Analyse: Nye Afgørelser om Menneskerettigheder, Vikararbejde og CFC-skat

Analyse: Fra Menneskerettigheder til Vikardirektiv – Nye Afgørelser Udstikker Kursen for EU- og International Ret

Den seneste tids retsafgørelser inden for EU- og international ret demonstrerer en fortsat dyb integration af internationale retsprincipper i dansk retspraksis. Fra Højesterets markante ophævelse af en livstidsudvisning med henvisning til Menneskerettighedskonventionen, over Arbejdsrettens fortolkning af EU's vikardirektiv, til Skatterådets afgrænsning af internationalt inspirerede skatteregler, tegner der sig et billede af et retsområde i konstant udvikling. Denne artikel analyserer tre principielle afgørelser og deres vidtrækkende konsekvenser.

Menneskerettighedernes Voksende Vægt: Højesteret Ophæver Livstidsudvisning efter 26 År

En af de mest bemærkelsesværdige nylige afgørelser kommer fra Højesteret, som har ophævet en 26 år gammel udvisningsdom for bestandig mod en mand, der i 2000 blev dømt for drab på sin ægtefælle. Sagen er principiel, fordi den illustrerer den dynamiske fortolkning af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 8 om retten til privat- og familieliv, særligt i lyset af nyere praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD).

Sagens Kerne: Proportionalitet og Ændrede Forhold

Manden, en iransk statsborger, blev på gerningstidspunktet anset for utilregnelig på grund af paranoid skizofreni og blev derfor idømt en anbringelsesdom frem for straf. Udvisningen blev oprindeligt stadfæstet af Højesteret i 2001. Siden da har han gennemgået en markant udvikling: hans anbringelsesdom blev ændret til en behandlingsdom, som blev endeligt ophævet i 2021. Han er i dag velmedicineret, stabil og vurderes at have en lav risiko for recidiv.

Højesteret skulle tage stilling til, om der forelå "ganske særlige grunde" til at genoptage sagen efter udlændingelovens § 50, stk. 1. Retten konkluderede, at dette var tilfældet, og gik derefter direkte til en realitetsbehandling. Højesterets begrundelse er et klart eksempel på, hvordan EMD's praksis, specifikt Savran mod Danmark-sagen, har ændret proportionalitetsvurderingen i udvisningssager.

Retten udtaler:

"Det følger af sidstnævnte dom [Savran mod Danmark], at det skal tages i betragtning ved vurderingen af karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, om den blev begået på et tidspunkt, hvor den pågældende var psykisk syg."

Dette er et afgørende punkt. Højesteret tillægger gerningsmandens psykiske tilstand på gerningstidspunktet en væsentlig, selvstændig betydning, som ikke i samme grad var en del af den oprindelige vurdering for 26 år siden. Kombineret med den lange tid, der er gået, den vellykkede behandling og den lave risiko for ny kriminalitet, fandt Højesteret, at en opretholdelse af udvisningen ikke længere var proportional.

"Højesteret finder, at der er indtrådt væsentlige ændringer i Tiltaltes forhold, og at der er en formodning for, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. ... Under de anførte omstændigheder finder Højesteret, at opretholdelse af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8 uanset den begåede kriminalitets særdeles grove karakter."

Afgørelsen understreger, at selv de mest alvorlige forbrydelser ikke automatisk kan begrunde en livslang udvisning, når der over en lang årrække kan dokumenteres en fundamental og positiv ændring i personens forhold. Den cementerer, at proportionalitetsvurderingen efter EMRK artikel 8 er en levende vurdering, der skal afspejle den enkeltes aktuelle situation. Læs resumé af Højesterets kendelse

Fortolkning af Vikardirektivet: Hvornår er 'Midlertidigt' Arbejde ikke Længere Midlertidigt?

I en sag af stor betydning for det danske arbejdsmarked har Arbejdsretten taget stilling til rækkevidden af begrebet "midlertidigt" i vikarloven, som implementerer EU's vikardirektiv (2008/104/EF). Sagen omhandlede en vikar, der via et vikarbureau havde arbejdet for den samme brugervirksomhed i over tre år gennem en række successive kontraktforlængelser.

En Bred Fortolkning af 'Midlertidigt'

Fagforeningen argumenterede for, at det langvarige og kontinuerlige arbejde betød, at ansættelsen reelt ikke længere var midlertidig. Konsekvensen skulle ifølge fagforeningen være, at vikarloven slet ikke fandt anvendelse, og at vikaren skulle stilles som om, hun var direkte ansat af brugervirksomheden med de rettigheder, der følger af virksomhedens overenskomst.

Arbejdsretten afviste denne argumentation og frifandt brugervirksomheden. Rettens præmis var, at begrebet "midlertidigt" i vikarlovens § 1 skal forstås bredt. Retten lagde afgørende vægt på lovens egen systematik. Vikarloven indeholder i § 3, stk. 4, et specifikt forbud mod successive udsendelser uden saglig begrundelse, med tilhørende sanktioner. Arbejdsretten ræsonnerede, at selve eksistensen af denne bestemmelse forudsætter, at selv langvarige og potentielt usagligt forlængede vikariater fortsat er omfattet af loven.

