Rådets arbejde har imidlertid bevæget sig i en retning, hvor veterinærfaglige udtalelser er i centrum. Dette tilsiger, at en solid, forskningsbaseret veterinærvidenskabelig indsigt er væsentlig, hvorfor disse kompetencer løbende er inkorporeret i rådet. Det er dog fortsat Fødevareministeriets opfattelse, at der er saglig grund til, at praktiserende dyrlæger er repræsenteret i rådet. Det giver således anledning til balancede udtalelser, hvor der tages hensyn til dyrs fysiologiske, adfærdsmaessige og sundhedsmæssige behov i overensstemmelse med anerkendte praktiske og videnskabelige erfaringer, jf. dyreværnslovens § 2

Efter Fødevareministeriets opfattelse medfører rådets nuværende opgaveportefølje, at rådet i højere grad kan sammenlignes med Retslægerådet, som dog ikke afgiver udtalelser på eget initiativ.

Det er således lovgivers opfattelse, at en solid forskningsbaseret veterinærvidenskabelig indsigt er væsentlig. Ligeledes gør lovgiver det også klart, at Det Veterinære Sundhedsråd ikke direkte kan sammenlignes med Retslægerådet.

Anerkendelsesdirektivet omhandler speciallæger, herunder disses uddannelse og særlige erhvervede rettigheder, i flere artikler, f.eks. artikel 25, 26, 27, hvorimod der ikke findes tilsvarende for dyrlæger. I Danmark findes Bekendtgørelse om specialdyrlæger, der anviser, hvorledes en autoriseret dyrlæge kan anvende betegnelsen specialdyrlæge, bl.a. efter at have erhvervet certificering indenfor et speciale ved European Board of Veterinary Specialisation (EBVS) eller ved American Board of Veterinary Specialties (ABVS). Disse boards er ikke nedsat af offentlige myndigheder.

Hverken dyrlægeloven eller EU’s anerkendelsesdirektiv indeholder en pendant for færdiguddannede dyrlæger til de mange anerkendte specialer inden for humanmedicin. En tilsvarende specialdyrlægeuddannelse eksisterer simpelthen ikke, hvorfor en sammenligning med Retslægerådet og dets ca. 250 ad hoc specialister i bedste fald er meningsløs.

Ad 4.1.3. Status som hhv. første og anden instans

Det Veterinære Sundhedsråd udgør kun yderst sjældent den første instans, der udfører en veterinærfaglig vurdering i en straffesag. I langt de fleste tilfælde der forelægges for Rådet, vil der allerede være foretaget en første og indledende vurdering af de veteri-

nærfaglige forhold af en embeds- eller privatpraktiserende dyrlæge. Det er således absolut undtagelsen, at Det Veterinære Sundhedsråd foretager den første vurdering af de veterinærfaglige spørgsmål efter dyrevelfærdsloven.

Ad 4.1.4. Kravene til erklæringerne

Rådets arbejdsform er beskrevet i Bekendtgørelse om forretningsorden for Det Veterinære Sundhedsråd. Rådet udtaler sig i enighed, og om end muligheden for at afgive udtalelse ved kvalificeret flertal i tilfælde af uenighed eksisterer, kan det oplyses, at denne mulighed ikke har været taget i brug i minimum de seneste 17 år. I tilfælde af at rådets udtalelse baseres på et kvalificeret flertal, vil det fremgå af udtalelsen. ”