Principielle afgørelser: Miljø- og Fødevareklagenævnet udvider beskyttelsen af drikkevand, mens Skatterådet godkender kompleks omstrukturering før generationsskifte

Indledning: Fra drikkevandsbeskyttelse til skatteplanlægning

De seneste afgørelser inden for EU- og international ret spænder vidt, men har en fællesnævner: en streng og formålsbestemt fortolkning af lovgivningen. To principielle afgørelser fra Miljø- og Fødevareklagenævnet understreger en udvidet beskyttelse af Danmarks drikkevandsinfrastruktur ved at annullere kommunale tilladelser til jordvarmeanlæg. Samtidig belyser en afgørelse fra Skatterådet grænserne for skattefri omstrukturering i lyset af EU-rettens værnsregler, hvor en velbegrundet forretningsmæssig årsag – et generationsskifte – blev afgørende for godkendelsen af en kompleks transaktionsrække. Denne artikel analyserer de fulde afgørelsestekster og deres vidtrækkende konsekvenser.

Udvidet beskyttelse af drikkevand: Nævn fortolker "almen vandforsyning" bredt

To næsten identiske sager fra Miljø- og Fødevareklagenævnet har skabt en vigtig præcedens for etablering af jordvarmeanlæg. I begge sager ophævede nævnet kommunale tilladelser, fordi de ikke overholdt afstandskravene i jordvarmebekendtgørelsen. Kernen i afgørelserne er en afgørende fortolkning af begrebet "almen vandforsyning", som får betydelige praktiske konsekvenser.

Sag 1: Dybt jordvarmeanlæg stoppet af forsyningsledning

I den ene sag havde Lyngby-Taarbæk Kommune givet tilladelse til et dybt jordvarmeanlæg med en boring på op til 190 meter. Kommunen vurderede, at afstandskravet på 300 meter var overholdt, da de nærmeste indvindingsboringer lå langt væk. Et lokalt vandforsyningsselskab påklagede afgørelsen og oplyste under klagesagen, at en af selskabets forsyningsledninger kun lå få meter fra det planlagte anlæg.

Miljø- og Fødevareklagenævnet begrænsede sin prøvelse til netop dette punkt og nåede frem til en klar konklusion. Nævnet fastslog, at definitionen af "almen vandforsyning" i jordvarmebekendtgørelsen skal forstås i lyset af forarbejderne til vandforsyningsloven. Her specificeres det, at begrebet dækker mere end blot selve boringen. Nævnet citerer direkte fra forarbejderne: "Ved vandforsyningsanlæg forstås indvindingsanlæg med tilhørende hoved-, forsynings- og stikledninger samt tilhørende pumper." Da det planlagte anlæg kun var placeret ca. 4 meter fra en forsyningsledning, var afstandskravet på 300 meter groft overtrådt, og tilladelsen blev ophævet. Læs resumé af nævnets afgørelse om det dybe anlæg

Sag 2: Terrænnært anlæg underkendt på grund af hovedvandledning

Den anden sag fra Næstved Kommune bekræfter denne linje. Her var der givet tilladelse til et terrænnært jordvarmeanlæg, hvor afstandskravet er 50 meter. En hovedvandledning krydsede ejendommen, og kommunen havde i sin tilladelse fastsat en afstand på kun 2,5 meter, baseret på en gammel servitut. Igen påklagede vandforsyningsselskabet afgørelsen.

Nævnets ræsonnement var identisk med den første sag. Ved at henvise til den samme brede definition fra vandforsyningslovens forarbejder konkluderede nævnet, at en hovedvandledning utvetydigt er en del af en "almen vandforsyning". Tilladelsen, der tillod en afstand på kun 2,5 meter, var derfor i strid med bekendtgørelsens krav om 50 meter og blev ophævet. Afgørelsen understreger, at hele vandinfrastrukturen – fra boring til stikledning – er omfattet af de beskyttende afstandskrav. Se resumé af afgørelsen om det terrænære anlæg

Praktiske konsekvenser af miljøafgørelserne

Disse to afgørelser udgør en markant skærpelse af praksis. Kommuner kan ikke længere nøjes med at vurdere afstanden til selve indvindingsboringerne. De er nu forpligtet til at inddrage placeringen af hele distributionsnettet – hoved-, forsynings- og stikledninger – i deres sagsbehandling. For borgere og virksomheder betyder det, at mulighederne for at etablere jordvarmeanlæg, især i tæt bebyggede områder, kan blive væsentligt indskrænket. Afgørelserne er et klart signal om, at beskyttelsen af drikkevandsinfrastrukturen vejer tungere end hensynet til udbredelsen af grøn energi, når der er en potentiel konflikt.