Som retten formulerer det:

"Disse bestemmelser forudsætter, at selv usaglige successive udsendelser af en vikar kan være omfattet af loven og altså efter § 1, stk. 1, skal anses for midlertidige. Dette taler for, at udtrykket “midlertidigt” skal forstås bredt."

Dommen fastslår dermed, at løsningen på potentielt misbrug af vikaransættelser ikke er at anse vikaren for fastansat hos brugervirksomheden, men derimod at forfølge et eventuelt krav om godtgørelse for brud på forbuddet mod usagligt begrundede successive udsendelser. Dette giver en klar retsstilling: Vikarforholdet består mellem vikaren og vikarbureauet, og selv efter flere års udsendelse til samme brugervirksomhed ændres dette udgangspunkt ikke. Afgørelsen, der er i tråd med EU-Domstolens praksis, giver brugervirksomheder en betydelig fleksibilitet, men understreger samtidig, at denne fleksibilitet ikke er ubegrænset, da successive forlængelser skal kunne begrundes sagligt i virksomhedens drift. Se Arbejdsrettens afgørelsesresumé

Afgrænsning af Internationale Skatteregler: Salgsavance fra Driftsselskab Ikke Omfattet af Kapitalfondsregler

Skatterådet har i et bindende svar præciseret anvendelsesområdet for de komplekse CFC-regler i ligningslovens § 16 I, der blandt andet sigter mod at beskatte såkaldt "merafkast" (carried interest) i kapitalfondsstrukturer. Disse regler er et eksempel på dansk lovgivning, der er stærkt inspireret af internationale tendenser til at modvirke skatteundgåelse, herunder OECD's BEPS-projekt.

Fokus på Selskabets Reelle Funktion

Sagen handlede om en medstifter af en driftskoncern, som via sit holdingselskab skulle realisere en avance ved et delvist frasalg. Koncernen var delvist finansieret af to udenlandske fonde, som havde ydet lån og i den forbindelse modtaget tegningsretter (warrants). Spørgsmålet var, om denne struktur betød, at investeringen var foretaget "i eller via" en kapitalfond, hvilket ville udløse den særlige beskatning af merafkast.

Skatterådet fulgte Skattestyrelsens indstilling og svarede benægtende. Afgørelsen hviler på en substans-over-form-vurdering af de involverede enheder. Skattestyrelsen lagde afgørende vægt på, at det selskab, der blev investeret i, var et almindeligt driftsselskab og ikke en "investeringsenhed", som er et definerende træk ved en kapitalfond.

Videre blev de långivende fondes rolle analyseret. Deres primære aktivitet var at yde lån, ikke at investere i aktier med henblik på aktivt at deltage i ledelse og drift. Deres rolle var passiv.

Skattestyrelsen udtaler:

"Som det fremgår af det oplyste, investerer de to nævnte lånefonde ikke i aktier og kan derfor som udgangspunkt ikke anses for at erhverve Selskabet, hverken helt eller delvist. Det skal dog bemærkes, at der i denne sag er udstedt tegningsretter til fondene. Skattestyrelsen vurderer, at det i denne sammenhæng hverken er forudset eller forventet, at tegningsretterne vil blive udnyttet, og at investeringen på den baggrund ikke kan anses som en investering i aktier."

Afgørelsen er en vigtig afgrænsning. Den viser, at den blotte tilstedeværelse af fonde i en selskabsstruktur ikke er tilstrækkelig til at aktivere kapitalfondsreglerne. Det afgørende er enhedernes reelle funktion og formål. En stifter af en almindelig driftsvirksomhed, der anvender forskellige former for finansiering, herunder lån fra fonde, bliver ikke omfattet af de specialiserede regler, der er målrettet den egentlige kapitalfondsbranche. Dette skaber en vigtig retssikkerhed for iværksættere og virksomhedsejere. Find resumé af Skatterådets afgørelse her

Sammenfatning og Konklusion

De tre analyserede afgørelser viser bredden i, hvordan EU-ret og international ret påvirker dansk retsanvendelse. Højesterets afgørelse i udvisningssagen er et stærkt signal om, at EMD's dynamiske fortolkning af menneskerettighederne har direkte og afgørende gennemslagskraft i Danmark, selv i sager om meget alvorlig kriminalitet. Arbejdsrettens dom giver en afklaring, der understøtter fleksibiliteten på arbejdsmarkedet, men inden for de rammer, som EU-retten og den danske implementering har fastsat. Endelig viser Skatterådets afgørelse en pragmatisk og formålsbestemt anvendelse af komplekse, internationalt inspirerede skatteregler, hvilket forhindrer en utilsigtet udvidelse af reglernes anvendelsesområde.

Tilsammen tegner afgørelserne et billede af danske retsinstanser, der navigerer kompetent i et komplekst samspil mellem national lov og internationale forpligtelser, og som derved løbende justerer og definerer retstilstanden for borgere og virksomheder i Danmark.