageren fremhævede, at placeringen var på en bakkeø, højt i landskabet og markant i en udsigtskile.
• At ansøgningsmaterialet var utilstrækkeligt, da der ikke var indsendt visualiseringer med højdekurver, hvilket gjorde det uklart, hvordan byggeriet ville påvirke landskabet.
• At det ansøgte lå inden for skovbyggelinjen.
• At det samlede projekt krævede overordnet planlægning i form af en lokalplan.

Kommunens og ansøgerens bemærkninger

• Antal boliger: Kommunen anførte, at den tidligere tilladelse til en tredje bolig fra 2005 ikke længere var gældende, og at der reelt kun var én bolig (stuehuset) på ejendommen, som skulle nedlægges som beboelse ved ibrugtagning af den nye bolig. Ansøgeren bekræftede, at der var én godkendt bolig.
• Placering: Kommunen fastholdt, at placeringen var nøje udvalgt i overensstemmelse med tilknytningskravet og i dialog med klageren for at sikre naboens udsigt. Afstanden fra byggefeltet til ridehallen var 26,7 m. Ansøgeren ønskede boligen tæt på ridehallen, men med opretholdelse af privatsfæren, og fandt ikke, at boligen kunne placeres syd for det eksisterende stuehus af hensyn til institutionens beboere.
• Ansøgningen: Ansøgeren henviste til, at der var indsendt visualiseringer.

Planklagenævnet fastslog, at klagen var rettidigt indgivet, da den blev modtaget af kommunen inden for klagefristen på fire uger.