Anvendelsesområdet for planlovens § 12, stk. 3: Krav om præcision og begrænsninger i emnevalg

Natur- og Miljøklagenævnet traf i alle tre sager afgørelse om, at kommunernes forbud var ugyldige grundet manglende hjemmel eller utilstrækkelig præcision i plangrundlaget.

Præcisionskravet ved boligstørrelser (Sag A)

I sag A blev et forbud mod at opdele en lejlighed ophævet. Kommuneplanen krævede, at nye boliger skulle være mindst 95 m² i gennemsnit. Nævnet vurderede, at denne bestemmelse ikke var tilstrækkelig entydig, da en gennemsnitsberegning kan variere over tid, og da det ikke var defineret, om gennemsnittet gjaldt for opgangen, ejendommen eller hele karréen.

Afgrænsning over for udstykning (Sag B)

Nævnet fastslog i sag B, at Planloven § 12, stk. 3 kun giver hjemmel til at modsætte sig opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse. Da udstykning ikke er nævnt i ordlyden, kunne kommunen ikke bruge denne paragraf til at forbyde en udstykning. Kommunen var i stedet henvist til at anvende forbud efter Planloven § 14.

Forbud mod nedrivning (Sag C)

I sag C blev det afklaret, at ordlyden i Planloven § 12, stk. 3 vedrørende "opførelse af bebyggelse" ikke kan udvides til at omfatte nedrivning.

Det kan ud fra ordlyden af § 12, stk. 3, om ”opførelse af bebyggelse..” sluttes, at der ikke kan nedlægges forbud mod nedrivning af bebyggelse, der måtte være i strid med kommuneplanen.

Nævnet bemærkede, at kommunen i tilfælde af uønsket nedrivning skal benytte Planloven § 14 eller vurdere, om der foreligger lokalplanpligt efter Planloven § 13, stk. 2.