Search for a command to run...
Rigsadvokaten fører straffesager i Højesteret og har som overordnet ansvarlig for anklagemyndigheden til opgave at være tæt faglig sparringspartner for Justitsministeriet i udarbejdelsen af nye lovgivningsinitiativer og andre forslag af betydning for anklagemyndighedens arbejde. Rigsadvokaten er desuden ansvarlig for at fastsætte centrale retningslinjer for straffesagsbehandlingen, som kan vejlede statsadvokaterne og politikredsene om rammerne for straffesagsbehandlingen. Retningslinjerne indeholder så vidt muligt udfyldende lovfortolkning og anvisninger om anklagemyndighedens behandling af konkrete sager, herunder f.eks. strafpåstande, men suppleres af lokale retningslinjer, som understøtter det praktiske arbejde med sagerne i den lokale anklagemyndighed. Rigsadvokaten har endvidere i kraft af sin generelle tilsynsrolle et overordnet og strategisk ansvar for at følge op på tværgående problemstillinger. Rigsadvokaten forventes at anvende denne viden til løbende at risikovurdere på hvilke områder, der er behov for særlige implementeringsindsatser. Rigsadvokaten er tillige generelt ansvarlig for at sikre udbredelsen af viden i anklagemyndigheden og for udarbejdelsen og iværksættelsen af generelle implementeringsværktøjer, herunder for at sikre IT-understøttelsen af centrale implementeringstiltag. Endelig har Rigsadvokaten det overordnede ansvar for at sikre koordination med Rigspolitiet.
Statsadvokaterne varetager udførelsen af ankesager ved landsretterne og fører desuden tilsyn med politikredsenes behandling af straffesager og behandler klager over afgørelser, som er truffet af politidirektørerne om strafforfølgning. Statsadvokaten har desuden i kraft af sin rolle som ”juridisk kraftcenter” ansvaret for at initiere implementering af ny lovgivning og større administrative forskrifter i egne embeder og i politikredsene. Derudover følger statsadvokaten løbende som led i tilsynet politikredsens implementering af ny lovgivning mv. På denne baggrund – og gennem deres tværgående blik på politikredsene – har statsadvokaterne ansvar for at sætte retning og løbende at yde kvalificeret faglig sparring til kredsene, herunder ved at identificere, hvor der er behov for en særlig faglig indsats. Statsadvokaterne har endvidere i høj grad det faglige ansvar for vidensdeling på tværs af anklagemyndigheden. Endelig forventes statsadvokaterne at samle op på eventuelle implementeringsudfordringer i kredsene.
Politikredsene varetager udførelsen af straffesager ved byretterne og fører desuden et lokalt tilsyn med straffesagsbehandlingen, herunder med politisøjlen. Politidirektøren har det overordnede ansvar for at sikre kvaliteten og legaliteten på tværs af politikredsen og skal sammen med sin øverste ledelse sætte rammerne for implementering af ny lovgivning og administrative forskrifter på tværs af søjlerne. Kvalitetsadvokaturerne er indgangsvinklen for kommunikation fra Rigsadvokaten og statsadvokaterne om ny lovgivning, der skal implementeres i anklagemyndigheden. Kvalitetsadvokaturen har desuden sammen med ledelsessekretariatet til opgave at være bindeled mellem de forskellige søjler i kredsen (politiet, anklagemyndigheden og staben) i implementeringsarbejdet og skal herunder være med til at sikre, at relevante fagpersoner samt
ledelsesniveauer inddrages og orienteres. Politidirektøren har ansvar for at sikre, at kvalitetsad- vokaturen har de nødvendige betingelser for at kunne gennemføre de lokale implementerings- tiltag, som er påkrævet for at komme i mål med implementeringsopgaven.