Search for a command to run...
1.1. Forsvarets mulighed for at indhente og fremlægge alternative sagkyndige erklæringer (second opinions)
Spørgsmålet om, hvorvidt der kan indhentes og tillades fremlagt alternative sagkyndige erklæringer i sager, hvor der er eller bliver indhentet en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd, bliver behandlet under pkt. 3.3.
Det anføres i artiklen, at der i tidligere praksis ses tilbageholdenhed med at tillade dokumentation af alternative sagkyndige erklæringer fra forsvarer. Det anføres videre i artiklen, at ”Der findes således righoldig praksis i dyreværnssager, hvor forsvarerens begæringer om både indhentelse og fremlæggelse af sagkyndige erklæringer fra dyrlæger er blevet afvist af landsretten, i tilfældet hvor Det Veterinæres Sundhedsråd (endnu) ikke har afgivet erklæring”. Der henvises i den forbindelse til to landsretssdomme TfK2017.268V og TfK2019.345V.
Det synes imidlertid med seneste retspraksis på området afklaret, at indhentelse af alternative sagkyndige erklæringer samt vidneførsel af den dyrlæge, som har udarbejdet erklæringen, kan tillades, når der foreligger en udtalelse fra Det Veterinære Sundhedsråd. Der kan særligt henvises til TfK2021.1294, hvor landsretten i præmisserne (s. 10, 2. spalte) udtaler, at landsretten i en række tidligere sager (herunder AM 2020.12.21V) om overtrædelse af dyreværnsloven (nu dyrevelfærdsloven) mod anklagemyndighedens protest har tilladt dokumentation af dyrlægeerklæringer, som den tiltalte har indhentet samt vidneførsel af dyrlægen, som har udarbejdet erklæringen. Der henvises tillige til U2000.627H.
Praksis i dag er således, at anklagemyndigheden som altobervejende udgangspunkt ikke protesterer mod alternative dyrlægeerklæringer og således følger landsrettens praksis.
1.2. Udgifter til sagkyndige erklæringer indhentet af forsvareren
Under pkt. 2.3. omtales udgifterne til sagkyndig bistand. Der henvises til, at udgifterne til den sagkyndige bistand, som en forsvarer anvender under sagens efterforskning, som udgangspunkt vil kunne omfattes af sagens almindelige omkostninger, jf. retsplejelovens § 1007, der udredes af det offentlige. Videre fremgår det, at hvis der er tale om udgifter i anledning af beviser, som den sigtede eller dennes forsvarer fremskaffer uden rettens foranstaltning, vil disse dog alene blive (helt eller delvist) afholdt af det offentlige, hvis sigtede skønnes at have haft rimelig grund til at fremskaffe beviserne, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3. pkt. Det anføres, at ”om dette er tilfældet, vil afhænge af sagens karakter og kompleksitet, se f.eks. Tfs1990.501 og U2011.1014H” om udgifter til revisionsbistand.
Rigsadvokaten kan i den forbindelse henlede opmærksomheden på TfK2021.1024V, TfK2021.1294V og AM2021.11.03V2. Sagerne vedrørte bl.a., hvorvidt der er grundlag for at pålægge det offentlige at afholde udgifterne til erklæring fra en specialdyrlæge.
I TfK2021.1024 gav landsretten et strafbortfald til en chauffør, som havde transporteret et svin, der ikke var egnet til transport. I relation til sagsomkostningerne lagde landsretten vægt på, at det område, som specialdyrlægens erklæring vedrørte, lå inden for Det
Veterinære Sundhedsråds kompetence, samt at erklæringen var indhentet uden byret- tens foranstaltning, hvorfor landsretten ud fra en samlet vurdering fandt, at der ikke undtagelsesvis var grundlag for at pålægge det offentlige at afholde udgifterne til erklæ- ringen eller til specialdyrlægers forklaring for by- og landsret.
TfK2021.1294V vedrørte to chauffører som tillige fik strafbortfalde i forbindelse med transport af dyr, som ikke var egnet til transporten. Forsvareren anmodede landsretten om at godkende, at udgiften til sagkyndig bistand fra specialdyrlægen samt dyrlægens forklaring i retten blev medtaget som en sagsomkostning, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2. Landsretten fandt, at sagen ikke havde haft en sådan karakter, der havde gjort det nødvendigt for de tiltalte at indhente sagkyndig bistand i form af den fremlagte erklæring og efterfølgende afhjæmling af dyrlægen. Der var derfor ikke grundlag for undtagelsesvist at pålægge det offentlige et betale udgiften hertil, jf. retsplejelovens § 1007, stk. 2, 3 pkt. Tilsvarende gjorde sig gældende i AM2021.11.03V2.
