Search for a command to run...
Nye lovgivningsmæssige- og andre tiltag skal implementeres effektivt i anklagemyndigheden for at virke efter hensigten. Det høje tempo i lovgivningsarbejdet og en stadig mere kompleks straffelovgivning stiller store krav og udfordrer anklagemyndighedens mulighed for at sikre en ensartet implementering.
Anklagemyndigheden har løbende søgt at styrke fokus på implementering de senere år. Behovet for den implementering, der skal finde sted som følge af bl.a. ny lovgivning, er kun blevet større og ikke mindre vigtig. Anklagemyndigheden har derfor udviklet en implementeringsmodel (Anklagemyndighedens Implementeringsmodel).
Modellen beskriver et tydeligt set-up for implementering af ny eller ændret lovgivning samt større administrative initiativer i anklagemyndigheden og skal bidrage til større ensartethed i implementeringen af ny eller ændret lovgivning på tværs af landet.
Kravene til en ny implementeringsmodel skal navnlig ses i lyset af, at en høj faglighed i anklagemyndighedens arbejde er afgørende for at sikre et velfungerende straffesystem, som befolkningen har tillid til. Der er en stærk faglig kultur i anklagemyndigheden, hvor ledere og medarbejdere føler et stort ansvar for at sikre høj kvalitet i den administrative sagsbehandling, i betjening af borgerne og i retsarbejdet.
Høj faglighed forudsætter et tilstrækkeligt indblik og en korrekt forståelse af den til enhver tid gældende strafferetlige lovgivning. Det betyder, at anklagemyndigheden løbende i forbindelse med behandlingen af tusindvis af straffesager forudsættes at tilegne sig ny viden – og ikke mindst kunne huske at bringe den i spil, når det er relevant i sagsbehandlingen.
For at lykkes med implementeringsopgaven er det afgørende, at der er klarhed over de forventninger, der kan stilles til Rigsadvokaten, statsadvokaterne og politikredsene i alle dele af implementeringsprocessen. Rolle- og ansvarsfordelingen for anklagemyndigheden i de forskellige faser af processen er derfor en vigtig del af implementeringsmodellen.