Skattefri omstrukturering: Når forretningsmæssig begrundelse trumfer misbrugsformodning

I en principiel afgørelse har Skatterådet godkendt en flertrins-omstrukturering, der havde til formål at forberede et generationsskifte. Sagen er et skoleeksempel på, hvordan en transaktionsrække, der potentielt kunne ligne skatteomgåelse, kan legitimeres gennem en solid forretningsmæssig begrundelse, hvilket er i tråd med EU-rettens substans-over-form-princip.

Transaktionens opbygning

To ejere af et holdingselskab (H1) ønskede at adskille selskabets likvide midler fra driftsaktiviteterne for at gøre driftsdelen klar til et generationsskifte. Planen bestod af tre trin:

1. En skattefri anpartsombytning, hvor ejerne indskød deres anparter i H1 i et nystiftet holdingselskab (X ApS).
2. Udlodning af et stort kontantbeløb fra H1 til det nye holdingselskab X ApS.
3. En skattefri ophørsspaltning af X ApS i to nye selskaber: ét (X1 ApS) der modtog anparterne i det oprindelige driftsselskab H1, og et andet (X2 ApS) der modtog de likvide midler.

Ejerne ville efterfølgende have samme pro-rata ejerandel i begge de nye selskaber.

Skatterådets juridiske vurdering

Skatterådet godkendte samtlige trin. Rådet fandt, at de objektive betingelser for både skattefri anpartsombytning og skattefri spaltning var opfyldt. Særligt interessant var vurderingen af det såkaldte "holdingkrav", som forbyder salg af de erhvervede anparter i tre år. Skatterådet fastslog, at den efterfølgende spaltning ikke udgjorde en afståelse i strid med holdingkravet. Tværtimod blev kravet videreført til de modtagende selskaber i spaltningen. Som Skatterådet bemærker: "holdingkravet vedrørende anpartsombytningen i sin restløbetid [vil] blive videreført og anvendes på selskabsdeltagerne henholdsvis det eller de deltagende selskaber i den efterfølgende skattefrie omstrukturering."

Mest afgørende var dog vurderingen af den generelle omgåelsesklausul i Ligningslovens § 3. Skatterådet konkluderede, at transaktionen ikke udgjorde misbrug. Begrundelsen var todelt: For det første var formålet reelt og forretningsmæssigt velbegrundet i ønsket om et fremtidigt generationsskifte. For det andet skete der ingen afståelse eller udtræden af en aktionær, i modsætning til tidligere praksis hvor lignende strukturer er blevet underkendt. Skatterådet fremhæver netop dette: "I modsætning til SKM2024.642.SR medfører den planlagte ophørsspaltning i nærværende sag ikke en krænkelse af holdingkravet, da spaltningen ikke indebærer, at der sker en afståelse af A eller B’s ejerandel i kapitalandelene i H1." Da ejerne bevarede deres proportionale ejerandele i både drifts- og pengetanksselskabet, var der ikke tale om et maskeret salg. Læs resumé af Skatterådets afgørelse

Konklusion og fremadrettede perspektiver

De analyserede afgørelser tegner et billede af en retsanvendelse, der lægger afgørende vægt på lovgivningens underliggende formål. For miljøretten betyder det en maksimal beskyttelse af kritisk infrastruktur, selvom det kan begrænse andre samfundshensyn. For skatteretten betyder det, at reelle, forretningsmæssige begrundelser kan legitimere komplekse transaktioner, så længe de ikke krænker værnsreglernes formål om at forhindre skatteunddragelse. For rådgivere og beslutningstagere er budskabet klart: En grundig kortlægning af alle relevante forhold – hvad enten det er vandledninger i jorden eller den kommercielle hensigt bag en omstrukturering – er afgørende for at navigere i et stadig mere komplekst juridisk landskab.