I alle tre sager var spørgsmålet om behandling af dyrene forelagt for Det Veterinære Sundhedsråd. Disse tre landsretssdomme er efter Rigsadvokatens opfattelse udtryk for, at domstolene er tilbageholdende med at pålægge det offentlige at afholde udgifter til sagkyndig bistand foranlediget på forsvarerens initiativ.
1.3. Inddragelse af forsvareren inden sagen forelægges Det Veterinære Sundhedsråd
I artiklens pkt. 4.1.1. anføres, at ”Det er ikke er et krav, at politiet inden forelæggelse for Det Veterinære Sundhedsråd inddrager forsvareren eller den sigtede”.
Det fremgår imidlertid af Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om dyrevelfærd, pkt. 3.1.2. at ”Der er ikke noget til hinder for, at anklagemyndigheden stiller spørgsmål til Det Ve- terinære Sundhedsråd uden forudgående forelæggelse af spørgsmålene for den sigtede eller dennes eventuelle forsvarer. I sager, hvor der er beskikket en forsvarer, skal et udkast til spørgsmålene dog forelægges for forsvareren, således at der så tidligt som muligt under sagens behandling gives sigtede adgang til at stille supplerende spørgsmål.”
I de tilfælde, hvor forsvareren først bliver inddraget i sagen, efter at sagen har været forelagt Det Veterinære Sundhedsråd, skal forsvareren have mulighed for at stille sup- plerende spørgsmål af relevans for sagen. Anklagemyndigheden skal derefter forelægge spørgsmålene for rådet med henblik på en supplerende udtalelse. Det er Rigsadvokatens opfattelse, at denne vejledning også følges i praksis.
1.4. Syn og skøn som alternativ til indhentelse af sagkyndige erklæringer
Afslutningsvis anføres det i artiklen, at ”et ofte overset, alternativ (kan) være, at an- vende syn og skøn, jf. RPL kap. 19. I straffesager kan retten, efter begæring fra tiltalte eller anklagemyndigheden bestemme, at der skal foretages syn og skøn, og skønsmanden vil kunne indkaldes som vidne for at gennemgå syns- og synserklæringen og besvare sup- plerende spørgsmål, jf. RPL § 210.”, jf. pkt. 5.
Spørgsmålet om anvendelse af syn og skøn i straffesager er indgående behandlet i Retsplejerådets betænkning nr. 1543 af 2013 om reform af den civile retspleje VIII (Syn og skøn), kapitel 5, pkt. 3, s. 36. Her fremgår bl.a. følgende:
”Retsplejerådet har i lyset af, hvor sjældent syn og skøn anvendes i straffesager, indledningsvis overvejet, om der fortsat er behov for at kunne anvende syn og skøn i straffesager.
Retsplejerådet finder, at det er relevant at bibeholde muligheden for syn og skøn i straffesager. Selvom syn og skøn ikke anvendes ofte i straffesager, er der tilfælde, hvor syn og skøn i en straffesag er en relevant mulighed at have i forhold til fremskaffelse af beviser. Det vil navnlig være, hvor straffesager vedrører særlige fagområder, hvor der kan være behov for at indhente ekspertviden. Her vil syn og skøn i nogle straffesager kunne være den bedste mulighed for at tilvejebringe de nødvendige oplysninger.
Retsplejerådet finder dog samtidig anledning til at understrege, at rådet ikke umiddelbart ser et behov for en videre anvendelse af syn og skøn i straffesager end i dag, hvor det anvendes meget sjældent, og rådets forslag har således ikke til formål at ændre den gældende praksis i forhold til brugen af syn og skøn i straffesager eller hyppigheden heraf. I forhold til anvendelsen af syn og skøn i straffesager tilsigtes således en videreførelse af den gældende praksis.”
Henset til Retsplejerådets bemærkninger om brugen af syn og skøn i straffesager sammenholdt med den omstændighed, at der er mulighed for, at såvel anklagemyndighedens og forsvarrets veterinærfaglige spørgsmål kan forelægges for et uvildigt organ med særlig fagkundskab (Det Veterinære Sundhedsråd), er det Rigsadvokatens opfattelse, at der ikke umiddelbart ses at være behov for at foretage syn og skøn i veterinærfaglige straffesager.
