Det nuværende beslutningsgrundlag for dansk økonomisk politik er ubalanceret, da man systematisk indregner de såkaldte dynamiske effekter ved skatteændringer, men udelader dem, når det kommer til offentligt forbrug og investeringer. Det påpeger De Økonomiske Råd i deres seneste analyse1.
Hvad er dynamiske effekter?
Dynamiske effekter dækker over de adfærdsændringer, som politiske tiltag medfører hos borgere og virksomheder. Mens en topskattelettelse kan øge motivationen for uddannelse og karriere, har offentlige investeringer i eksempelvis infrastruktur og daginstitutioner også mærkbare effekter på, hvor meget folk arbejder, og hvor effektive virksomhederne er.
Positive og negative påvirkninger
Offentlige udgifter påvirker samfundsøkonomien i forskellige retninger. Nogle investeringer fungerer som vækstmotorer, mens andre kan have en dæmpende effekt på arbejdsudbuddet:
| Udgiftstype | Eksempel | Forventet dynamisk effekt |
|---|---|---|
| Uddannelse & Børn | Daginstitutioner og skoler | Positiv: Øger forældres arbejdsudbud og unges fremtidige produktivitet. |
| Infrastruktur | Veje og transportnet | Positiv: Sikrer bedre match mellem arbejdskraft og virksomheder. |
| Erhvervsstøtte | Selektive støtteordninger | Risiko for negativ: Kan fastholde ressourcer i lavproduktive brancher. |
| Kultur | Fritidstilbud | Potentielt negativ: Kan gøre det mere attraktivt at holde fri frem for at arbejde. |
Behov for nye regneregler
Problemet opstår især ved politiske omlægninger, hvor skattelettelser finansieres gennem ændringer i det offentlige forbrug. Hvis man kun indregner gevinsterne ved lavere skat, men overser de potentielle tab ved færre investeringer i eksempelvis pasning eller uddannelse, bliver det økonomiske beslutningsgrundlag skævt.
De Økonomiske Råd udtaler i deres rapport:
"Det bør være en central opgave for embedsværket, forskerstanden og for vores eget sekretariat at øge den eksisterende viden om dynamiske effekter af offentlige udgifter."
Udfordringer og næste skridt
Selvom opgaven er kompleks grundet det offentlige områdes størrelse og mangfoldighed, vurderer vismændene, at udfordringerne ikke er fundamentalt anderledes end dem, man har løst på skatteområdet. Der opfordres til, at især centraladministrationens embedsværk påbegynder arbejdet med at skabe solide regneregler for udgiftssiden, så fremtidige prioriteringer kan hvile på et mere komplet økonomisk fundament.
