Personkreds for merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste: Betydningen af behandlingsmuligheder og støttetiltag for vurdering af funktionsnedsættelsens betydelighed

Ankestyrelsen fastslår, at vurderingen af barnets ret til dækning af merudgifter og tabt arbejdsfortjeneste altid er betinget af, om funktionsevnen er betydelig, eller lidelsen er indgribende.

Vurdering af behandlingsperspektivet

Ved vurderingen kan det være relevant at afklare, om medicinsk behandling og/eller støttetiltag kan mindske følgerne af funktionsnedsættelsen i barnets daglige tilværelse. Hvis behandlingen har udsigt til at afhjælpe følgerne "inden for kortere tid", kan det medføre, at barnet ikke er omfattet af personkredsen.

Hvis der er udsigt til, at medicinsk behandling og/eller støttetiltag inden for kortere tid kan afhjælpe følgerne af barnets funktionsnedsættelse eller lidelse, kan det begrunde, at funktionsnedsættelsen ikke er betydelig, eller at lidelsen ikke er indgribende.

I Sag 1 blev kommunens afgørelse hjemvist, da kommunen ikke havde indhentet tilstrækkelige faglige oplysninger om forventet effekt og tidsperspektiv for behandlingen. Kommunen skal indhente en lægelig eller fagkyndig udtalelse, der stemmer overens med gældende retningslinjer, og foretage en konkret, individuel socialfaglig vurdering af tidsperspektivet.

Følgelidelser og diagnosekrav

Ankestyrelsen viderefører principperne om følgelidelser og betydningen af diagnoser:

1. Følgelidelser: Hvis en lidelse er en følge af den primære, betydelige og varige funktionsnedsættelse, behøver følgelidelsen ikke i sig selv at være indgribende eller langvarig. I Sag 2 blev det dog vurderet, at lidelserne ikke var dokumenterede følger, og de skulle derfor selvstændigt opfylde kravene.
2. Diagnose: I Sag 3 fastslog Ankestyrelsen, at manglende færdigudredning eller diagnose ikke i sig selv kan begrunde et afslag.

Det er ikke diagnosen i sig selv, der er afgørende, men følgerne af lidelsen eller den nedsatte funktionsevne i barnets daglige tilværelse.

Ankestyrelsen understreger, at det altid er den samlede vurdering af funktionsnedsættelsens betydning for barnets daglige tilværelse, der er afgørende for, om barnet er omfattet af personkredsen.

Barnets rettigheder og inddragelse

Barnets lov styrker børns retsstilling betydeligt:

• Partsrettigheder fra 10 år (§ 3): Aldersgrænsen for, hvornår et barn selv kan udøve partsbeføjelser (f.eks. klage), nedsættes fra 12 til 10 år.
• Grundlæggende rettigheder (§ 5): Loven fastslår barnets ret til omsorg, tryghed, beskyttelse og inddragelse. Barnets holdning og synspunkter skal løbende inddrages i alle beslutninger, der vedrører dem.
• Ret til bisidder (§ 6): Barnet har på ethvert tidspunkt ret til at lade sig bistå af en person efter eget valg, og kommunen skal oplyse om denne ret.
• Færre sagsbehandlere (§ 8): Kommunen skal tilrettelægge arbejdet med færrest mulige fagprofessionelle omkring barnet for at skabe stabilitet og tillidsfulde relationer.

Vurdering af støttebehov: En ny tretrinsmodel

Loven introducerer en ny, mere fleksibel model for at vurdere et barns behov for støtte, som erstatter den hidtidige model med én type børnefaglig undersøgelse.

I sager med mistanke om æresrelaterede konflikter skal der foretages en risikovurdering, før familien inddrages (§ 18, stk. 3).

Støttende indsatser og anbringelse

Loven viderefører en række kendte støttemuligheder, men med nye rammer:

• Støttende indsatser (§ 32): Omfatter bl.a. praktisk/pædagogisk støtte i hjemmet, familiebehandling, fast kontaktperson og støtteophold.
• Forældre- og børne-/ungepålæg (§§ 38-39): Mulighed for at pålægge forældre eller unge (10-17 år) konkrete handlepligter for at imødegå f.eks. skolefravær eller kriminalitet.
• Anbringelse (§§ 46-47): Der kan træffes afgørelse om anbringelse uden for hjemmet med eller uden samtykke, når der er åbenbar risiko for alvorlig skade på barnets sundhed eller udvikling. Barnet har selv ret til at anmode om at blive anbragt (§ 48).
• Søskendeundersøgelse (§ 21): Hvis et barn anbringes pga. omsorgssvigt eller overgreb, skal kommunen som udgangspunkt altid iværksætte en børnefaglig undersøgelse af eventuelle søskende under 15 år i husstanden.

Stabilitet, permanens og adoption

For at skabe mere ro og forudsigelighed for anbragte børn indføres:

• Permanent anbringelse (§ 67): Efter 3 års anbringelse kan børne- og ungeudvalget beslutte, at anbringelsen skal være permanent, hvis barnet har opnået stærk tilknytning til anbringelsesstedet. Dette kræver ikke længere, at de oprindelige anbringelsesgrunde er opfyldt.
• Fokus på adoption (§ 69): Kommunen skal i en række situationer overveje, om adoption er til barnets bedste for at sikre stabilitet i opvæksten.

Støtte til forældre og børn med funktionsnedsættelser

• Forældrehandleplan (§ 77): Når et barn anbringes, skal kommunen som udgangspunkt udarbejde en særskilt plan for støtten til forældrene for at hjælpe dem med at løse de problemer, der førte til anbringelsen.
• Støtte ved funktionsnedsættelse (Kapitel 8): Loven samler reglerne om støtte til børn og unge med nedsat funktionsevne, herunder dækning af merudgifter (§ 86), tabt arbejdsfortjeneste (§ 87), hjemmetræning (§ 85) og ledsagelse (§ 89).

Planer, opfølgning og overgang til voksenlivet

• Barnets plan og Ungeplanen (§§ 91, 108): Der skal udarbejdes en plan med konkrete mål for barnets trivsel og udvikling. For unge over 16 år kaldes dette en ungeplan, som fokuserer på overgangen til voksenlivet.
• Løbende opfølgning (§ 95): Kommunen skal løbende og systematisk følge op på alle indsatser for at sikre, at de fortsat opfylder deres formål.
• Ungestøtte (§§ 113-120): Støtten til unge, der har været anbragt, styrkes og kan fortsætte indtil det 23. år. Dette kan omfatte opretholdelse af anbringelsen, en fast kontaktperson eller anden støtte til en god overgang til en selvstændig tilværelse.

Særlige beredskaber og underretningspligt

• Kommunale beredskaber (§ 15): Kommunerne forpligtes til at udarbejde skriftlige beredskaber for håndtering af sager om overgreb. Som noget nyt skal der også laves beredskaber for forebyggelse og håndtering af negativ social kontrol, æresrelaterede konflikter og ekstremisme.
• Underretningspligt (Kapitel 16): Reglerne om underretningspligt for fagpersoner og borgere, der er bekymrede for et barns trivsel, videreføres. Kommunen skal vurdere alle underretninger systematisk og rettidigt.

Ikrafttrædelse

Loven træder i kraft den 1. oktober 2023, med enkelte bestemmelser der træder i kraft på andre tidspunkter.